Caseformulering – i en udviklingspsykopatologisk referenceramme

Resumé

Det bliver stadig mere almindeligt at støtte sig til diagnostiske systemer som DSM-IV eller ICD-10 i udredningen af psykiske forstyrrelser hos børn og unge. Om end brug af diagnoser er blevet meget udbredt, udgør disse ikke et fyldestgørende grundlag for individuel behandlingsplanlægning i forhold til det enkelte barns vanskeligheder eller familiens behov. Der er behov for en supplerende metode som caseformulering, der kan give klinikeren bedre mulighed for at skabe en meningsfuld forståelse af barnets vanskeligheder samt et mere individualiseret, udviklingsorienteret og kontekstuelt grundlag for beslutninger om behandling. En god udredning munder ud i både en diagnostisk klassifikation og en klinisk caseformulering. I artiklen præsenteres en model for udarbejdelse af caseformulering i en udviklingspsykopatologisk ramme. Caseformulering i denne ramme er en sammenhængende teori om den enkelte case med hypoteser om: hvorfor vanskelighederne er opstået, hvad der opretholder dem, og hvad der forhindrer, at de bliver værre – set i lyset af barnets udviklingshistorie, sårbarhed, risikofaktorer samt beskyttende faktorer. Gennem udarbejdelse af caseformuleringen bringer klinikeren sit fags empiriske viden i anvendelse i forhold til den enkelte case på en systematisk måde. Der argumenteres for caseformulering som et eksempel på evidensbaseret praksis.