THE PSYCHOLOGY OF MILITARY MASSACRE. Nanking, My Lai, and the Concept of Individual Responsibility in the Midst of Organized Slaughter

Resumé

Kan vi altid kræve, at individer skal vise socialt ansvar? Er dette et realistisk krav også i de mest ekstreme situationer, som fx ved militære massakrer? To militære massakrer udforskes her i et forsøg på at opdage, hvordan mennesker faktisk handler i disse situationer. Det er tydeligt, at evnen til at tage socialt ansvar ikke tilhører en bestemt personlighed. Der er nærmere tale om, hvordan sociale kontekster reducerer de oprindelige moralske begrænsninger, som eksisterer i forhold til voldsudøvelse. Denne reduktion sker først ved, at det militære system skaber en kontekst, hvor volden opfattes som noget, der er formelt autoriseret og derfor moralsk forsvarligt. Gerningsmanden føler sig uden personligt ansvar. Inden for dette system vænner han sig gradvist til voldsbrug og indoktrineres samtidigt i værdien af lydighed. Derefter præsenteres soldaten for et dehumaniseret billede af de kommende ofre som »fjenden«. Det militære massemord på civile bliver en reel mulighed. Men selv i denne ekstreme situation er der mennesker, som nægter at adlyde ordrer og som insisterer på at følge deres samvittighed. Det er disse individer, som danner grundlaget for det juridiske krav om ansvarlighed – og det moralske håb om, at det er muligt at forandre systemet og verden til noget bedre og mindre destruktivt.