MINDFULNESS – IMPLICIT UTOPI?

Resumé

I de senere år har der i den vestlige verden været stor vækst i interessen for mindfulness og meditation. I mindfulness tilstræbes en venlig, accepterende og nærværende opmærksomhed ‘i nuet’. Denne bestræbelse er blevet kritiseret for at udgøre en ny form for styringsteknologi, der underminerer relevant kritik af fx belastende og stressende arbejdsforhold, da mindfulness også er en virkningsfuld metode til stressreduktion. I undersøgelser af mindfulness fremhæves de gode virkninger i forhold til at håndtere livets krav og udfordringer, særlig med henblik på at overkomme og håndtere lidelse (fx stress eller smerter).

Til forskel fra eksplicitte utopier, som præsenterer forestillinger om særlig velfungerende og harmoniske samfundsordener, kan interessen for mindfulness betragtes som både en implicit kritik af aktuelle livsvilkår og en implicit utopi om bedre måder at leve på. Med inddragelse af nogle grundlæggende forestillinger om mindfulness diskuteres mindfulness som en form for modernitets-redskab til at udvikle en værensform og grundindstilling, der tidligere blev understøttet af elementer i sociokulturelle hverdagspraksisser, der kunne give sanselige oplevelser af eksistentiel samhørighed. På tilsvarende måde kan mindfulness give sanselige oplevelser af eksistentiel samhørighed, der i kraft af at være radikalt anderledes end modernitetens målrettede effektivitetsorientering rummer en implicit kritik og implicitte utopiske forestillinger.