Vi er det liv, vi ikke lever

Et håbefuldt udkast til dagdrømmens psykologi

Resumé

Samtidig eksistenstænkning bør forholde sig til det faktum, at klimakrisen
i stigende grad præger livet på jorden, og at den globale
situation er tiltagende kritisk, uden hermed at forfalde til nihilisme
eller fortvivlelse. Dagens debat om klimakrisens emotionelle konsekvenser
er i høj grad domineret af negative emotioner, såsom
angst, sorg og endog depression. I lyset af en eskalerende opvarmning
af klodens overflade, og medfølgende klimaforandringer,
betragtes håb ofte som både uhensigtsmæssigt og naivt. I denne
artikel forsøger jeg at revitalisere håbets eksistentielle, etiske og
politiske betydning og argumenterer for, at det udgør en afgørende
del af vores stræben efter mere bæredygtige måder at leve på. Med
udgangspunkt i dagdrømmen og dens helt centrale plads i Ernst
Blochs tænkning forsøger jeg at åbne op for en forståelse af håb,
som er funderet både i en konfrontation med afgørende begrænsninger
og bevarelsen af en åben mulighedshorisont. Håb og dagdrømme
er intimt forbundne i det, at de begge udspiller sig i mellemrummet
– mellem fantasi og virkelighed, nødvendighed og
mulighed. I den åbning, som samtidig blotlægger historicitetens
lænker og tilværelsens radikale kontingens, finder vi kimen til en form for håb, som hverken er identisk med optimisme eller begær,
men snarere bør betragtes som en relationelt forankret dyd – intimt
forbundet med vores evne og vilje til at handle