Skyld og eksistens

Om skyld som etisk-eksistentiel grænseerfaring

Resumé

Sartre hævdede, at mennesket er ”fordømt til frihed”. I den
eksistentialistiske tradition og diskurs opfattes frihed – og angsten,
der ledsager den – ofte som det centrale ontologiske karakteristikum.
Formålet med denne artikel er imidlertid igennem
fænomenet skyld at udfordre frihedens primat i den eksistentielle
diskurs ved at vise dens etisk-eksistentielle grænser.
Under anvendelse af skønlitterært materiale fra Fjodor Dostojevskijs
forfatterskab samt kvalitative interviews fra et igangværende
forskningsprojekt, der omhandler unges oplevelser af
dårlig samvittighed, argumenterer jeg for, at der forud for
menneskets refleksive og autonome forhold til sig selv eksisterer
en prærefleksiv bundethed, som den enkelte ikke selv er
suveræn herre over. På denne baggrund bestemmes skyld som
et ontologisk karakteristikum, der henviser mennesket til fundamentale
grænser (grundvilkår) i form af den Anden, endelighed,
men også frihed. Disse grænser, argumenterer jeg for, kan
ikke isoleres fra menneskets etisk-eksistentielle liv, men danner
grundlag for en ontologisk etik. Det betyder, at spørgsmål, der
angår det menneskelige vilkår (ontologi), er uløseligt forbundet
til spørgsmål om, hvordan mennesket bør leve og forholde
sig (etik). Afslutningsvist forsøger jeg at vise, hvordan de eksistentiale
grænser kan anvendes til at forstå baggrunden for den
stigende psykiske mistrivsel i det senmoderne samfund.