Ødipus vor samtidige
Christoph Menkes tragedieteori i perspektiv
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v7i13.108074Nøgleord:
tragedieteori, retsdrama, ødipus, tragisk ironi, Christoph MenkeResumé
Christian Dahls artikel »Ødipus vor samtidige« sætter Christoph Menkes tragedieteori i perspektiv. Menkes omfortolkning af den tragiske ironi indebærer en væsentlig teatralisering af tragedien, hvor den tragiske helt erfarer sig selv som marionet og tilskuer i et skuespil, der ikke tillader ham autonomi. Menke knytter an til det genrehistoriske faktum, at tragediens novum som performativ kunstart bestod i, at den i modsætning til eksempelvis den mundtlige, episke tradition forudsætter en skreven tekst, som de dramatiske karakterer er bundet til. Teksten er den dramatiske eksistens’ skæbne.
Referencer
1 I habilitationsafhandlingen Tragödie im Sittlichen. Gerechtichkeit und Freiheit, Frankfurt a.M. (1996) søger Menke både med og mod Hegel at vise, at hverken retsstaten eller moderniteten garanterer os mod tragiske konflikter: det moderne, pluralistiske samfund accentuerer tværtimod en stadig spænding mellem autenticitet og autonomi. Da dette værk til forskel fra Gegenwart der Tragödie snarere diskuterer begrebet om det tragiske end tragedien som sådan, vil jeg ikke præsentere det nærmere her.
2 I Æstetikken noterer Hegel sig derfor, at moderne tragedier som Shakespeares til forskel fra deres græske forgængere ikke tematiserer normative konflikter, men subjektive og
psykologiske, jf. G.W.F. Hegel (1986), Vorlesungen über die Ästhetik, in Werke, bd. 15, Frankfurt a.M.s, 558-560.
3 »Teatret, som vi forefinder det, viser ikke samfundets struktur (afbildet på scenen) som påvirkeligt gennem samfundet (i tilskuerrummet). Ødipus, der har forsyndet sig mod
sine egne principper, som tidens samfund støtter, bliver henrettet (sic!), det sørger guderne for, de kan ikke kritiseres.« B. Brecht (1997), »Kleines Organon für das Theater«
in: Schriften zum Theater. Über nicht-aristotelische Dramatik, Frankfurt a.M, s. 146. Se også hans »Anmerkungen sur »Antigone« des Sophokles«.
4 G. Lukács (1911), »Metaphysik der Tragödie: Paul Ernst«, in Die Seele und die Formen, Berlin s. 343 f.
5 Denne interesse begynder med de såkaldte Cambridge-ritualister Gilbert Murray og Jane Ellen Harrison.
6 F. Schlegel (1988), »Aus den Heften zur Poesie und Literatur« (1776-1801), in Kritische Schriften und Fragmente, bd. 5, Paderborn, s. 189 hhv. »Vom ästhetischen Wert der griechischen Komödie«, in Kritische Schriften und Fragmente, bd. 1, s. 10.
7 J.-P. Vernant (1972), »Ambiguïté et renversement. Sur la structure énigmatique d’‹OEdipe-Roi›« in J.-P. Vernant & P. Vidal-Naquet, Mythe et Trágedie en Grèce Ancienne, bd. 1, ,Paris, s. 101-131; R. Girard (1972), Le violence et le sacré, Paris, s. 102-129.
8 Eller for at være helt præcis: den blinde Ødipus beder om at blive ført ud af byen, men Kreon ønsker ham indespærret af frygt for at han vil besudle byen ved at vise sig i Apollons dagslys.
9 Menke (2005), s. 33-34.
10 Friedrich Hölderlin (1992), »Anmerkungen zum Oedipus«, Sämtliche Werke, bd. II, München, s. 311.
11 Aristoteles, Poetikken 1450a16-24.
12 Menke (2005), s. 83.
13 »Ødipus’ klage over sin skæbne viser, hvad det at dømme i virkeligheden betyder: tabet af evnen til at handle og leve; selvbedømmelse betyder for Ødipus selvtab.«, Menke (2005), s. 79.
14 A. Müller (1967, opr. 1807), »Über die dramatische Kunst« in Schriften bd. 1, Berlin, s. 141-291. Jeg refererer her fra Menke.
15 Menke krediterer Alexander Hugs i dag glemte tekst »Doppelsinn in Sophokles Oedipus koenig« (Philologus, bd. 31, 1872, s. 66-84) for denne iagttagelse, men de kunstteoretiske konsekvenser, han drager af denne iagttagelse, overskrider Hugs konklusioner.
16 Menke (2005), s. 65.
17 Jf. Menke, »Ästhetik der Tragödie: Romantische Perspektiven«, in B. Menke & C. Menke, Tragödie, Trauerspiel, Spektakel, Berlin (2007), s. 196.
18 Mange teaterforskere insisterer på dramaets performative egenskaber som det der adskiller dramatik fra den tekstvidenskab, man anser for litteraturvidenskabens ressort. Men denne sondring er historisk problematisk, for i arkaisk tid var alle poetiske former knyttet til mundtlig og musikalsk performance. Som teaterhistorikeren Jennifer Wise korrigerer: »Theatre was not the first genre of poetic performance; it was simply the first genre of poetic performance in Greece which made use of unmediated enactment by a number of nonspeicialist performers, verbatim memorization, and a dialogical style. This generic profile was new to Greece, and all of the performative innovations that went into it, constituting it as the new art of the theatre as distinct from its epic antecedent, are demonstrably dependent on the use of writing.« J. Wise (1998), Dionysus Writes. The Invention of Theatre in Ancient Greece, Ithaca/London, s. 12. Netop tragediens tekstualitet viser også, hvor drama og
ritual adskiller sig fundamentalt fra hinanden. Mens ritualet ligesom eposset bygger på performativ gentagelse, består dramaet af (tekst-)opførelse. Se også Menke (2005), s. 56-58. 19 Menke (2005) s. 52.
20 K.H. Bohrer (2006), »Das Verschwinden der Tragödie. Christoph Menkes philoso-phische Studie über ihre Gegenwart,« in Merkur, April 2006, s. 346-353. Se også Bohrers Menke-polemiske læsning af Kong Ødipus i Bohrer (2009) Das Tragische. Erscheinung, Pathos, Klage, München, s. 321-335.
21 Sir Philip Sidney (2002), »The Defense of Poesy«, in The Major Works, Oxford, s. 230.
22 Transcendental betyder groft sagt selvrefleksiv: ligesom Kant advokerede for en transcendentalidealisme, der tog udgangspunkt i anskuelsen og dens nødvendige betingelser,
gjorde Friedrich Schlegel sig til talsmand for en såkaldt transcendtalpoesi, der ikke kun repræsenterer, men også på et metaplan reflekterer over sine egne repræsentationsbetingelser
og således er »både poesi og poesiens poesi«. Det er denne moderne, selvrefleksive poetik, Menke med og mod Schlegel søger i tragedien.
23 K.H. Bohrer (2006), »Das Verschwinden der Tragödie. Christoph Menkes philosophische Studie über ihre Gegenwart,« in Merkur, April 2006, s. 346-353. Se også Bohrers Menke-polemiske læsning af Kong Ødipus i Bohrer (2009) Das Tragische. Erscheinung, Pathos, Klage, München, s. 321-335.
24 De eneste græske tragedier, der lever op til de aristoteliske forskrifter om sandsynlighed og nødvendighed er faktisk Sofokles’ Kong Ødipus og Euripides Ifigenia hos taurerne. Resten af de græske tragedier har en mere eller mindre episodisk opbygning.
2 I Æstetikken noterer Hegel sig derfor, at moderne tragedier som Shakespeares til forskel fra deres græske forgængere ikke tematiserer normative konflikter, men subjektive og
psykologiske, jf. G.W.F. Hegel (1986), Vorlesungen über die Ästhetik, in Werke, bd. 15, Frankfurt a.M.s, 558-560.
3 »Teatret, som vi forefinder det, viser ikke samfundets struktur (afbildet på scenen) som påvirkeligt gennem samfundet (i tilskuerrummet). Ødipus, der har forsyndet sig mod
sine egne principper, som tidens samfund støtter, bliver henrettet (sic!), det sørger guderne for, de kan ikke kritiseres.« B. Brecht (1997), »Kleines Organon für das Theater«
in: Schriften zum Theater. Über nicht-aristotelische Dramatik, Frankfurt a.M, s. 146. Se også hans »Anmerkungen sur »Antigone« des Sophokles«.
4 G. Lukács (1911), »Metaphysik der Tragödie: Paul Ernst«, in Die Seele und die Formen, Berlin s. 343 f.
5 Denne interesse begynder med de såkaldte Cambridge-ritualister Gilbert Murray og Jane Ellen Harrison.
6 F. Schlegel (1988), »Aus den Heften zur Poesie und Literatur« (1776-1801), in Kritische Schriften und Fragmente, bd. 5, Paderborn, s. 189 hhv. »Vom ästhetischen Wert der griechischen Komödie«, in Kritische Schriften und Fragmente, bd. 1, s. 10.
7 J.-P. Vernant (1972), »Ambiguïté et renversement. Sur la structure énigmatique d’‹OEdipe-Roi›« in J.-P. Vernant & P. Vidal-Naquet, Mythe et Trágedie en Grèce Ancienne, bd. 1, ,Paris, s. 101-131; R. Girard (1972), Le violence et le sacré, Paris, s. 102-129.
8 Eller for at være helt præcis: den blinde Ødipus beder om at blive ført ud af byen, men Kreon ønsker ham indespærret af frygt for at han vil besudle byen ved at vise sig i Apollons dagslys.
9 Menke (2005), s. 33-34.
10 Friedrich Hölderlin (1992), »Anmerkungen zum Oedipus«, Sämtliche Werke, bd. II, München, s. 311.
11 Aristoteles, Poetikken 1450a16-24.
12 Menke (2005), s. 83.
13 »Ødipus’ klage over sin skæbne viser, hvad det at dømme i virkeligheden betyder: tabet af evnen til at handle og leve; selvbedømmelse betyder for Ødipus selvtab.«, Menke (2005), s. 79.
14 A. Müller (1967, opr. 1807), »Über die dramatische Kunst« in Schriften bd. 1, Berlin, s. 141-291. Jeg refererer her fra Menke.
15 Menke krediterer Alexander Hugs i dag glemte tekst »Doppelsinn in Sophokles Oedipus koenig« (Philologus, bd. 31, 1872, s. 66-84) for denne iagttagelse, men de kunstteoretiske konsekvenser, han drager af denne iagttagelse, overskrider Hugs konklusioner.
16 Menke (2005), s. 65.
17 Jf. Menke, »Ästhetik der Tragödie: Romantische Perspektiven«, in B. Menke & C. Menke, Tragödie, Trauerspiel, Spektakel, Berlin (2007), s. 196.
18 Mange teaterforskere insisterer på dramaets performative egenskaber som det der adskiller dramatik fra den tekstvidenskab, man anser for litteraturvidenskabens ressort. Men denne sondring er historisk problematisk, for i arkaisk tid var alle poetiske former knyttet til mundtlig og musikalsk performance. Som teaterhistorikeren Jennifer Wise korrigerer: »Theatre was not the first genre of poetic performance; it was simply the first genre of poetic performance in Greece which made use of unmediated enactment by a number of nonspeicialist performers, verbatim memorization, and a dialogical style. This generic profile was new to Greece, and all of the performative innovations that went into it, constituting it as the new art of the theatre as distinct from its epic antecedent, are demonstrably dependent on the use of writing.« J. Wise (1998), Dionysus Writes. The Invention of Theatre in Ancient Greece, Ithaca/London, s. 12. Netop tragediens tekstualitet viser også, hvor drama og
ritual adskiller sig fundamentalt fra hinanden. Mens ritualet ligesom eposset bygger på performativ gentagelse, består dramaet af (tekst-)opførelse. Se også Menke (2005), s. 56-58. 19 Menke (2005) s. 52.
20 K.H. Bohrer (2006), »Das Verschwinden der Tragödie. Christoph Menkes philoso-phische Studie über ihre Gegenwart,« in Merkur, April 2006, s. 346-353. Se også Bohrers Menke-polemiske læsning af Kong Ødipus i Bohrer (2009) Das Tragische. Erscheinung, Pathos, Klage, München, s. 321-335.
21 Sir Philip Sidney (2002), »The Defense of Poesy«, in The Major Works, Oxford, s. 230.
22 Transcendental betyder groft sagt selvrefleksiv: ligesom Kant advokerede for en transcendentalidealisme, der tog udgangspunkt i anskuelsen og dens nødvendige betingelser,
gjorde Friedrich Schlegel sig til talsmand for en såkaldt transcendtalpoesi, der ikke kun repræsenterer, men også på et metaplan reflekterer over sine egne repræsentationsbetingelser
og således er »både poesi og poesiens poesi«. Det er denne moderne, selvrefleksive poetik, Menke med og mod Schlegel søger i tragedien.
23 K.H. Bohrer (2006), »Das Verschwinden der Tragödie. Christoph Menkes philosophische Studie über ihre Gegenwart,« in Merkur, April 2006, s. 346-353. Se også Bohrers Menke-polemiske læsning af Kong Ødipus i Bohrer (2009) Das Tragische. Erscheinung, Pathos, Klage, München, s. 321-335.
24 De eneste græske tragedier, der lever op til de aristoteliske forskrifter om sandsynlighed og nødvendighed er faktisk Sofokles’ Kong Ødipus og Euripides Ifigenia hos taurerne. Resten af de græske tragedier har en mere eller mindre episodisk opbygning.
Downloads
Publiceret
2010-01-01
Citation/Eksport
Dahl, C. (2010). Ødipus vor samtidige: Christoph Menkes tragedieteori i perspektiv. Peripeti, 7(13), 21–31. https://doi.org/10.7146/peri.v7i13.108074
Nummer
Sektion
Temaartikler
Licens
Copyright Peripeti og forfatterne - Artiklerne er tilgængelige for direkte links.
