Skæbnefigurer
Tragedieskæbnen som symbolsk form hos Søren Kierkegaard
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v7i13.108073Nøgleord:
Antigone, tragedieteori, trauma, begrebet angst, Judith ButlerResumé
Isak Winkel Holms artikel »Skæbnefigurer« diskuterer tragedieskæbnen som symbolsk form hos Søren Kierkegaard. Artiklen søger at forklare Kierkegaards interesse for tragedieskæbnen med to teser: at Kierkegaard bruger tragedieskæbnen som symbolsk form, og at han bruger tragedieskæbnens symbolske form til at forstå subjektets rationalitet. Det er et begreb Holm har hentet fra Judith Butler.
Referencer
1 J.W. von Goethe, »Unterredung mit Napoleon«, i: Werke. Hamburger Ausgabe, München 1981, s. 543.
2 Sofokles, Antigone, på dansk ved Otto Steen Due, Aarhus 2004, v. 584ff.
3 Man skal være varsom med at identificere tragediekorets skæbneopfattelse med tragediens skæbneopfattelse. Christoph Menke har for nylig argumenteret overbevisende for at allerede den antikke tragedies behandling af skæbnen kan tolkes som en sekularisering og subjektivering. Se hertil Christoph Menke, Die Gegenwart der Tragödie, Frankfurt am Main 2005, samt Christian Dahls introducerende og diskuterende artikel i nærværende nummer af Peripati.
4 Friedrich Hölderlin, »Anmerkungen zur Antigonae«, i: Werke Briefe Dokumente. München 1990, s. 674. 5 G.W.F. Hegel, Åndens fænomenologi, København 2005, s. 511.
6 Hans Blumenberg, Die Legitimität der Neuzeit. 3. Auflage. Frankfurt am Main 1985, s. 74.
7 Judith Butler, Precarious Life: The Power of Mourning and Violence (London og New York 2004, s. 45).
8 Judith Butler, Giving an Account of Oneself, Fordham 2005, s. 78.
9 Eksempelvis i Om Begrebet Ironi: »det er derfor med en dyb Ironi, at Aristophanes i den Scene, hvor Strepsiades skal indvies i denne Viisdom, lader Socrates paakalde Skyerne,
der er hans eget hule Indres luftige Reflex« (SKS 1,140).
10 Se hertil min »Reflection’s Correlative to Fate. Figures of Dependence in Søren Kierkegaard’s A Literary Review«, i: Kierkegaard Studies. Yearbook 1999, Berlin-New York 1999.
11 Jeg citerer her fra en af de få akademiske behandlinger af angstbogens skæbneparagraf: Heiko Schulz, Eschatologische Identität, Berlin-New York 1994, s. 143f.
12 Odo Marquard, »Ende des Schicksals?«, i: Abschied vom Prinzipiellen, Stuttgart 1981, s. 67.
13 Marquard, s. 68.
14 Marquard, s. 71.
15 Marquard, s. 69, 70, 76.
16 Marquard, s. 77.
17 Fredric Jameson, »The Experiments of Time: Providence and Realism«, i: Franco Moretti, The Novel. Volume 2: Forms and Themes, Princeton 2006, s. 96.
18 Jameson, s. 101.
19 Jameson, s. 123.
20 Jameson, s. 122.
21 Jameson, s. 123.
22 Peter Szondi, Versuch über das Tragische, Frankfurt am Main 1961, p. 13.
23 F.W.J. Schelling Philosophie der Kunst, i: Sämmtliche Werke (red. K.F.A. Schelling), Stuttgart 1856-1861, bd. I/5, p. 697.
24 Aristoteles, Poetikken, Frederiksberg: Det lille forlag 2004, s. 67 (1450b).
25 F.W.J. Schelling, Philosophische Briefe über Dogmatismus und Kriticismus i: Schriften von 1794-1798, Darmstadt 1967, s. 216.
26 F. W. J. Schelling Philosophie der Kunst, in Sämmtliche Werke (ed. by K.F.A. Schelling), Stuttgart, Cotta 1856-1861, vol. I/5, s. 693.
27 Schelling, Philosophie der Kunst, 696f.
28 Formuleringen er lånt fra A. C. Bradley, »Hegel’s Theory of Tragedy«, i: Oxford Lectures on Poetry, London, Macmillan and Co., 1950, s. 71.
29 På den ene side den ældre slægt af underjordiske, chtoniske guder der i tragedien først og fremmest er repræsenteret ved erinyerne, den græske mytologis hævngudinder; på den
anden side de overjordiske og olympiske guder med lysguden Apollon i spidsen. G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Philosophie der Kunst, Berlin 1823. Nachgeschrieben von
Heinrich Gustav Hotho, ved Annemarie Gethmann-Siefert, Felix Meiner Verlag, Hamburg 1998, s. 167. Se hertil også Hegel, Forelæsninger over historiens filosofi, på dansk ved
Per Clausen, København 1997, s. 181ff.
30 Hegel, Åndens fænomenologi, København 2005, s. 319
31 Jean-Francois Lyotard, »Oikos«, i: Political Writings, Minnesota 1993.
32 Hegel, Über die wissenschaftliche Behandlungsarten des Naturrechts, i: Werke in zwanzig Bänden, ved Eva Moldenhauer og Karl Markus Michel, Frankfurt am Main 1970ff, 2,496.
33 Se hertil min »Hegel og den græske tragedie«, i: KRITIK nr. 145, København 2000.
34 Axel Honneth har et tilsvarende fokus på de mest basale anerkendelsesformer, blandt andet når han skriver at autonome subjekter indgår i »forms of attachment that are authentic
even though they cannot easily be shed, such as parents’ bonds to their children,« Axel Honneth og Joel Anderson, »Autonomy, Vulnerability, Recognition, and Justice«, i:
John Christman og Joel Anderson (red.) Autonomy and the Challenges to Liberalism: New Essays, New York 2005, s. 130.
35 Butler, Precarious Life, s. 28, min udhævning.
36 Butler, Account, s. 77.
37 Butler, Precarious Life, s. 25.
38 Butler, Precarious Life, s. 23.
39 Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, København 2007, § 41.
40 Georg Brandes, »Henrik Ibsen: Gjengangere«, Morgenbladet, 28. december 1881.
2 Sofokles, Antigone, på dansk ved Otto Steen Due, Aarhus 2004, v. 584ff.
3 Man skal være varsom med at identificere tragediekorets skæbneopfattelse med tragediens skæbneopfattelse. Christoph Menke har for nylig argumenteret overbevisende for at allerede den antikke tragedies behandling af skæbnen kan tolkes som en sekularisering og subjektivering. Se hertil Christoph Menke, Die Gegenwart der Tragödie, Frankfurt am Main 2005, samt Christian Dahls introducerende og diskuterende artikel i nærværende nummer af Peripati.
4 Friedrich Hölderlin, »Anmerkungen zur Antigonae«, i: Werke Briefe Dokumente. München 1990, s. 674. 5 G.W.F. Hegel, Åndens fænomenologi, København 2005, s. 511.
6 Hans Blumenberg, Die Legitimität der Neuzeit. 3. Auflage. Frankfurt am Main 1985, s. 74.
7 Judith Butler, Precarious Life: The Power of Mourning and Violence (London og New York 2004, s. 45).
8 Judith Butler, Giving an Account of Oneself, Fordham 2005, s. 78.
9 Eksempelvis i Om Begrebet Ironi: »det er derfor med en dyb Ironi, at Aristophanes i den Scene, hvor Strepsiades skal indvies i denne Viisdom, lader Socrates paakalde Skyerne,
der er hans eget hule Indres luftige Reflex« (SKS 1,140).
10 Se hertil min »Reflection’s Correlative to Fate. Figures of Dependence in Søren Kierkegaard’s A Literary Review«, i: Kierkegaard Studies. Yearbook 1999, Berlin-New York 1999.
11 Jeg citerer her fra en af de få akademiske behandlinger af angstbogens skæbneparagraf: Heiko Schulz, Eschatologische Identität, Berlin-New York 1994, s. 143f.
12 Odo Marquard, »Ende des Schicksals?«, i: Abschied vom Prinzipiellen, Stuttgart 1981, s. 67.
13 Marquard, s. 68.
14 Marquard, s. 71.
15 Marquard, s. 69, 70, 76.
16 Marquard, s. 77.
17 Fredric Jameson, »The Experiments of Time: Providence and Realism«, i: Franco Moretti, The Novel. Volume 2: Forms and Themes, Princeton 2006, s. 96.
18 Jameson, s. 101.
19 Jameson, s. 123.
20 Jameson, s. 122.
21 Jameson, s. 123.
22 Peter Szondi, Versuch über das Tragische, Frankfurt am Main 1961, p. 13.
23 F.W.J. Schelling Philosophie der Kunst, i: Sämmtliche Werke (red. K.F.A. Schelling), Stuttgart 1856-1861, bd. I/5, p. 697.
24 Aristoteles, Poetikken, Frederiksberg: Det lille forlag 2004, s. 67 (1450b).
25 F.W.J. Schelling, Philosophische Briefe über Dogmatismus und Kriticismus i: Schriften von 1794-1798, Darmstadt 1967, s. 216.
26 F. W. J. Schelling Philosophie der Kunst, in Sämmtliche Werke (ed. by K.F.A. Schelling), Stuttgart, Cotta 1856-1861, vol. I/5, s. 693.
27 Schelling, Philosophie der Kunst, 696f.
28 Formuleringen er lånt fra A. C. Bradley, »Hegel’s Theory of Tragedy«, i: Oxford Lectures on Poetry, London, Macmillan and Co., 1950, s. 71.
29 På den ene side den ældre slægt af underjordiske, chtoniske guder der i tragedien først og fremmest er repræsenteret ved erinyerne, den græske mytologis hævngudinder; på den
anden side de overjordiske og olympiske guder med lysguden Apollon i spidsen. G.W.F. Hegel, Vorlesungen über die Philosophie der Kunst, Berlin 1823. Nachgeschrieben von
Heinrich Gustav Hotho, ved Annemarie Gethmann-Siefert, Felix Meiner Verlag, Hamburg 1998, s. 167. Se hertil også Hegel, Forelæsninger over historiens filosofi, på dansk ved
Per Clausen, København 1997, s. 181ff.
30 Hegel, Åndens fænomenologi, København 2005, s. 319
31 Jean-Francois Lyotard, »Oikos«, i: Political Writings, Minnesota 1993.
32 Hegel, Über die wissenschaftliche Behandlungsarten des Naturrechts, i: Werke in zwanzig Bänden, ved Eva Moldenhauer og Karl Markus Michel, Frankfurt am Main 1970ff, 2,496.
33 Se hertil min »Hegel og den græske tragedie«, i: KRITIK nr. 145, København 2000.
34 Axel Honneth har et tilsvarende fokus på de mest basale anerkendelsesformer, blandt andet når han skriver at autonome subjekter indgår i »forms of attachment that are authentic
even though they cannot easily be shed, such as parents’ bonds to their children,« Axel Honneth og Joel Anderson, »Autonomy, Vulnerability, Recognition, and Justice«, i:
John Christman og Joel Anderson (red.) Autonomy and the Challenges to Liberalism: New Essays, New York 2005, s. 130.
35 Butler, Precarious Life, s. 28, min udhævning.
36 Butler, Account, s. 77.
37 Butler, Precarious Life, s. 25.
38 Butler, Precarious Life, s. 23.
39 Immanuel Kant, Kritik af dømmekraften, København 2007, § 41.
40 Georg Brandes, »Henrik Ibsen: Gjengangere«, Morgenbladet, 28. december 1881.
Downloads
Publiceret
2010-01-01
Citation/Eksport
Winkel Holm, I. (2010). Skæbnefigurer: Tragedieskæbnen som symbolsk form hos Søren Kierkegaard. Peripeti, 7(13), 5–20. https://doi.org/10.7146/peri.v7i13.108073
Nummer
Sektion
Temaartikler
Licens
Copyright Peripeti og forfatterne - Artiklerne er tilgængelige for direkte links.
