Kan brugen af mobiletelefoner i undervisningen styrke elev-centrerede læreprocesser?

Abstract

Mobil læring er et emne på vej frem. Det er ikke kun det konstant tiltagende antal af konferencer om m-læing, der understøter dette faktum (Traxler 2007). Overgangen fra at betragte fordelene og ulemperne ved m‐læing i praksis til dannelse af teorier karakteriserer også hvordan denne disciplin er ved at blive voksen. Sidst men ikke mindst implementeres i stigende grad projekter med mobiltelefoner og med relevans for læring, som bliver realiseret inden for og uden for skolen, i job- og fritidssammenhæge. Såanne projekter stræber mod at forbedre læing og undervisning, lære-, skrive- og læringskompetencer for at støtte fremmøde, adfærd og sociale fædigheder, og for at imødegå den digitale kløft, social udelukkelse osv. helt generelt: "Research into mobile learning is the study of how the mobility of learners augmented by personal and public technology can contribute to the process of gaining new knowledge, skills and experience" (Sharples et al. 2007). Målene i forbindelse med forskning er lige såforskellige som måderne, hvorpå m-læring implementeres - de funktioner, der bliver anvendt på mobiletelefonerne, er lige så omfattende som elevernes aktiviteter. Den pæagogiske dimension bag målet om at opnå kontinuerlig læring med fokus på elevernes erfaringer, kulturelle praksisser, viden osv. fra hverdagen opstår på baggrund af mindst to dimensioner: En af disse er behovet for livslang læring der har en uddannelsespolitisk dimension (se f.eks. COMM/EAC 2008). Livslang læring tager ikke kun formel og ikke‐formel læing i betragtning, men også uformel læing, der refererer til områder og aktiviteter som ikke direkte er at finde i uddannelsesmæssige sammenhænge men hovedsagligt i elevens hverdag. Denne tilgang fastholder perspektivet om integration af uformel læring i sin bredeste forstand i skolesystemet, men med et behov for at moderere denne uformelle læing og for at gøe eleverne opmæksomme på hvordan de produktivt kan bruge deres møstre i deres læing. En anden dimension refererer til skolen som et sted, hvor der er plads til uformelle aktivitetsmøstre og handlingsorienteret mediebrug i specifikke situationer f.eks. i forbindelse med projektforløb. I den resterende tid dominerer skolens regler, og aktiviteter der normalt foregå uden for skolen kan måske medføre regler og begræsninger, som kan være prekære for eleverne, hvilket Herbert Schweizer (2007) skitserer. Men i stedet for at udvikle såanne kløfter er det skolens opgave at støtte eleverne i deres meningsdannelse og læring, selvom det er nøvendigt at moderere forholdet mellem skolens og hverdagens perspektiver samt at sætte information og viden ind i den rette sammenhæng. Alligevel bliver denne opgave realiseret ret tøvende.

I denne artikel bliver spørgsmålet om kontinuitet inden for læring sat i forbindelse med at skabe relationer mellem elevens kulturelle praksisser og uformelle læring uden for skolen og læring med mobile medier inden for skolens rammer. Som det vil vise sig, bliver mobiltelefoner brugt som redskaber i skoler, men deres "originale" formål, der stammer fra elevernes daglige brug af mobile medier, bliver sjældent taget i betragtning. Det lader til, at dette afhænger af lærerens didaktiske design; jo mere undervisningen er rettet imod at eleverne selv er organiserede og ansvarlige for deres læring, des mere synes brugen at fokusere på de mobile mediers situerede betydning og deres respektive egenskaber. Derfor bliver mobiltelefonen nogle gange brugt mere formelt som et redskab inden for læring, og nogle gange bruges den under forholdsvis uformelle vilkår og i overensstemmelse med situerede krav og elevens kulturelle praksisser. Personlig, kommunikativ og samarbejdsmæssig læring såvel som elevernes viden/praksisser bliver derfor fremhævet.