Når normen spænder ben for legen: Poetiske forskydninger og neurodivergent leg

Sammendrag

Denne artikel undersøger, hvordan neurodivergente børn (særligt børn med diagnoser inden for autisme og/eller ADHD) ofte ekskluderes fra legefællesskaber, fordi leg fortsat forstås ud fra normative og neurotypiske idealer. Med afsæt i crip teori (McRuer & Bérubé, 2006) og neuroqueering (Walker, 2021) udfordres de medicinske og udviklingspsykologiske blikke, der reducerer leg til symptomer eller udviklingsmål. Artiklen foreslår i stedet et poetisk og sanseligt perspektiv, hvor leg forstås gennem et stemningsperspektiv – en måde at være i og erkende verden på. Undersøgelsen bygger på to designbaserede feltarbejder: et empirisk og poetisk bearbejdningsstudie af neurodivergente børns leg, samt fortællinger fra voksne neurodivergente om deres barndoms legeminder. Gennem poetisk skrivning og analyse gives der plads til legens flygtige, rytmiske og ikke-lineære dimensioner, som ofte overses i pædagogiske og psykologiske rammer. Analysen viser, at de legepraksisser, der ofte misforstås eller undervurderes hos neurodivergente børn, ikke afspejler mangel, men derimod andre måder at engagere sig poetisk, sanseligt og materielt i legens orden på; praksisser som også findes bredt blandt børn, men sjældent fremhæves som legitime. Mest af alt viser analysen, at eksklusion i høj grad beror på forkertliggørelse udefra. Artiklen argumenterer for, at legebegrebet er for snævert, og at vi bør udvide vores forståelse af værdifulde udtryk for legens væsen. Afslutningsvis peger artiklen på et behov for at forskyde blikket på leg: ikke at spørge, om barnet lever op til legens normer, men hvordan legens normer kan udvides, så flere måder at være i verden på får plads.