Arkiver

  • Landskaber for leg, kunst og udforskning
    Årg. 40 Nr. 69 (2024)

    I en verden i konstant forandring er landskaberne for leg, kunst og udforskning mere dynamiske end nogensinde. Så hvordan skaber man rum, der inspirerer børn og unges læring, nysgerrighed og kreativitet? Og hvordan navigerer børn og unge såvel som fagprofessionelle i disse dynamiske og transformative miljøer?

    Med afsæt i BIN-Norden konferencen, som blev afholdt i Bergen i maj 2023, præsenterer dette temanummer Landskaber for Leg, Kunst og Udforskning en række spændende bidrag, som spænder fra poesi, formidlingsartikler til akademiske værker fra forskere, kunstnere og fagprofessionelle, der bygger videre på konferencens temaer og diskussioner.

    I nummeret har vi valgt at inddele de mange spændende artikler inden for tre tematikker: 1) materialitet, kreativitet og legende læring i dagtilbud, skoler og biblioteker, 2) legens sociale og kulturelle kompleksitet i dagtilbud, og 3) pædagogiske udforskninger af drama og kunst for børn og unge. Endelig afsluttes temanummeret med en digtsuite om at være legemester.

    Herigennem dykker vi ned i, hvordan disse landskaber formes og påvirker børn og unges oplevelser, kreativitet og sociale færdigheder til deres måde at engagere sig i kunst og læring på. Disse landskaber omfatter alt fra virtuelle makerspaces og fysiske steder som klasselokaler, teaterscener og værksteder samt de sociale og kulturelle kontekster, der former børn og unges oplevelser. Her undersøger vi balancen mellem struktureret læring og fri udforskning, og hvordan forskellige aktører – pædagoger, lærere og kunstnere – skaber stimulerende rum, der er både inkluderende og inspirerende for børn og unge.

    Med fokus på både æstetiske og didaktiske perspektiver, inviterer vi dig til at udforske, hvordan man kan understøtte børn og unge i en verden, der er i konstant bevægelse. Gennem poesi, et væld af billeder og tekster baseret på både forskning og praktisk erfaring – præsenteret på engelsk, dansk og norsk – kan du tage del i en rejse gennem disse mangfoldige landskaber.

    Vi håber du nyder rejsen.

    Louisa Haugaard Pedersen, Helle Hovgaard Jørgensen & Klaus Thestrup.

     

    Materialitet, kreativitet og legende læring i dagtilbud, skoler og biblioteker 

    De første fem artikler udforsker, hvordan de fysiske rammer og materialer i dagtilbud, skoler og biblioteker spiller en central rolle i at støtte kreativitet og legende læring. Materialer som farver, teksturer og værktøjer er ikke blot rekvisitter; de er aktive elementer, der inviterer børn til at eksperimentere, skabe og udforske.

    I den første artikel Processmodell for utforskende praksis – barn som medskapere, undersøger Anette Sofie Bernsen og Elin Thoresen, hvordan børn i alderen 1-5 år kan være medskabere i børnehavens rum og legemiljø, med fokus på samskabende og udforskende processer mellem børn og personale.

    I den efterfølgende artikel Ludic reading is 20 minutes a day? – Adding a socio-material perspective to ludic reading undersøger Maria Lyngaard Petersen, Lene Tanggaard og Karen Feder, hvordan socio-materialitet understøtter børns legende læsning gennem et samarbejdsprojekt mellem skoler, biblioteker og pædagogiske læringscentre, med fokus på betydningen af de fysiske og sociale omgivelser, der rækker ud over den enkelte.

    I Et landskab af leg – hoved, hjerte og hænder i spil, der er skrevet af Pernille Lomholt og Celine Ferot, udforskes undervisningslandskabet og didaktisk praksis gennem observationer fra Play@Heart-projektet. Med fokus på tinkering, materialiteter og dialogisk pædagogik undersøger artiklen, hvordan legende tilgange påvirker skolekulturen, og argumenterer for en pædagogisk forandring, hvor eleverne inddrages som med-designere.

    Derefter kommer vi til den næste artikel Exploring and crossing boundaries in education – tinkering as an approach to breaching children’s formal and informal learning processes. Her undersøger Niels-Peder Osmundsen Hjøllund, Martin Thun Klausen og Lasse Remmer, hvordan tinkering er blevet brugt i undervisningen på to danske folkeskoler. Her får vi et indblik i, hvordan lærere og konsulenter sammen har designet aktiviteter baseret på tinkering, som kan udvide elevdeltagelsen og integrere uformelle læringsmetoder i skolens formelle undervisning.

    Louisa Haugaard Pedersen bidrager med artiklen Kreative læringsmiljøer online: Makerspaces på tværs af skoler fra Australien, Danmark og England, som kaster lys over et pilotprojekt, hvor makerspaces fra Australien, England og Danmark samarbejder online gennem tinkering og legende aktiviteter. Projektet udforsker, hvordan elever og lærere delte og udviklede kreative processer på tværs af landegrænser ved hjælp af analoge og digitale medier.

    Legens sociale og kulturelle kompleksitet i dagtilbud 

    De næste fem artikler kaster lys over legens dybe sociale og kulturelle dimensioner i dagtilbud, der giver indblik i, hvordan leg fungerer som en kompleks social praksis, der ikke kun reflekterer, men også former børns sociale relationer og kulturelle forståelser.

    I den første artikel The Importance of the Teachers’ Role in Imaginative Play, præsenterer Liv Ingrid Aske Håberg og Hege Holmqvist Synnes en undersøgelse af norske børnehaver, der handler om, hvordan lærere kan støtte fantasifuld leg. Den viser blandt andet, hvordan traditioner og manglende kompetence kan hæmme legens potentiale, mens lærere, der fungerer som aktive legepartnere, kan styrke børns kulturelle udtryk gennem leg.

    I den anden artikel Crosss Cultural Research – Interkulturelle perspektiver på børns lege peger Kaare W. Nielsen og Kim Jerg på, at i danske dagtilbud oplever personalet, at kulturelle forskelle påvirker børns leg. Artiklen introducerer tværkulturel forskning og opsummerer indsigter fra fire eksperter, der kan hjælpe med at forstå og forbedre kultursensitive legepraksisser i dansk pædagogik.

    I Aldersbestemte pædagogikkers betydning for børns legekultur – danske og norske pædagogers refleksioner om legekulturen i aldershomogene og aldershetereogene dagtilbud, undersøger Lisa Annika Brandt, hvordan aldersopdelte og aldersblandede grupper påvirker legekulturen i dagtilbud. Baseret på interviews med ni pædagoger fra Norge og Danmark, viser analysen, hvordan aldersbestemt pædagogik skaber forskellige betingelser for børns leg og argumenterer for, at alder er en vigtig faktor i børne- og legekultursforskning.

    Fina Lewenhaupt Vilholm og Lene S.K. Schmidt bidrager med artiklen Børns adgange til legefællesskaber og legedeltagelse – set i en børnekulturel optik, hvor de undersøger, hvordan legekulturer, udsathed og børns deltagelse påvirkes, når børn er i periferien af selvorganiserede legefællesskaber. Artiklen viser, at legedeltagelse påvirkes af institutionernes fokus på legens orden og børnekulturer samt kontekstuelle faktorer, som opleves forskelligt af både voksne og børn.

    Pædagogiske udforskninger af drama og kunst for børn og unge

    De næste og sidste fire artikler fokuserer på, hvordan pædagogiske tilgange inden for drama og kunst kan integreres i undervisningen og dagtilbud, og hvordan de bidrager til en dybere læring og personlig udvikling. Gennem praktiske eksempler og teoretiske indsigter belyses, hvordan drama og kunst kan berige børns og unges læringsmiljøer og åbne op for nye måder at engagere sig i læring og selvudtryk.

    I Er der et hul i bogen? – om dramaleg, handlende fortolkning og (dør-)tærskler af Thomas Roed Heiden, undersøger han, hvordan dramaleg i indskolingens litteraturundervisning påvirker elevernes oplevelse af fiktion. Gennem to eksempler, hvor 1. klasse-elever og lærere bruger procesdrama og lærer-i-rolle med en billedbog om hekse, vises, hvordan eleverne kan udfordre skolens diskurser og udtrykke egne følelser gennem æstetiske formudtryk.

    I den kreative artikel Materielle og relationelle invitationer i forskningsnetværket BLÆK (Børn, leg æstetik og kunst) af Hanne Kusk, Henriette Blomgren, Lise Hovik, Helle Hovgaard Jørgensen og Ann-Hege Lorvik Waterhouse. Artiklen introducerer BLÆK-netværket (Børn, Leg, Æstetik og Kunst) gennem en konkret figur: en blød, hvid stofpose med et blåt bånd fundet ved det første møde. Artiklen struktureres omkring fem invitationer, der udforsker netværkets opbygning og udvikling: 1) stofposen som symbol på det skjulte forskningsfelt, 2) garnnøgler som udtryk for netværkets start, 3) blå tråde som forbindelser, 4) eksperimenterende knuder og frø, og 5) blæk og tråd på rejse mod formidling. Disse invitationer undersøger møder mellem materialer, kroppe og steder i netværket.

    Efterfølgende kan man læse et legende digt af Klaus Thestrup, der er inspireret af Blæk-netværkets eksperimenter og kreativitet.

    Dernæst kan man komme på tur med Brolopperne: håbefulde fortællinger, om verdener der bliver til med teater, børn og pædagoger som skabende fællesskab, der er skrevet af Pernille Welent Sørensen og Mette Langberg. Artiklen udforsker partnerskabet mellem dagtilbuddet Brolopperne og Det Kongelige Teater, som sigter mod at integrere scenekunst i daginstitutionen. Her præsenteres tre perspektiver: pædagogers og ledelsens synspunkter, Det Kongelige Teaters børneteams perspektiver, og en forskeroplevelse med et barn fra Brolopperne. Målet er at invitere til refleksion over de nye muligheder, samarbejdet åbner op for mellem børn, voksne og teater.

    Artiklen Wonderful and Dangerous Entanglements Between Youth Culture, Contemporary Art and Present Pedagogics af Mikkel Snorre Wilms Boysen, Pernille Welent Sørensen, Hanne Hauer og Vibeke Frost undersøger forbindelser mellem nutidskunst, trends i børne- og ungdomskultur, og pædagogiske metoder i danske fritidsklubber, gymnasier og pædagoguddannelser. Gennem temaerne kreativitet, refleksion og tid analyseres, hvordan nutidskunst opfylder unges behov for deltagelse og inklusion, samtidig med at den konfronterer nutidens samfundsudfordringer som tidsmangel og akademisering.

    En legende og poetisk afslutning

    Til sidst afrundes temanummeret med Legemester: en digtsuite om at lege sammen med børn, hvor Klaus Thestrup i en række digte skildrer, hvad en voksen kan byde på i mødet med børn i en pædagogisk sammenhæng. En pædagog, en lærer eller en forælder kan sagtens lege med, være del af det pædagogiske landskab og være betydningsfuld for børnene, hvis hun eller han faktisk vil og kan lege.

  • Tema: Nye stemmer og perspektiver på legens alsidighed
    Årg. 40 Nr. 68 (2024)

    Hvordan ser leg og det legende ud, og hvordan føles det – for dig? Hvad giver det muligheder for, hvad forandrer det, hvad betinger det – og hvorfor sættes legen i spil på nye måder i samtiden? I dette nummer af BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur – har vi samlet en række artikler, der på vidt forskellige måder undersøger, problematiserer, tematiserer, kritiserer og ikke mindst udforsker leg. Leg som fænomen, som begreb og som oplevelse; som måder at være og lære sammen på og som perspektiver på at blive til nogen. Nummeret viser legens mangfoldighed og mangfoldige udtryk, og forfatterne er optagede af pædagogik og uddannelse, mellem teori og praksis og anderledes perspektiver på og forbindelser mellem kropslighed, affektivitet, pjat, styring, kunst, dannelse, relationer, læring – og leg.

    Leg er et almenmenneskeligt fænomen, som langt de fleste nok har praktiske erfaringer med. Legeforskeren Thomas S. Henricks fremhæver, at leg forstås og udvikles forskelligt af forskellige mennesker; det gøres indimellem med klare retninger i aktiviteter, men ofte ad helt uforudsigelige veje, forbundet med latter og fjolleri, samvær og udforskning – og samtidig knyttet til de højeste tinder med litterær, kunstnerisk og videnskabelig skabelse (Henricks, 2020: 117). Legeforskning bliver derfor et kollektivt og tværvidenskabeligt foretagende. Selvom leg ikke er så svær at identificere, da vi let genkender leg som forbundet med f.eks. forestilling, fantasi, udforskning, spekulation, socialisering og konstruktion, så opstår der alligevel udfordringer, når den skal defineres. Leg er et flertydigt fænomen (Eberle, 2014; Sutton-Smith, 1997; Øksnes, 2012), og det bliver ikke simplere, når vi udfolder leg som legende. Hvis legen er bestemte handlinger og aktiviteter, er noget legende snarere en indstilling eller attitude – til situationer, kontekster og verden – der projicerer elementer fra leg ind i situationer og praksisser, som ikke nødvendigvis er leg (Sicart, 2014). Vi kan også sige, at legende omgange med situationer og kontekster er leg med legens rammer (Sutton-Smith, 1997: 148), med dens muligheder, kendetegn, kvaliteter, teksturer, former og beskaffenhed. Samtidig er det legende flerstemmigt og deraf svært at få entydigt sprog for (Holflod, 2022; Skovbjerg & Jørgensen, 2021). Thomas S. Henricks (2020) viser netop, at leg og noget legende som fænomener og begreber bevæger sig på tværs af videnskabelige grænser og perspektiver: Vi ser det f.eks. med antropologen Gregory Bateson (1972), for hvem leg er kommunikation og metakommunikation – og dermed et sprogligt og relationelt perspektiv på leg; anderledes med psykologen Lev Vygotsky (1933), som kæder leg sammen med børns udvikling og er tæt forbundet med den kultur, de er del en af. Vi ser det hos Hans-Georg Gadamer (2007), som i sin hermeneutik inddrager leg, også i forståelsen af spil, musik, dans og skuespil, der i sin natur inviterer den legende til at sætte sine forforståelser og fordomme på spil. For pædagogen Friedrich Frøbel (1980) er leg en både naturlig og essentiel aktivitet for børn, den er den grundlæggende måde, hvorpå de udforsker og erfarer verden omkring dem; for psykologen Jean Piaget (1962) er leg forbundet til udvikling, fordi man heri øver og raffinerer sine evner til at forstå og være i verden; for den russiske litterat Mikhail Bakhtin (1981) implicerer leg grundlæggende anti-strukturelle perspektiver, der bryder med rutiner og sociale ordener – gennem karneval og uorden. Leg er mangfoldig og alsidig – som fænomen, begreb og oplevelse – og har mange mulige formål og kvaliteter: dannelse, relationer, udvikling, kommunikation, fællesskaber, læring, væren og bliven.

    Vi kan måske sige, at leg og dets afledning legende derfor må undersøges og forstås tværdisciplinært, som også den kendte legeforsker Brian-Sutton Smith (1997) plæderer for. På tværs af aktuel og tidligere forskning er det muligt at identificere, at leg har mange karakteristika, udtryksformer, og ja, kvaliteter. I legen etableres andre verdener, end dem vi ellers befinder os i. Et fænomenalt fællesskab i, omkring og forbundet af leg, som muliggøres i en legeverden, hvor legen forandrer, fordobler og absorberer virkeligheden:

    Play is a fundamental phenomenon of existence, just as primordial and independent as death, love, work and ruling, but it is not directed, as with the other fundamental phenomena, by a collective striving for the final purpose. It stands over and against them, as it were, in order to assimilate them to itself by portraying them. We play seriousness, play genuineness, play actuality, we play work and struggle, play love and death. And we even play play. (Fink, 2016: 21)

    I legen udforsker og forandrer vi andre eksisterende fænomener – og endda også legen selv. Vi leger med legens rammer. Leg er ikke nyt – heller ikke i pædagogik, udvikling, relationer eller uddannelse – men med dette nummer bringer vi en række nye perspektiver på det, der er forbundet til legs og det legendes flertydige og flerstemmige karakteristika og de teoretisk rummelige og tværdisciplinære muligheder. Man kan derfor spørge, hvorfor vi overhovedet vil vandre på og vogte ved de omstridte grænser for leg, når det er et nærmest illusorisk fænomen. Scott G. Eberle (2014) udtrykker – med afsæt i professor i litteratur og filosofi Mihai I. Spariosu – at leg aldrig kan indfanges af en enkelt videnskabelighed; leg transcenderer alle fagligheder (Eberle, 2014: 218). Derfor kan vi erfare, at legeforskning i anden halvdel af det 20. århundrede bliver mere og mere tværfagligt og transfagligt funderet. Det sker i samtaler mellem filosofi og adskillige andre videnskabelige fagområder, der undersøger, hvad leg er, og hvorfor det er vigtigt for mennesker – og hvordan den generelt forbindes til udvikling af frihed som menneskelig væren, til udvikling og læring samt til grundlæggende indre værdier i leg (Sundsdal & Øksnes, 2021: 2). Det kræver således forståelser, perspektiver og balanceringer mellem legens æstetik og funktionalitet, når den både skal være noget i sig selv og gøre godt for noget (Skovbjerg, 2016). Sådanne modsætninger og spændinger kan fortælle os om evindelige udfordringer i at få sprog for leg og det legende med kontinuerlige perspektiver på ikke at låse det fast i bestemte positioner, artikulationer og forståelser. Den franske litteraturteoretiker og filosof Roland Barthes taler om ‘atopos’ som længsler efter det ubestemmelige og uklassificerbare (Barthes, 1990: 36-37), og måske kan leg og det legende bedst begrebsliggøres som atopos, som det usædvanlige, mærkelige og unikke vi ikke kan klassificere i fælles forståelser og sprog, selvom vi forsøger.

    I dette nummer ser leg ud på mange forskellige måder, der lyder og føles forskelligt. Vi erfarer heri, at legebegrebet er fleksibelt og kan udfoldes med hermeneutiske og fænomenologiske blikke, med stemningsperspektiver og grænseperspektiver, som sproglighed og kommunikation, som affektive og relationelle rum. Nummeret viser en mangfoldighed, en alsidighed i, hvordan man i forskning og udvikling kan gribe leg som væren, forståelse, erkendelse og mangfoldige tilgange til nogen og noget. Vi ser i tiden større nationale udviklings- og forskningsprojekter om blandt andet leg, kunst og æstetik i dagtilbud (LegeKunst), om legende tilgange på pædagog- og læreruddannelsen – og i dagtilbud og skole (Playful Learning) samt om legs koblinger til og mulighedsrum for inklusion og deltagelse (Må jeg være med?). Leg og legende tilgange aktualiseres både nationalt og internationalt i videnskabelige, pædagogiske og samfundsmæssige debatter, der anskueliggør potentialer, virkninger, betydninger og udfordringer mellem leg og legende tilgange i forskning, udvikling og praksis knyttet til vidt forskellige uddannelsessystemer og institutionelle praksisser. I dette nummer af BUKS blomstrer legen og det legende på anderledes måder: gennem perspektiver på udsathed, pædagogisk handling, pjat og orden, nye praksisser, dans, kropslighed og teknologi, vilde og farlige lege, professionsdannelse, interventioner, anderledes viden, anderledes mulighedsrum og anderledes måder at være (sammen) og høre til på.

    Artikler, der vil og kan noget

    De første tre artikler i dette nummer tematiserer på forskellige måder bevægelse, musikalitet og teater, og hvordan kunst, kropslighed og relationer kan forstås i, med og gennem legeteoretiske og -empiriske perspektiver. I Bevægelses-sanglege med familier på asylcentre – glæde, nærvær og understøttende samspil (2024) undersøger Katarina Lamhauge, Maise Johansen og Helle Winther familier på asylcentre, som befinder sig i sårbare situationer præget af kompleksiteter mellem traumatiske baggrunde, nutidige udfordringer og usikre fremtider. I artiklen fremstilles en praktikerforskningstilgang med inspiration fra hermeneutisk-fænomenologiske og kunstbaserede metoder til at undersøge mulige potentialer i at anvende bevægelses- og sanglege i tilknytningsprocesser med småbørnsfamilier. De undersøgte familier står i usikkerhed og uvished, og selvom det kan være belastende for samspillet og relationen mellem forældre og børn og for børns tilknytning, kan musikalske og kropslige lege skabe rammer for nye øjeblikke af selvforglemmelse og genopdagelse. Artiklen bygger på et kortvarigt projekt, men viser alligevel, hvordan leg, musik og bevægelse kan understøtte tilknytningsprocesser og familiære relationer. Den er derfor et centralt, sensitiverende og vigtigt bidrag til forskning og praksis om relationer, fælleshed, udvikling og tilknytning omkring familier på asylcentre.

    Hanne Wiseth ser med et tredelt (kunstner, pædagog og forsker) blik i sin artikel Refleksiv dramaturgi som veiviser i kunstpedagogisk arbeid sammen med barnehagebarn (2024) på sin egen deltagelse i og ledelse af fire drama- og kunstpædagogiske værksteder med børnehavebørn. Med inspiration fra performancekunst forstås leg her som en aktivitet med forskellige og omskiftelige roller og deltagelsesmuligheder. Artiklen tilbyder en analyse af de udfordringer, der kan opstå, når kunstneriske og pædagogiske valg bliver konkurrerende, og hvordan disse valg både kan opmuntre og hindre inddragelsen af børn i legende samspil.

    Lars Dahl Pedersen og Ole Lund undersøger i artiklen »Det skal ikke se rigtigt ud«: Et koreografisk designeksperiment om den flertydige legende krop (2024), hvordan pædagogstuderende kan overkomme udfordringen med at kunne og turde vise sig frem som legende kroppe over for hinanden. Analysen tager afsæt i fem faser i tilblivelsen af et legende undervisningsdesign som en form for læringsarena, hvor studerende øver sig i at omfavne legens, kunstens og fantasiens flertydighed både gennem bevægelser og ord. Artiklen peger med en række guidende principper og tilgange på, at bevægelsesopgaver med en grad af ubestemthed og drilskhed kan give voksne mod på at indgå i legende fællesskaber.

    I de følgende tre artikler finder vi et fokus på det stemningsfulde og dybt relationelle, mellem pjat, affekt og konstruktioner, der skaber anderledes potentialer i uddannelse og skole for at lære fagligt stof, erfare verden, deltage og kommunikere. Lotte Agnes Lausen, Oline Pedersen og Helle Marie Skovbjergs artikel »Man skal måske også passe på, at sanserne de ikke overtager det hele« – Implikationer af pjat på læreruddannelsen (2024) trækker på legestemningsperspektivet i et studie af, hvordan pjat i undervisningen udfolder sig og opfattes. Når studerende lader sig rive med i overskridende, vilde og pjattede praksisser, opfattes det ofte som en forstyrrelse af fagligheden med et underliggende ideal om, at det legende i undervisningen skal være koblet til en vis seriøsitet. Artiklen peger på, at der er muligheder gemt i pjattet, som kan vise uventede steder hen til gavn for både fællesskab og faglighed i de kommende læreres undervisningspraksis.

    Jennifer Ann Skriver bidrager i artiklen Crafting Inclusive Playful Learning Environments: Exploring Affective Strategies and Atmospheres (2024) med et affektivt perspektiv på det legende med udgangspunkt i en kunstnerisk undervisningspraksis ude i en skov i Jylland, hvor pædagogstuderende over en uge arbejder med medborgerskabsprincipper i praksis. Artiklen søger at bygge bro mellem legende undervisning og affektiv tænkning ved at pege på, hvordan atmosfærer af inklusion kan fremme forbundethed og indlevelse. Samtidig belyser artiklen den subjektive karakter af komfort og sikkerhed, hvilket omvendt kan resultere i atmosfærer af udelukkelse, når den legende tilgang til undervisning foregår i ukonventionelle læringsrum.

    I den næste artikel, Legende sociale læringsmiljøer giver plads til autistiske børns perspektiver, undersøger Ella Paldam, Sophie Aabjerg Rand, Stine Strøm Lundsgaard, Martine Lind Jensen, Klara Krøyer Fomsgaard, Line Gebauer og Rikke Stensgaard (2024), hvordan man kan skabe motiverende læringsmiljøer for autistiske børn, der giver mulighed for, at de kan engagere sig i social refleksion. Artiklen tager afsæt i forsknings- og praksisprojektet CollaboLearn (2018-2022), der undersøgte potentialer i legende læring i en specialpædagogisk kontekst, og den fremstiller, hvordan børn og voksnes fælles konstruktioner konkretiserer sociale problemstillinger og løsningsmuligheder. Gennem denne artikel præsenterer forfatterne potentialer i legende tilgange i specialsektoren, hvor modeller – konstruktioner – skaber muligheder for, at autistiske børn lettere kan indgå sociale refleksioner, tage ejerskab heri samt anvende modellerne til at mediere deres oplevelser og erfaringer. En central og afsluttende pointe er, at samskabelse af sociale læringsmiljøer med autistiske børn er meningsfuldt og muligt, og at legende læringsmiljøer kan bidrage til, at voksne udvikler muligheder for bedre at høre autistiske børns stemmer. Artiklen er således et inspirerende og centralt bidrag til aktuelle diskussioner af, hvordan det er muligt at styrke autistiske menneskers deltagelsesmuligheder i og adgang til sociale fællesskaber.

    I de sidste fire artikler præsenteres forskellige undersøgelser af og perspektiver på pædagogisk praksis og uddannelse. Hanne Jensen og Kathrine Aarøe Jørgensen tager i artiklen To optikker på pædagogers roller og handlemuligheder i leg – samspillet mellem et spektrum og metaforer (2024) fat om pædagogers rolle i børns leg med udgangspunkt i diplommodulet Leg, Kreativitet og Læring, som udbydes på landets seks professionshøjskoler. Artiklen peger på, at det ikke altid er retvisende at placere pædagogiske positioner på en linje (børneledet, samskabt, guidet og voksenledet leg) i forhold til, hvordan legepraksisser rent faktisk udfolder sig i praksis. Ved at gå induktivt til værks ses et mere nuanceret billede af pædagogers dynamiske roller. Her tilbyder artiklen to overordnede metaforer, hvor pædagogers deltagelse dels kan forstås som understøttende ’sommerfugle’ og dels som tiltrækkende ’lege-magneter’.

    Louisa Haugaard Pedersen (2024) bidrager i dette nummer med en empirisk baseret formidlingsartikel om leg med teknologi i dagtilbud. Vi bliver (for)ført ind i en teknologisk verden, der stedsligt og rumligt rækker ud over den enkelte institution og dens børn, når vi drager på virtuelle rejser langt væk i pædagogiske rum og aktiviteter. Når teknologi skaber muligheder for at tage på bjørnejagt i Alaska eller lave stopmotion-aktiviteter med robotter, erfarer vi dels, at teknologi-inspireret leg kan finde meningsfuld og udviklende anvendelse i dagtilbud og dels, at det legepædagogiske repertoire kan udvides markant gennem reflekteret og engageret inddragelse af digitale medier og værktøjer. Artiklen er et inspirerende bud på, hvordan pædagogisk praksis kan udvikle teknologipædagogik til at inspirere og berige børns leg og voksnes facilitering eller deltagelse i samme.

    Martin Helt Brunsgaard argumenterer i sin artikel Øer af leg i et hav af læring – når pædagogstuderende designer for leg med teknologi (2024) for, at rum til fordybelse og tilegnelse af håndværksmæssig viden og kunnen er essentiel på pædagoguddannelsen, hvis kommende pædagoger skal kunne understøtte leg på legens præmisser. Artiklen tager afsæt i en intervention på pædagoguddannelsen, hvor de studerende efter undervisning i design for leg med teknologi udvikler og afprøver legedesigns med børn i deres praktik. Der opstår en problematik, når de studerende i deres praktik kommer til at gøre leg til midlet og læring til målet. Derved peger artiklen på, at der i den nuværende pædagoguddannelses prioritering af kompetencemål og teoretisk viden ligger en udfordring i at give de studerende tillid til, at legen er god nok i sig selv.

    I nummerets sidste artikel Perspektiver på legedeltagelse og legepraksis i grønlandske børnehaver – mellem risikofyldte, grænseudforskende og farlige lege (2024) undersøger Kim Holflod, hvad der sættes i spil i grønlandske børnehaver, når børn leger vildt og farligt, og hvordan legedeltagelse, legepraksis og det pædagogiske personales forbindelser til dette ser ud. Artiklen diskuterer leg som grundlæggende relationel kommunikation og som undersøgende omgange med grænser – det, der er højt og lavt, hurtigt og langsomt, vildt og roligt. I artiklen analyserer Holflod kortere etnografiske feltarbejder i grønlandske børnehaver og adresserer dels traditionelle balanceringer mellem fri og styret leg, dels anderledes perspektiver på leg og omsorg. Det fører i artiklen til at foreslå nye begreber at tænke og tale med om pædagogisk omsorg med afsæt i teoretiske og empiriske perspektiver på leg: som omsorg for nuet og omsorg for fremtiden.

    Mellem indtryk, udtryk og aftryk

    Hvad kendetegner og implicerer artiklerne for forskning, udvikling og praksis? For viden om leg og det legende? Og hvilke mulighedsrum eller anvendelsesmuligheder åbner de nye perspektiver op for? Som berørt foroven, ser legen forskellig ud. Den føles forskellig og finder anvendelse på forskellige måder. Som leg og som legende. I dette nummer af BUKS præsenteres vi for vidt forskellige udtryk – som musikalske, poetiske, empiriske, visuelle, sanselige og kunstneriske måder at forstå og repræsentere på – der beriger vores indsigt i, hvad leg og det legende er eller kan være. Gennem 10 artikler tilbyder dette nummer nære empiriske fortællinger om, hvordan vi kan udforske, rekonfigurere og bebo praksis og uddannelse, hvordan det kan fordre nye og meningsfulde relationer, deltagelsesmuligheder, læreprocesser og erfaringer. Nummeret lægger sig således i forlængelse af adskillige udgivelser i BUKS, f.eks. fra projektet LegeKunst (2023), Designing for Play in New Nordic Childhood (2022) og Den Fænomenale Leg Fortsætter (2019), der kontinuerligt udvider vores muligheder for at forstå leg og for at skabe væsentlige aftryk – videnskabeligt, praktisk, pædagogisk og filosofisk – i uddannelse, praksis, forskning og udvikling.

    Med dette BUKS-nummers stemmer ønsker vi hermed at advokere for en rummelighed, for de mange og forskellige oplevelser af leg og det legende – sommetider endda i kamp med hinanden – og du inviteres til at læse og lege med.

  • Tema: LegeKunst
    Årg. 39 Nr. 67 (2023)

    I dette temanummer præsenteres en række artikler, som teoretiserer, undersøger og analyserer forhold mellem leg, dannelse, kunst, kultur, samskabelse og æstetiske processer med baggrund i det nationale forsknings- og udviklingsprojekt LegeKunst. Formålet med projektet har været at fremme leg og dannelse gennem børns møde med kunst og kultur i dagtilbud. For at undersøge dette nærmere og understøtte projektet har der været knyttet syv forskningsprojekter til LegeKunst. Det er disse syv forskningsprojekter, som dette tema­nummer udspringer af.

    I LegeKunst har pædagoger og børn i 23 kommuner samarbejdet med kunstnere og kulturformidlere om at skabe nye legende praksisser i dagtilbud med afsæt i kunst og kultur. LegeKunst har fundet sted i perioden 2019-2023, er støttet af Nordea Fonden og ejet af Kulturprinsen – Udviklingscenter for børne- og ungekultur.

    Pædagoger og børn i dagplejer, vuggestuer og børnehaver har sammen med billedkunstnere, musikere, skuespillere, historikere, bibliotekarer og forfattere med afsæt i aktionslæring som metode søgt at styrke det pædagogiske arbejde med kunst, kultur, leg og dannelse. Forskere og lektorer fra UCN, VIA, UCL, Professionshøjskolen Absalon, Københavns Professionshøjskole samt DPU har løbende deltaget som forskere i de konkrete LegeKunst-forløb og har bidraget til udviklingen af aktiviteterne i samskabende processer.

    I bogen Legekunst – leg, dannelse, kunst og kultur i dagtilbud udgivet på Samfunds­litte­ratur i 2022 har forskerne forsøgt at give en systematisk fremstilling af de centrale begreber i projektet og præsenteret de foreløbige forskningsresultater fra hver af de syv forskningsprojekter. I dette temanummer af BUKS præsenterer forskerne yderligere analyser af de konkrete LegeKunst-forløb.

    Temanummeret indeholder syv fagfællebedømte forskningsartikler og fem formidlings­artikler. Den ene af de syv forskningsartikler er uden for tema om LegeKunst, men omhandler ligesom de øvrige artikler de yngste børns møde med kunst og kultur.

    Den første forskningsartikel Interagerende mesterskaber er skrevet af Merete Cornét Sørensen. I artiklen undersøges det, hvordan kunstnerne i en konkret Legekunst-praksis interagerer med børn og pædagoger, med fokus på, hvordan den udefrakommende kunstners lederskab påvirker de deltagende børns æstetiske praksis og pædagogers medejerskab til processerne. Analysens resultater peger på, at der sker en løbende og dialektisk udveks­ling mellem kunstnere, pædagoger og børn, hvor kunstneren skaber udtryk, som børn og pædagoger lader sig inspirere af, mens kunstnerne omvendt lader sig inspirere af pædagogernes inkluderende praksis og børnenes legende tilgange. På denne måde udfoldes et samspil mellem kunstnerens kunstneriske, pædagogernes pædagogiske og børnenes legende mesterskaber.

    Den anden forskningsartikel Mellem orden og kaos – Når børn går deres egne veje er skrevet af Johan Bundgaard Nielsen. Artiklen undersøger hvordan æstetiske processer kan åbne op for børns kreative leg og eksperimenter, og hvilken rolle kunstformidler og pædagoger spiller i denne sammenhæng. Analysen viser, at der kan opstå nye forståelser for verden gennem æstetiske eksperimenter, og at disse eksperimenter kan udvikle sig til fantasilege. Derudover viser artiklen, hvordan leg kan udspringe af noget kaotisk, men at børn selv er i stand til at regulere fantasilegen. Artiklen diskuterer legens karakter af både at kunne fremstå ordentlig og kaotisk og konkluderer at begge dimensioner er vigtige, for det er herigennem børn forstår og udfordrer omverdens krav, hvilket giver mulighed for dannelse.

    Den tredje forskningsartikel Med musikere og materialitet på børnehavens legeplads er skrevet af Henriette Blomgren. Artiklen undersøger med afsæt i et musikprojekt i en børnehave, hvordan inddragelse af materialitet som fremtrædende analysekategori kan bidrage til nye forståelser af materialitetens betydning i LegeKunst-processer her konkretiseret i et forløb med jazzmusikere, børn og pædagoger på legepladsen. Gennem analyser af udvalgte videosekvenser, hvor materialitetens kraft er omdrejningspunkt, vises, hvordan materialitet som aktør indvirker på og taler tilbage til deltagerne, og således får betydning for resonans og den leg, der opstår. Artiklen bidrager til indsigt i betydningen af forskningstilgange til leg i levet børneliv i institutionaliserede kontekster. Her er børn og barndom spændt ud i et net af materialitet, sted og relationer, der både er og skabes/gøres. En central pointe er, at musikere, børn og materialitet skaber en fælles form for børnekultur – en børnekultur in the making.

    Den fjerde forskningsartikel Fortællekraft og legekraft – Materialer, aktørskab og lytning i LegeKunst-forløb er skrevet af Helle Hovgaard Jørgensen og Mona Pagaard Nielsen. Artiklen undersøger sammenhængen mellem leg som børns primære praksisform og fortællingen som en del af legens råstof. Med aktionsforskning som metodisk ramme og inspireret af et sociomaterielt perspektiv analyserer artiklen, hvordan børns aktørskab kommer til udtryk i et konkret samspil mellem de givne materialer, de voksnes rammesætning og børnenes egne handlinger. Herigennem udforskes hvordan børns aktørskab i en konkret LegeKunst kan bidrage til legekraft og fortællekraft. Artiklens analyse peger på, at voksnes viden om leg og legens dialogiske fortællekraft kan styrke børns aktørskab –og omvendt at børn via deres tilstedeværelse og praksis har indflydelse på og påvirker fortællingen, og hvilke konsekvenser det har for legen, der leges.

    Den femte forskningsartikel Samskabelse som kunsten at skabe og forandres sammen er skrevet af Lars Geer Hammershøj. I artiklen undersøges, hvordan samskabelse virker i fem konkrete LegeKunst-forløb. Artiklen argumenterer for, at der er to typer af samskabelse på spil i LegeKunst; samskabelse om forløbets aktiviteter, der har karakter af en innovativ proces, samt samskabelse i legen, der har karakter af en kreativ proces. Artiklens analyse peger på, at forudsætningerne for at samskabelse virker, er, at deltagerne følger samskabelsesmetoden i LegeKunst strikt, da metoden skal sikre rolleskift mellem deltagerne undervejs samt understøtte både innovativ og kreativ samskabelse. Desuden peger artiklen på, at det er afgørende at udvikle et sprog for samskabelse og de ændringer af relationer og praksisser, som opstår i processen. Artiklen argumenterer for, at kunst og kultur kan fremme børns leg og dannelse ved at udvide legens fantasiunivers og forstærke legens åbenhed i samskabelsen.

    Den sjette forskningsartikel Samskabelse om leg og litteratur – Mellem ligeværdighed og kompetenceløft er skrevet af Hjørdis Brandrup Kortbek og Helle Hovgaard Jørgensen. Artiklen undersøger, hvordan der samskabes mellem bibliotekarer, pædagoger og børn om nye måder at arbejde med børnelitteratur i børnehaven. Analysen peger på, at der kan opstå et paradoks i samskabelsen mellem på den ene side ambitionen om ligeværdighed mellem alle deltagende parter og på den anden side antagelsen om, at kunstnere og kulturformidlere anses som havende særlige vigtige kompetencer, og som pædagogerne skal lære og ’løftes’ af. Det kan skabe et utilsigtet og uhensigtsmæssigt hierarki mellem kulturformidlere og pædagoger, der kan gøre det vanskeligt at fremme og dannelse gennem kunst og kultur, ikke mindst fordi der ikke udvikles en fælles forståelse af forholdet mellem leg og litteratur.

    Den første formidlingsartikel Det danser vi om! –Mening med dans og kropslige udtryks-former i børnehaven er skrevet af Michael Blume. Artiklen undersøger, hvordan en professionel danser inden for moderne dance og hiphop kan arbejde sammen med børn og pædagoger om at skabe danseaktiviteter og kropslige udtryksformer på en meningsfuld måde i en børnehave, der har børn med forskellige etniske oprindelser og en afdeling for børn med særlige behov. Artiklen præsenterer med et rigt billedmateriale, hvordan børnene engagerer sig i og udtrykker sig gennem dansene. Analysen peger på kroppe i dans, improvisation og leg formår at tale sammen og være i dialog, selvom de fysiske og mentale forudsætninger for børnene er forskellige. Derudover viser analyserne, at mening opstår i fællesskaber, og at en legende og improviserende tilgang til krop og bevægelse indeholder potentiale for en meningsskabelse mellem mennesker.

    Den anden formidlingsartikel Fortællinger i bevægelse – Brobygning mellem børnehave og førskole med legekunst er skrevet af Thomas Thorsen. Artiklen præsenterer en analyse af relationer og børnefællesskaber i et LegeKunst-forløb, som skulle fungere som brobygning mellem børnehave og førskole. Med afsæt i observationer og interviews argumenterer artiklen for, at projektet har givet børnene et fælles tredje, som har skabt sammenhæng mellem fælles oplevelser i børnehaven og i de nye førskole-fællesskaber. Desuden peger artiklen på, at LegeKunst-projektet med de æstetiske aktiviteter har åbnet op for ligeværdige møder, hvor børn og pædagoger sammen med lokale kunstnere har fordybet sig i legende og skabende processer.

    Den tredje formidlingsartikel er skrevet af Carina Sønder Sigurdsson »De hjalp os med ikke at røre ved nogen af tingen« – Forskellige forståelser af børns deltagelse i æstetiske processer. Artiklen tager ligesom Fortællinger i bevægelse udgangspunkt i et LegeKunst-forløb, som skulle danne bro mellem børnehave og førskole. Artiklen undersøger kunstnere og pædagogers forskellige forståelser af børns deltagelse i æstetiske processer i LegeKunst. Artiklen peger på, det har stor betydning for det fælles ejerskab i de æstetiske processer, at pædagogerne får mulighed for at opnå erkendelse gennem egen deltagelse. Det er desuden afgørende for børnenes deltagelse i praksisfællesskabet, at kunstneren og pædagogerne gennem deres engagement med hinanden opnår en fælles forståelse af, hvilke kundskaber, færdigheder og værdier som anerkendes, og dermed hvornår og hvordan børnene bliver anset for at være deltagende.

    Den fjerde formidlingsartikel er skrevet af Morten Henriksen Om pædagogers rolle i dagtilbuds-børns møde med kulturinstitutioner. Artiklen omhandler et samskabende LegeKunst-projekt mellem en børnehave og Musikmuseet under Nationalmuseet og undersøger hvilke dannelsespotentialer dette projekt rummer for de deltagende børn. Artiklen viser, hvordan museet tilbyder muligheder for, at børnene kan indgå i dannelsesprocesser i mødet med det nye, men også at pædagogen i flere af de kunstformidlerledede processer indtager en rolle som »ordensmagt« og opdrager, på baggrund af de rammer og aktiviteter som samarbejdet tilbyder, og derfor har sværere ved at understøtte børnenes aktive undersøgelse og deltagelse. Imidlertid ses det, at når pædagogerne indgår i mere ligeværdige og legende praksisser, så slipper de rollen som opdrager for i stedet mere direkte at understøtte børnenes dannelsesprocesser.

    Den femte formidlingsartikel, Kunsten at lege – Hvordan dramapædagogiske tilgange i børnehaven kan fremme empati, fantasi og kreativitet, er skrevet af Alette Raft Rasmussen. Artiklen tager sit afsæt i en teoretisk introduktion til sammenhængen mellem rolleleg, drama og teater som kunstart, og de potentialer skabende dramaaktiviteter med børn kan have i forhold til udvikling af kreativitet og empati. Med dette afsæt analyserer artiklen, hvilken betydning LegeKunst-dramaforløb faciliteret af udefrakommende kunstnere har haft for de deltagende børn. Artiklen konkluderer dels, at de undersøgte forløb har virket fremmende for børnenes fantasi og skabt impulser til at arbejde videre med de fiktive universer i legen. Dels at børnene udviklede empati, både i forhold til fiktionen og indlevelsen i de roller og de situationer, der var i det fiktive univers, men også uden for fiktionen, idet børnene blev mere åbne overfor at lege i nye sociale konstellationer og med færre konflikter.

    Uden for tema om LegeKunst bringer vi desuden en norsk forskningsartikel Fra bildebok til barneteater  – Hvordan barn bidrar til å utvikle en forestilling om flerspråklig samspill af Cecilie Dyrkorn Fodstad og Lene Helland Rønningen. I artiklen følger de to forfattere udviklingen af en teaterproduktion for børn, der tager udgangspunkt i en billedbog af Lisa Aisato, En fisk til Luna. Artiklen undersøger, hvordan sammenspillet mellem børn og kunstnere kan bidrage til forståelse af børns sproglige strategier i mødet mellem to karakterer, der ikke deler samme sprog. Artiklen argumenterer for, at børnene fremmer transsproglige perspektiver for verbal og non-verbal kommunikation, som påvirker forestillingen på flere niveauer fra udviklingen af fortællingen, det sceniske udtryk og forståelsen af det sceniske koncept.

    Artiklerne i BUKS 67 henvender sig bredt set til både kulturformidlere, lærere og pædagoger, som er nysgerrige efter hvorledes, man kan bringe kunst og kultur ind i daginstitutionens og skolens hverdag på en legende måde. Artiklerne henvender sig også til undervisere på landets professionshøjskoler, der underviser pædagoger og lærerstuderende indenfor kunst, kultur, æstetiske processer og leg. Slutteligt henvender artiklerne sig også til forskere indenfor ovennævnte områder, og de som søger nyeste forskningsviden og erfaringer med børns møde med kunst og kultur i Norden.

    Hjørdis Brandrup Kortbek, Merete Cornét Sørensen og Lars Geer Hammershøj

    Marts 2023

  • Designing for Play in New Nordic Childhood
    Årg. 38 Nr. 66 (2022)

    Velkommen til et festfyrværkeri af artikler om design og leg. Leg er for alvor ved at vende tilbage til pædagogikken og designprocesserne. Hvordan leg skal forstås og indgå og påvirke makerspacet, klasseværelset og rød stue i boligkvarteret i forstaden, ja, det ved ingen endnu. Men diskussionerne, observationerne, forløbene og legene er i fuld gang, og med disse forfattere kan læserne glæde sig til en ny rejse i legens betydning for os alle. Læs den erfarne forsker og de nye stemmer side om side. Læs om forskelle og traditioner. Læs nye formuleringer og solide rammesætninger for en fremtid hentet fra BIN-Nordens internationale konference i 2021 omkring at designe for leg. Gå tur i teksterne med robotter, tegninger, modeller og designredskaber. Nyd en lang række billeder fra praksis efter praksis. Nogle tekster er på dansk og nogle er på engelsk. Verden er stor og bliver ikke mindre, så derfor er der også plads til tekster på engelsk. Her er forfatterne: 

    Hanne Kusk tager udgangspunkt i et kunstpædagogisk forløb i en børnehave om materielle og fysiske børnebogsuniverser. Forfatter Mette Hegnhøj er med som kunstner i forløbet, der udfoldes med to børnegrupper som en del af projektet LegeKunst. Der analyseres og diskuteres i relation til begreberne åbenhed og verdensvendthed, deltagelse og interaktivitet, intraaktivitet og sympoiese. 

    Jens-Ole Jensen, Hanne Hede Jørgensen, Anne-Lene Sand, Janne Hedegaard Hansen, Andreas Lieberoth og Helle Marie Skovbjerg præsenterer resultaterne af et design based research-studie, hvor de har undersøgt mulighederne for at skabe flere deltagelsesmuligheder i leg for børn i indskolingen. Artiklen leverer en spændende undersøgelse af, hvordan designprincipper kan udvikles og formuleres, så de bidrager til at flere børn får mulighed for at deltage i kreative legeaktiviteter. 

    Anne-Lene Sand, Jens-Ole Jensen, Helle Marie Skovbjerg, Hanne Hede Jørgensen, Janne Hedegaard Jørgensen og Andreas Lieberoth stiller skarpt på materialers relationelle betydning og på, hvordan de skaber en forståelse for fælles skabende praksisser, som er kortvarige, intense, nonverbale, sensoriske, dynamiske og processuelle. Med fokus på materialitet og krop frem for verbalt sprog og social position bidrager artiklen med et interessant forskningsperspektiv på, hvordan man kan skabe deltagelsesmuligheder for børn gennem brug af materialer.

    Lise H. Sønnichsen, Jesper von Seelen og Camilla Bak Hjøllund præsenterer en metode, som skal støtte børns legestemninger og legerepertoire. De kalder metoden for PPAST (playful and physically active storytelling) eller direkte oversat: legende og fysisk aktiv historiefortælling. Det foregår med børn i alderen 2-5 år og kræver bl.a. en åben fortælling, som kan kombineres med improvisation. Teksten er på engelsk.

    Liv Ingrid Aske Håberg undersøger gennem interviews med 23 pædagoger fra 6 norske børnehaver, hvordan de manøvrerer i et spændingsfelt, hvor der både skal tages højde for børns skoleparathed og børnehavens traditioner for leg. Hun problematiserer det forhold, at børnehaven skal »gøre børn klar« til skolen og samtidig repræsentere en nordisk børnehavetradition, hvor leg spiller en central rolle.

    Henriette Blomgren udfolder leg og børnekultur i en børnehaveklasse og peger bl.a. på, hvordan børnene gemmer deres leg, så den kan fortsættes senere. Skolens struktur gør det vanskeligt for børnene at gemme og fortsætte en leg, hvilket lærerne ikke var klar over. Hun peger også på, at børnene ikke uden videre opfatter lærerne som gode legere, fordi de bliver i skolens logik og ikke i legens. Teksten er på engelsk.

    Trude Kyrkebjø udforsker empirinært hvilke forestillinger om leg, der kommer til udtryk, når »barnehagelærere« fra Norge fortæller om børnhavens digitale praksisser. Artiklen er et aktuelt empirisk bidrag, som viser pædagogers perspektiver i en polariseret og værdiladet debat om børns liv og muligheder i den postmoderne børnehave. 

    Lærke Nørgaard Pallesen, Stine Bylin Bundgaard og Christina Dahl Madsen bidrager med en undersøgelse af, hvordan musikpædagogisk viden kan inspirere til leg og skabe øvebaner for børns legedeltagelse i musikalske fællesskaber, hvor hele kroppen er med. I artiklen præsenteres, hvordan musikpædagoger oplever at kunne skabe legedeltagelse i musikalske fællesskaber. 

    Per Kallehauge viser billeder fra en lang praksis i en designbørnehave i Kolding. Her er refleksioner, erfaringer og eksempler fra før, der var noget, som hed makerspaces og designprocesser. Det myldrer med børn, der vil og kan. Et eksempel på pædagogik, der giver plads til børnene. Gå på opdagelse i billederne og bliv inspireret. Se på billederne og prøv selv de samme processer.

    Louisa Haugaard Pedersen tager os med i 3. klasse, hvor elever har arbejdet med virkelighedsnære problemstillinger som plastaffald i havet, og har designet ideer til løsninger med robotbyggesæt. Artiklen udfolder en empirisk analyse af legende læringsstrategier til computerteknologi. 

    Andreas Lieberoth, Jan Ole Størup og Ditte Winther-Lindqvist dykker ned i tallene og viser os, hvordan digital leg ikke er det modsatte af autentisk leg , og hvordan børn engagerer sig med digitale teknologier selv og i fællesskab med voksne og andre børn. Vi får et overblik i debatten om børn, teknologi og daginstitutioner, der kan bruges i de kommende diskussioner.

    Klaus Thestrup går ombord i det globale og ridser op, hvordan børn og pædagoger i en børnehave kan lege og eksperimentere med børn i andre børnehaver, som ligger så langt væk, at man ikke lige kan gå over til hinanden. En række modeller og eksempler fra en række konkrete projekter peger på, hvordan det kan gøres i en globaliseret og digital verden. Teksten er på engelsk.

    Aude Le Guennec har fokus rettet mod de yngste skolebørns perspektiver på tøj og mode og på, hvordan tøj som et socialiserende og kreativt redskab kan spille en legitim rolle i børns (ud)dannelse. Det er en del af forskningsprojektet Dressed for School, hvor forskere, lærere og designere fra UK og Frankrig undersøger interaktioner mellem børn og deres skoletøj. Teksten er på engelsk.

    Karen Feder indfanger en række fundamentale forskelle i, hvordan den voksne kan indgå i og rammesætte designprocesser sammen med børn. Hun spørger, hvordan man kan designe til, for og sammen med børn, og antyder muligheden for, at børn selv kan designe. Hun kvalificerer simpelthen buddet på, hvordan en børnecentreret designtilgang kan tænkes og forstås.

    Line Gad Christiansen arbejder intenst med lege-undersøgelser (play probes) og beskriver eksempler og principper for, hvordan sådanne kan anvendes med unge i 14-17 års alderen. Disse lege-undersøgelser ser til ud med deres fokus på lege både at kunne skabe motivation for deltagelse og give forskeren de informationer, hun eller han har brug for, bl.a. fordi forskeren kommer tæt på de unges følelser og drømme. Teksten er på engelsk.

    Klaus Thestrup indfanger legen gennem sine digte. Her er billeder på, hvordan legen kan forstås og korte glimt fra konkrete lege, han selv har været med til. Fælles er legen som erfaring, som fortælling om livet og som handling, hvor alt kan gentages og forandres i samme glimt af tid og fællesskab. 

    Tak til forfatterne og tak til BIN-Norden for tekster, processer og udvekslinger fra os i temaredaktionen for dette vitale nummer. God læsning.

    Helle Hovgaard Jørgensen & Klaus Thestrup, august 2022

  • BUKS 65: Tidlig Kulturstart

    Tidlig Kulturstart
    Årg. 38 Nr. 65 (2022)

    Temanummeret Tidlig Kulturstart åbner en række vinduer ind til nogle af de mange regionale og lokale projekter, eksperimenter og nye idéer, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsens satsning Tidlig Kulturstart.

    Bidragene fordeler sig over tre formater: forskningsartikel, formidlingsartikel og kommenteret billedserie.

    Den første artikel, Limtråd og løvediadem: Om udvekslinger af handlekraft mellem børn, ting og rammesætninger i kultur med børn, er skrevet af Ane Bjerre Odgaard. Forskningsartiklen dykker ned i et Tidlig Kulturstart-forløb, hvor børnehavebørn, pædagoger og en kunstner deltog i skabende aktiviteter med genbrugsmaterialer. Med et nymaterialistisk teorigrundlag, og gennem case-baseret interaktionsanalyse, viser artiklen, hvordan børn, ting og rammesætninger udveksler handlekraft med hinanden i aktiviteterne. Artiklen udvikler begreberne materialeopslugthed og realiseringsopslugthed for at belyse de udvekslingsformer, som er til stede i det empiriske materiale, og peger på heraf affødte udviklingsmuligheder for kultur med børn, nemlig i form at nye måder at være fælles på

    Den anden artikel, Tidlig Kulturstart – et nationalt initiativ for små børns møder med kunst og kultur, er skrevet af Mia Nadia Lippert og Katrine Andreasen Johnsen. Denne formidlingsartikel belyser Tidlig Kulturstart fra Slots- og Kulturstyrelsens perspektiv. Artiklen giver et indblik i Tidlig Kulturstarts baggrund og organisering, ligesom nedslag i styrelsens interviews med de regionale projektledere dels tegner et billede af projektaktørernes forskelligartede udbytte af projektet, dels af de regionale projektlederes perspektiver på Slots- og Kulturstyrelsens rolle som procesfacilitator. Endelig gives der et blik ind i de erfaringer, som Slots- og Kulturstyrelsens medarbejdere selv har gjort sig gennem arbejdet med at facilitere initiativets aktive processtøtte og nationale videndeling.

    Dernæst følger fire kommenterede billedserier.

    I den første kommenterede billedserie, Baby Art – malerkunst i vuggestuen, tager Maria Astrup Gellert og Tina Sørensen os med til en vuggestue i Haderslev. Under det regionale delprojekt af Tidlig Kulturstart havde pædagogerne gennemført deres første prøvehandling, da de indgik samarbejde med billedkunstneren Rasmus Bjørn. Billederne viser, hvordan børnene følger med i og inspireres af hans arbejde med et maleri i vuggestuens fællesrum. Og de viser, hvordan børnene selv eksperimenterer med materialer og udtryk.

    Den anden kommenterede billedserie, Tidlig Kulturstart på Børnegården i Tønder, handler om de samarbejder, som Børnegården i Tønder indgik i, med henholdsvis Tønder Kulturskole og Museum Sønderjylland. Lisbet Hartz og Lars Nielsen beskriver forskellige processer, hvor en gruppe børn besøger kulturinstitutionerne, får inspiration fra kulturhistorien og mundtlige fortællinger, og selv udforsker en række skabende processer, der leder frem til ferniseringer.

    Den tredje kommenterede billedserie, Teglværksted af Jesper Stærk Jacobsen, handler om tegl, teglværk og værksted. Små og store børn i Børnehuset Egernsund henter inspiration til at arbejde med ler, der på traditionel vis formes til tegl og brændes. Det sker dels med besøg af kunstneren Karen-Lisbeth Rasmussen, der igangsætter tegl-produktion i mini-forme; dels tager man på besøg på det nærliggende teglværksmuseum, Cathrinesminde under Museum Sønderjylland.

    Den fjerde kommenterede billedserie hedder DraMagisk Legestue. Dramatisk oplevelsesmagi for 4-6-årige på Esbjerg Kulturskole. Selvom billedserien ikke udspringer af et projekt under Tidlig Kulturstart, så handler det om en tidlig kulturstart. Turi Malmø og Penille Jensen beskriver, hvordan børnene og dramapædagogen sammen improviserer sig igennem et procesdrama. Nogle situationer har karakter af ritualer, såsom åbninger og lukninger af det dramapædagogiske rum, i andre situationer inviteres børnene til at skabe fortællinger og optrin sammen med dramapædagogen. Endelig er der rum for mere spontane lege, børnene imellem. På den måde rammesætter dramapædagogen børnenes deltagelse i procesdramaet med skiftende grader af medbestemmelse og ansvar for det videre forløb.

    Artiklen Pædagoger og kunstnere i skabende fællesskaber? er skrevet af Felicia Bech Lillelund og Sandy Elbæk. Denne formidlingsartikel baserer sig ikke på Tidlig Kulturstart, men på det nationale projekt LegeKunst. Artiklen belyser nogle af de potentialer og udfordringer, som kan være forbundet med pædagogers og kunstneres etablering af skabende fællesskaber i vuggestuer og børnehaver. Gennem konkrete nedslag peger artiklen på, hvordan pædagoger og kunstnere bringer forskelligartede perspektiver i spil, men også hvordan begge faggrupper gensidigt bøjer sig imod hinanden og lader sig påvirke af hinandens tilgange. Artiklen peger på dette som en styrke og som en forudsætning for at kunstnere og pædagoger sammen kan betræde ukendte stier og dermed styrke børns møde med kunst og kultur i dagtilbud.

    Musikalske impulser til æstetisk fordybelse er en formidlingsartikel skrevet af Lotte Gilbert Langseth. Artiklen består af små, billedskabende nedslag i en musikpædagogisk proces med 3-4-årige børn i et dagtilbud, hvor instrumenter, chiffontørklæder og små fingersommerfugle indgår. Nedslagene viser nogle glimt af, hvordan små børns møder med kunst og kultur kan udfolde sig mellem kunstform og hverdagsæstetik, mellem kunstnere og pædagoger, mellem børneliv og ledelsesperspektiv.

    Den sidste artikel, Tidlig Kulturstart – Impuls og fordybelse i Sønderjylland, handler om at lede et regionalt delprojekt under Tidlig Kulturstart. Kim Jerg og Birgitte Boelt ser bort fra de konkrete møder mellem børn i dagtilbud, pædagogisk personale og kunst- og kulturformidlere. Omdrejningspunktet er opgaverne i styregruppen for projekter i sytten daginstitutioner i de fire Sønderjyske kommuner. Med afsæt i et forudgående kendskab til hinanden og en langvarig erfaring i projektledelse kommer projektet godt igennem Tidlig Kulturstart. Der peges navnlig på hvordan vejledning, videndeling og gensidig sparring har været tilrettelagt og realiseret til gavn for de enkelte projekter og som rygstød til at forankre erfaringer i en ny praksis.

     

    God læselyst!

     

    Ane Bjerre Odgaard, ph.d. og lektor ved UC SYD

    Kim Jerg, lektor ved UC SYD

  • BUKS nr. 64: Værdier i børnekulturen

    Værdier i børnekulturen
    Årg. 37 Nr. 64 (2020)

    Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur har i sine seneste numre været centreret omkring temaet Den fænomenale leg, som blev undersøgt med et kulturanalytisk og praksis-sensitivt blik for at kunne svare på spørgsmål som: Hvordan gøres leg? Hvad sker der i leg? Hvad kan leg? Hvem leger? Hvor leges der? og Hvornår leges der? I dette nye nummer af tidsskriftet udvider vi svarhorisonten for sådanne spørgsmål. Vi ønsker at samtænke de æstetiske udtryksformer og -måder, som vi finder i legeprocesser, med dem, som vi finder i kunstneriske processer. Vi tager livtag med temaet: Værdier i børnekulturen. Vi spørger nysgerrigt ind til en problemstilling, som er relevant i rigtig mange af de projekter af børnekulturel og pædagogisk-didaktisk art, der i disse år sættes i værk over hele landet. Vi spørger: Leg er ingen kunst – eller er den? Og omvendt: Kunst er ikke leg – eller er den? Og vi spørger især til de værdimæssige aspekter heraf: Hvilke kulturelt og institutionelt indlejrede opfattelser af immaterielle værdier viser sig i det børnekulturelle felt? Svaret herpå har jo også betydning for de materielle værdier, feltet kan få tildelt. Hvad ser vi/de som værdifuldt (og dermed ønskværdigt), og hvad ikke?  

    Bidragyderne til dette nummer ser på kultur både for, med og af børn, og deres blikke spænder fra det primært filosofiske og kritisk-analytiske til det engagerede og praksisnære. Tilsammen forholder de sig ikke alene til et børneperspektiv på leg, kunst og pædagogik, men også til de værdiopfattelser, der viser sig i hhv. et lovgivningsperspektiv og et udøvelsesperspektiv. De forskellige forfattere har et direkte, nært og engageret forhold til feltet. Dermed har de en reflekteret ’insider-viden’, som vi mener, det er væsentligt at få frem i lyset, ikke mindst fordi besvarelser af værdispørgsmål viser det børnekulturelle felt som et potentielt minefelt fyldt med paradokser, konflikter og udfordringer.

    Den første artikel, Børneleg som legepraksis: en aristotelisk forståelse af legens værdi, er skrevet af Lasse Nielsen, lektor i filosofi. Han ser tilbage på Platon og Aristoteles som legefilosoffer i et værdiperspektiv, der rækker direkte op til nutidens forståelsesrammer og værdimæssige positioner: Som aristotelisk praksis er leg en central menneskelig aktivitet, der bærer en iboende værdi, som realiseres ved at mestre aktiviteten, hvilket kræver erfaring og træning. Han begrunder dermed tre afgørende påstande, som på paradoksal måde henhører under samme legebegreb, nemlig at børneleg har værdi i sig selv, at børneleg har afgørende instrumentel værdi, og at der findes dårlig leg. 

    Den næste artikel, Spontane aktiviteter – fra policy-begreb til pædagogisk faglighed, fastholder det værdimæssige fokus og tilføjer den et diskursivt-analytisk perspektiv på lovgivning og vejledning i læreplanspraksisser i daginstitutionerne. Artiklen er skrevet af Christina Haandbæk Schmidt og Rikke Toftgaard Rossen fra University College Lillebælt. På baggrund af empiriske analyser undersøger de policy-begrebet om spontane aktiviteter som et både pædagogisk og politisk fænomen. Målet er, med afsæt i improvisationsteori, at diskutere, hvordan spontane aktiviteter kan producere (nye) fagligheder for pædagogerne.

    Efterfølgende føres det værdimæssige perspektiv videre i artiklen Med Nour i børnehave og Mustafa i kiosken – etnicitet og kulturmøder i billedbøger for børn, skrevet af Helle Hovgaard Jørgensen, University College Lillebælt samt Ditte Andreassen, illustrator og billedkunstformidler, master i børne- og ungdomskultur/MBU. De undersøger, hvordan børnesyn og kulturforståelse spiller ind i fremstillinger af kulturmøder i dansk børnelitteratur i det 21. århundrede som fx billedbøgerne Nour og Noras første dag i børnehave og Mustafas Kiosk. De fremanalyserer, at selv med de bedste intentioner risikerer tilsyneladende inkluderende fortællinger at indeholde selvmodsigelser og utilsigtede stereotyper i såvel illustrationer som tekst. 

    Artiklen Kunstnerduoer, Kunstlaboratorier og KUNSTgødning, som er skrevet af Tatiana Chemi og Shuangshuang Xu, begge fra Aalborg Universitet, samt Hanne Kusk fra DPU, Aarhus Universitet, tager udgangspunkt i KUNSTGØDNING, et nordjysk tværkommunalt samarbejde om kunst og dannelse i dagtilbud. Heri udfolder de med deres teoretiske og aktionsforskningsmæssige tilgang brugen af artfulness som metode. De beskriver deres væsentlige fund i projektet og knytter dem til kunstnerduoernes arbejde, den tværæstetiske tilgang, kulturskolernes deltagelse og observationsrolle samt det kreative laboratorium, som indeholder leg, tryghed, eksploration og samskabelse. 

    Er der censur i dansk børnefilm? – et insiderblik på vilkårene for dansk børnefilmproduktion er skrevet af Marie Rønn og Jeppe Vig Find, Pilot Film ApS og producenter og instruktører af børnefilmen Landet af Glas. De fortæller om sammenstødet mellem at ville skabe en kunstnerisk ambitiøs film med indbygget børneperspektiv og statslige bedømmelseskriterier, ikke mindst aldersmærkning. Deres brug af insider-dokumenter og interviews viser ­både immaterielle og materielle værdier, der lægges til grund for bl.a. Medierådets vurderingspraksis. De diskuterer, om der faktisk er tale om censur, herunder selvcensur, af dansk børnefilm, og hvilke begrundelser for og imod, der bliver givet herfor. 

    Det foregående nummer af tidsskriftet fremlagde historiske eksempler på brug af uderum for børns legeaktiviteter. Denne gang har vi bedt to pædagoger, Lisbeth Saugmann og Claus Jensen, der var aktører i feltet allerede i 1970’erne, om at præsentere materiale fra deres arkiv med fokus på både pædagogers og børnehavebørns udtryksformer. De fortæller i artiklen Børnehaven Bentesvej – Hr. Ning, Revlementet og andre fortællinger deres historie(r), som vi kobler med eksempler fra andre aktører i feltet, og som vi håber kan sætte tanker i gang hos nutidige pædagoger om, hvordan det står til i dag, så mange år efter, – men måske alligevel ikke så mange år efter? Skulle nogle af læserne ligge inde med tilsvarende materiale, vil vi i redaktionen gerne modtage det også. Vi tænker nemlig, at både det historiske og det aktuelle indblik i børnekulturens former har betydning for forståelsen for, hvad der kan og må gøres i et fremtidsperspektiv. Således slutter vi nummeret af ved at give plads for både børnenes og pædagogernes brug af æstetiske udtryksformer og måder og på den måde demonstrere, hvad de i det daglige til- og fraskriver værdi. 

    Endelig har vi nu i slutningen af tidsskriftet etableret en sektion, som giver plads til omtale eller anmeldelser af nyudgivelser og nye tiltag på det børne- og ungdomskulturelle felt, som vi mener kan have almen interesse. Også her modtager vi gerne indsendte eksempler, som kan tilføjes i kommende numre. 

    På trods af corona og anden dårligdom, så tegner fremtiden for børne- og ungdomskultur sig som lys: Feltet er, som nummeret her gerne skulle illustrere, stadig fyldt med spillevende, tankevækkende og brugbare eksempler på faktiske, praktiske og analytiske tiltag. 

     

    God læselyst!

  • Den fænomenale leg fortsætter

    Den fænomenale leg fortsætter
    Årg. 36 Nr. 63 (2019)

    Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur havde i sit foregående nummer som tema Den fænomenale leg, og det indeholdt artikler om leg set i politiske, kulturelle og pædagogiske kontekster og forståelsesrammer. Det viste sig efter udgivelsen, at dette tema hverken for tidligere eller nytilkomne bidragydere til tidsskriftet var uddebatteret. Legetemaet breder sig i disse år næsten eksplosivt ud over stadig nye kontekster, og redaktionen har derfor med nr. 63 ønsket at både fastholde og udvide det kulturanalytiske og praksis-sensitive blik på legens forekomster.

    Vi har navngivet temaet for nr. 63 som Den fænomenale leg fortsætter. Dermed peger vi på, at bidragyderne til dette nummer fortsat er optaget af spørgsmålene: Hvordan gøres leg? Hvad sker der i leg? og Hvad kan leg? Hertil kommer spørgsmålene: Hvem leger? Hvor leges der? og Hvornår leges der? Svarene på sådanne fundamentale spørgsmål finder vi bl.a. i artikler, som fører os ind i en ofte overset kulturhistorisk kontekst. Læseren vil f.eks. finde bidrag, som dokumenterer fremkomsten af hhv. danske sandkasser og byggelegepladser, og som derved udvider vores forståelse for, hvad legens fysiske rammer og materialer betyder for børnene. I andre bidrag undersøges det, hvordan man aktuelt ved hjælpe af medier som hhv. GoProkamera, tablets og mobiltelefon kan få adgang til børns selv-initierede leg, til deres ikke-overvågede karnevaleske og ’farlige’ leg i dagtilbud og lokalmiljøer. Heroverfor står bidrag om, hvordan voksne kan understøtte eksperimenterende medieleg blandt børn og om, hvilke rammer og muligheder, den styrkede læreplan sætter for pædagogers arbejde. Endelig er der bidrag, som med afsæt i hhv. praksisfortællinger og ledelsesteorier analyserer konflikter og konflikthåndtering i et legeperspektiv og dermed udvider blikket for den flydende grænse mellem leg og ikke-leg, mellem magt og afmagt.

  • Tema: Den fænomenale leg
    Årg. 35 Nr. 62 (2018)

    Dette nummer af tidsskriftet har været længe undervejs, men kan til gengæld nyde godt af, at tidsskriftet er overgået til at blive et rent elektronisk tidsskrift. Vi har sagt farvel til faste abonnenter og goddag til muligheden for at forbinde de enkelte bidrag med resten af internettets udgivelser. For en del bidragydere – og læsere – er det væsentligt, at vi bringer fagfællebedømte artikler med en forskningsmæssig betydning. For andre er det snarere undersøgelser og beskrivelser af (nye) former for praksis på det børne- og ungdomskulturelle felt, der efterspørges. Begge ønsker bliver opfyldt i nummeret her. 

    Vi modtager støtte fra Statens Kunstfond til at klare udgivelsen fra egne redaktionelle skriveborde uden forlags- eller trykkeriaftaler, og det er vi meget taknemmelige for. Ligeledes har vi nu mulighed for at koble interaktivt mellem vores tidsskriftnumre og vores hjemmeside, således at vi kan aktivere billed- og videomateriale, lydmateriale osv., ligesom vi kan give links til alt, hvad internettet kan præstere af relevant materiale. 

    Vi håber, at ændringerne vil falde i god jord hos læserne! Det giver i al fald både redaktion og bidragydere mulighed for at gå mere legende og eksperimentelt til værks, samtidig med at forskningstilknytningen bevares. 

  • Drama Boreale 2015 - from the opening

    EXPLORE-EXPRESS-EXCHANGE. Drama Boreale 2015
    Årg. 33 Nr. 61 (2016)

    Statements and impressions from the 8th Nordic conference on drama, theatre and education held in Silkeborg Denmark, in August 2015. 

    Synspunkter og indtryk fra den ottende nordiske konference om drama, teater og uddannelse, afholdt i Silkeborg, august 2015. 

  • Mouritsens Metode 2 - en børnekulturforskers arbejde 1972-2012

    Mouritsens Metode 2 - en børnekulturforskers arbejde 1972-2012
    Årg. 34 Nr. 60 (2017)

    Dette andet bind af et tobindsværk indeholder Flemming Mouritsens samlede skrifter i kronologisk orden. Hver enkelt tekst er bragt i den form, den havde, første gang den blev udgivet. Imellem teksterne er bragt samtaler, som værkets redaktører, Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen, har ført med ham i perioden 2008-2012. Samtalerne er optaget på bånd, udskrevet og indsat som stumper og bidder i tilknytning til øvrige artikler m.m. Derudover indeholder værket en lang række anekdoter og er illustreret med fotos af Flemming Mouritsen i forskellige situationer.

  • Mouritsens Metode 1 – en børnekulturforskers arbejde 1972-2012

    Mouritsens Metode 1 - en børnekulturforskers arbejde 1972-2012
    Årg. 34 Nr. 59 (2017)

    Dette første bind af et tobindsværk indeholder Flemming Mouritsens samlede skrifter i kronologisk orden. Hver enkelt tekst er bragt i den form, den havde, første gang den blev udgivet. Imellem teksterne er bragt samtaler, som værkets redaktører, Herdis Toft og Karin Esmann Knudsen, har ført med ham i perioden 2008-2012. Samtalerne er optaget på bånd, udskrevet og indsat som stumper og bidder i tilknytning til øvrige artikler m.m. Derudover indeholder værket en lang række anekdoter og er illustreret med fotos af Flemming Mouritsen i forskellige situationer.