Børneleg som legepraksis: en aristotelisk forståelse af legens værdi

Abstract

Hvor Platons opfattelse af legens centrale betydning for læring og dannelse har haft stor indflydelse på den pædagogiske filosofi om leg, har der været mindre fokus på Aristoteles. Måske fordi Aristoteles ikke selv havde høje tanker om legens værdi i barndommen. Alligevel kan vi lære noget af at studere legen som en aristotelisk praksis – en central menneskelig aktivitet, der bærer en iboende værdi, som realiseres ved at mestre aktiviteten, hvilket kræver erfaring og træning. Denne artikel udfolder en opfattelse af børneleg som en aristotelisk praksis, der kan hjælpe med at begrunde tre afgørende påstande, som synes sande, men som traditionelt er svære at passe ind under samme legebegreb, nemlig at børneleg har værdi i sig selv, at børneleg har afgørende instrumentel værdi, og at der findes dårlig leg. Herved kan den aristoteliske opfattelse bidrage til vores videre studier af legens værdiaspekter.