Hvad blev der af ’normalen’?

Hvordan overdiagnostik af psykiske sygdomme hos børn bringer pædagogikkens vilkår i forandring

Resumé

Resume
Antallet af børn og unge som diagnosticeres med en psykisk sygdom er stigende. Det betyder dog ikke, at alle de diagnosticerede børn har en sygdom, fordi denne stigning også delvist kan være et udtryk for overdiagnostik. I denne oversigtsartikel redegør vi for, med baggrund i nyeste viden og publicerede artikler, hvad psykiske diagnoser hos børn er, og hvorfor der kan forekomme overdiagnostik. Vi viser desuden, at opfattelser af det ’normale’ ændres, både fordi symptomer kan blive så udbredte, at det ikke længere giver mening at tale om symptomer, men om normal-tilstande, og fordi der er en øget tendens til at medikalisere og diagnosticere adfærd, der er en reaktion på specifikke begivenheder. Vi argumenterer for, at det er en væsentlig baggrundsviden at have for dem, som er beskæftiget inden for det pædagogiske område, særligt i folkeskolen, hvor børnene har den alder, de oftest diagnosticeres i. Vi slutter derfor med en diskussion af overdiagnostik i et pædagogisk perspektiv. Den pædagogiske faglighed kan være nøglen til at være mere præcis over for, hvordan en given adfærd skal tolkes – og kan derved medvirke til, at færre børn bliver overdiagnosticerede med en diagnose, de aldrig får gavn af.

Abstract
Leaving Normal? How overdiagnosis enter and form the field of pedagogic practice
The number of children and adolescents diagnosed with mental diseases is rising. It does, however, not mean that all these children necessarily have a mental disease; overdiagnosis is a well-known problem among medical researchers, but the pedagogical researchers and staff also need this insight. In this paper, we provide an overview of mental diagnoses among children and adolescents, the diagnostic procedures that may lead to overdiagnosis and how the concept of normal are constantly changing. This is relevant for the pedagogical staff that will evidently meet children with severe and invalidating mental illnesses, but also children, whose illness and symptoms are potentially overdiagnosed. The professional insights from pedagogy and pedagogical research are much needed if we are to improve the diagnostic process by input to better distinguish between the children who will need medical attention – and thus a diagnosis – and children who may have challenges, but not related to any medical conditions.