Forskning i Pædagogers Profession og Uddannelse

Redaktionelt Hvad uddannes pædagoger til – og hvordan?

2019-05-14T12:19:45+02:00

Redaktionel introduktion til dette nummer.

Pædagoguddannelsen mellem kultur, styring og pædagogik

2019-05-14T12:26:56+02:00

Pædagoguddannelsen har i de sidste 20 år gennemgået en række reformprocesser, som gennemgribende har forandret vilkårene for uddannelsespraksis. Artiklen viser og argumenterer for, at uddannelsespraksis medieres af tre forhold: kultur, styring og faglighed, som over tid har været forskelligt balanceret og konfigureret. Hvor pædagoguddannelsen historisk har været kendetegnet af en stærk tilknytning til civilsamfundet og en kulturelt medieret forståelse af pædagogik, bliver en statslig styring det medie, der kommer til at dominere i kølvandet på Bologna-processens konkrete realisering i Danmark. Artiklen problematiserer hvordan aktuelle styringslogikker, og deres særlige måder at problematisere faglighed på, strider mod såvel pædagoguddannelsens historie og det pædagogiske projekt, den uddanner til og er en del af: at danne frie borgere i et samfund af forpligtende fællesskaber. En væsentlig pointe i artiklen er imidlertid, at der også historisk har været en vis uopmærksomhed på hvordan dette pædagogiske projekt kan kvalificeres gennem pædagogikken som en faglig disciplin. I den sidste del af det 20. århundrede har den faglige mediering af uddannelsespraksis stået svagt. Det er særlig problematisk i forbindelse med pædagoguddannelsen, fordi uddannelsen netop skal ruste de studerende til at beskæftige sig med pædagogiske spørgsmål. For artiklens forfattere er den aktuelle styringsmæssige dominans en anledning til at spørge, om der er muligheder for at ændre balancen, således at den faglige mediering får større vægt i uddannelsespraksis. Artiklen indeholder således også en appel til uddannelsens aktører om at besinde sig på, hvordan pædagogikken som faglig disciplin kan få betydning som en stærk og kvalificerende stemme i det, vi i artiklen betegner og udfolder som, det pædagogiske projekt.?

Abstract
During the last 20 years the Danish education for pedagogues has been subject to a number of reform processes, changing not only the education in itself but also the governance of it. The education was developed in close relation to civil society and therefore pedagogy was mainly a culturally mediated phenomenon, but with the Bologna-processes these relations have been undermined and replaced by a central governance. The article points to how current governing practices are in opposition to the history of the education as well as the pedagogical project the education is aiming for and must be seen as an essential part of: the education of free citizens in a democratic society. Educational questions of how this should be understood and practiced are central to the education of pedagogues, but they are, the article argue, object to processes of unattentivenes (Knudsen 2011) in the current governing relations. Unattentiveness to pedagogy as a discipline that has the potential to support such knowledges and practices is not new to the education. The article aims to provide an analysis of the current governing regime thus inviting educators and managers in the education to rediscover pedagogy as a discipline that can shed light on educational questions and create new possibilities for agency.

25 års brok

2019-05-14T12:29:06+02:00

Hvordan vurderer studerende på pædagoguddannelserne deres undervisning – og hvordan skal man fortolke deres eventuelle kritik eller utilfredshed?
I en lang række evalueringer, undersøgelser og forskningsprojekter der beskæftiger sig med professionsuddannelserne i Danmark, kan man finde visse gentagne kritikpunkter fra de studerende. De er især utilfredse med uddannelsens tilrettelægning og med deres medstuderendes engagement.
I denne artikel vil vi prøve at anlægge en teoretisk ramme for at forstå sådanne kritikker i lyset af professionsforskningen, kritisk læringsteori og historisk uddannelsessociologi. Vores påstand er, at de studerendes kritik skal forstås som et udtryk for de særlige læringsprocesser man gennemlever som studerende på en professionsuddannelse og som et aspekt af det, man kan kalde semi-professions-problematikken; den særlige begrænsede professionelle status og anerkendelse, der bliver velfærdsprofessioner til del i den danske velfærdsstat. Denne artikel vil også vise, hvordan manglende anerkendelse af professionen manifesterer sig i de studerendes studierefleksioner og -praksis på pædagoguddannelsen. At forsøge at forstå brok i lyset af disse læsninger er, mener vi, et vigtigt bidrag til den aktuelle debat om pædagoguddannelsen og de pædagogstuderende, fordi brok ikke bare er udtryk for den enkelte studerendes oplevelser, men også har med profession og uddannelse som strukturelle fænomener at gøre.

Abstract
25 years of complaining – social educator training in the intersection between student expectations and institutional framing

How do social educator students evaluate their training, and how should we interpret their dissatisfaction or critique?
In several evaluations, studies and research concerned with professional training, we find certain complaints repeating. These concern the organization of the training, and the level of commitment from other students. This paper proposes a theoretical framework for interpreting these complaints, in the light of theories of professionalization, critical learning theory, and historical educational sociology. We argue that the complaints must be understood as both an aspect of the kind of learning one must encounter in such a training program, and as an aspect of what one might call the problem of semi-professions, the limited professional status and recognition welfare professions obtain in the Danish welfare state. The paper also shows how limited professional recognition also manifests in the student’s reflections and study practices. To understand complaints with such theoretical tools is, we suggest, an important contribution to current debates about social educator training, since such understanding emphasizes structural aspects related to professions and education as part of complaining.

Kommende pædagogers mestringer af pædagogfaglig identitet

2019-05-14T12:40:35+02:00

I seks fokusgruppeinterviews er det blevet undersøgt, hvordan kommende pædagoger mestrer trusler imod pædagogfaglig identitet. Gennem en analyse af materialet fremstår to mønstre for mestring: Et robust mønster, hvor fordringen på identitet går på personlig udvikling og bidrag til pædagogisk indsats. Og et skrøbeligt mønster, hvor en udefra pånødet fordring på kernefaglighed placerer den kommende pædagog i en krydsild af identitetstrusler med besværlige mestringer til følge.

Abstract
Six focus group interviews have been done to investigate, how social educators-to-be cope with threats to their professional identity. The finding is, that there are two patterns of coping: A robust pattern, where the claim to identity is about personal development and contributions to social educational endeavors. And a fragile pattern, where a claim to professional core competences imposed from the outside places the social educator to be in a crossfire of identity threats with troublesome copings as a result.

Professionsidentitet i bevægelse

2019-05-14T12:42:52+02:00

Artiklens ærinde er dels at udforske, hvordan pædagoger kan begribe og udvikle deres professionsidentitet, og dels at udfolde hvilken betydning bevægelse har for en teoretisk forståelse af professionsidentitet. En teoretiske indkredsning af begrebet professionsidentitet kvalificeres via et realist review og en interviewundersøgelse af fire daginstitutionspædagoger. Artiklen konkluderer, at self-efficacy, motivation, affektiv engagement og praksisfællesskaber kan anvendes som analytiske redskaber til at få øje på, hvordan pædagoger udvikler professionsidentitet i kontekster hvor bevægelse har et særligt fokus. Artiklens pointer perspektiveres afslutningsvist i relation til en analyse af læringsforståelser i bekendtgørelsen for pædagoguddannelsen.

Abstract
The purpose of this article is partly to explore how pedagogues understand and develop professional identity and partly to elaborate upon how pedagogues’ sense of embodiment and physical activity are significant to a theoretical understanding of professional identity. A theoretical identification of professional identity is informed and elaborated upon via a realist review and a study based on interviews of four daycare pedagogues. In conclusion the article specifies self-efficacy, motivation, affective commitment, and communities of practice as a relevant analytical apparatus to identify and discuss development of professional identity and the significance of sense of embodiment and physical activity in this context. Finally the conclusion is put into perspective in relation to the current Danish Bachelor Programme of Social Education

Det dubbla kompetenskravet

2019-05-15T10:33:54+02:00

I föreliggande studie undersöks lärarstudenters utveckling av kompetenser inom lärarutbildningen. Studien har sin bakgrund inom de utbildningstrender som har som ambition att föra samman en socialpedagogisk omsorgstradition med en skolämnesinriktad utbildningstradition, där vi menar att lärarutbildningen för lärare i fritidshem utgör ett exempel. Fokusgruppintervjuer har använts för att intervjua 16 avgångsstudenter på lärarprogrammet med inriktning mot arbete i fritidshem på ett lärosäte i Sverige. Intervjuerna analyserades med hjälp av tematisk analys och visar att utbildningen erbjuder skilda lärandemiljöer för utveckling av kompetenser som svarar mot ett dubbelt kompetenskrav: Återskapare, Medskapare och Nyskapare. Analysen tydliggör både skillnader och likheter mellan de tre kompetenserna men det är samtidigt viktigt att se dem som komplementära. Återskapare kännetecknas av en anpassad och reproducerad kompetensutveckling där studenterna aktivt väljer att bli antingen lärare inom fritidshemmet eller i sitt praktisk estetiska skolämne. Medskapare kännetecknas av att studenterna anpassar sig till utbildningens genomförande och producerar en parallell kompetens och blir lärare i fritidshemmet och sitt skolämne. Nyskapare har drag av en produktiv - kreativ kompetens där studenterna använder sina praktisk estetiska ämneskunskaper inom fritidshemmets verksamhet, och sin fritidspedagogiska kompetens i undervisningen av det praktisk estetiska ämnet. Resultatet diskuteras avslutningsvis i relation till utbildningens förmåga att erbjuda en kreativ kompetens.

Abstract
“The dual competence requirement - A study of teacher student competences in a new teacher education” examines students dealing with a dual competence requirement in teacher education. The study has its’ background in educational trends that aim to bring together a social pedagogical tradition with an educational tradition, with a focus on teacher training in School age educare (fritidshem). Focus group interviews have been used to interview 16 students in teacher education at a university in Sweden with a focus on working in school-age educare. A thematic analysis was implemented, where development of three different competences emerged that correspond to a dual competence requirement, which is Re-creators, Co-Creators and Innovators. The analysis highlights both the differences and similarities between the three competences, while also showing how the competences complement each other. The Re-creators are characterized by adapted and reproduced skills development, in which the student actively chooses to become either a teacher in the school-age educare or his subject. The Co-creators are characterized by the students adapting to the education’s implementation and producing parallel skills and becoming teachers in the school-age educare and their subject. The Innovators feature a productive creative competence in which the students use their practical aesthetic subject knowledge in the school-age educare activities, and their school-age educare skills in the teaching of the practical aesthetic subject. Findings are discussed in relation to the offering of creative skills.

Digitale teknologiers kulturkraft i daginstitutionen

2019-05-15T10:36:58+02:00

Digitale teknologiers kulturkraft i daginstitutionen undersøger den kulturelle produktion og reproduktion i daginstitutionen og inkluderer teknologier som en aktiv kulturel aktør. De empiriske data, der ligger til grund for analysen, stammer fra et praksisnært forsknings- og udviklingsprojekt initieret i 2014 af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold. Formålet med artiklen er at bidrage til en brugsbaseret forståelse af praksis med digitale teknologier i daginstitutionen. Analysen af de empiriske data viser børn, der omformer teknologierne til brug for leg og humor i børnefællesskabet. Når børn og pædagoger deltager i den samme aktivitet med digitale teknologier, er der en tendens til, at pædagogernes kultur og tolkning af teknologierne dominerer aktiviteten. Pædagogerne har en faglighed, der forstår værdierne i børnefællesskaberne, men deres teknologiforståelse er overvejende instrumentel. Dette skygger for en aktiv teknologiforståelse og for professionelle analyser af teknologiernes kulturkraft – både i relation til hverdagslivet i institutionen og i relation til de samfundsmæssige kampe i barnefeltet om vægtningen mellem børns leg og en læringsdagsorden.

Abstract
Digital technology as a cultural force in the day-care institution investigates the culture production and reproduction in the institution while including technology as an active cultural actor. The empirical data used in the analysis stem from a practice-oriented research and development project initiated by the Ministry for Children and Social Affairs in 2014. The aim of this article is to contribute to a user-oriented understanding of practices involving digital technologies in the day-care institution. Analysis of the empirical data shows children using and transforming digital technologies for the purposes of play and humor in the child community. When children and pedagogues are engaging in the same activity, there is a tendency that the culture of the pedagogues and their perception of the technologies dominate the setting. The pedagogues do have a professional comprehension of the values in the community of the children, but their comprehension of the digital technologies are predominantly instrumental. This prevents an active technology comprehension and a professional analysis of the cultural role of the technologies – in the actual day-care setting as well as in relation to the general societal struggles in the day-care field between emphasizing children’s play or the agenda of learning.