Pædagogisk rettethed og situerede evaluerende praksisser i pædagogisk arbejde

Resumé

Resumé
I den nye dagtilbudslov specificeres det, at læringsmiljøet i dagtilbuddet skal kvalificeres og evalueres kontinuerligt af pædagogerne gennem inddragelse af børns perspektiver (Dagtilbudsloven 2018 § 9.). Det kalder på ny viden om, hvordan vi involverer børns perspektiver i evaluering og udvikling af den pædagogiske praksis. Denne artikel bestræber at vise, hvordan pædagoger, med afsæt i børns perspektiver, dagligt møder og udvikler læringsmiljøet i dagtilbuddet. Med det empiriske udtryk situerede evaluerende praksisser viser artiklen, at den pædagogiske praksis har en evaluerende karakter i sig selv, fordi den har en pædagogisk rettethed indlejret i sig, der retter sig mod barnet og det pædagogiske projekt (Togsverd & Rothuizen, 2016). Med inspiration fra Max van Manens fænomenologi og forståelser af pædagogisk takt (Manen, 1991) og det pædagogiske øjeblik (Manen, 2012) er hensigten med artiklen først at vise, hvordan den pædagogiske rettethed på forskellige måder kommer til udtryk i pædagogisk arbejde. Dernæst at diskutere, hvordan pædagogers rettethed er et udtryk for pædagogisk kvalitet, og hvorfor den bør anerkendes som en vigtig del af pædagogers daglige evalueringspraksis med småbørn. På den måde tilstræber artiklen at bidrage med nye opmærksomheder omkring den evalueringskultur, dagtilbuddene lige nu står over for at skulle udvikle.

Abstract
Situated evaluative practices in pedagogical work
The new Danish Day Care Act specifies that the learning environment in daycare settings must be qualified and evaluated continuously by the pedagogues and with the involvement of children’s perspectives (Day Care Act 2018, Section 9). This implies the need for new knowledge about how we involve children’s perspectives in the evaluation and development of pedagogical practice. This article seeks to show how the pedagogues with the involvement of children’s perspectives develop the learning environment in a daycare setting. With the empirical term, situated evaluative practices the article proposes that pedagogical practice is evaluative in itself due to its inherent pedagogical intentionality. Inspired by Max van Manen’s “Phenomenology of Practice” (2007) and his concepts of pedagogical moment (2012) and pedagogical tact (1991), the purpose of the article is to, 1) describe and discuss pedagogical intentionality as a pedagogical situated and evaluative phenomenon, 2) to discuss why pedagogue’s intentionality should be recognized as an important part of pedagogue’s daily evaluation practice. The article thus seeks to contribute with new perspectives regarding the development of the new culture of evaluation, which Danish daycares currently are developing.