Seniorarbejdskraften og danske udbudsreformer med et indblik fra Frankrig

Resumé

Siden 1990’erne er det blevet en udbredt opfattelse blandt danske politikere, at det ene og alene er økonomiske incitamenter, der strukturerer menneskers færden, og at det kun er pekuniære gevinster, der kan få os til at arbejde. Af denne opfattelse følger ideen om, at beskæftigelsen kan øges ved at ændre på incitamentsstrukturen, og ideen er omsat i en lang serie af arbejdsudbudsreformer, f.eks. i form af kontanthjælps- og dagpengereformer. Sat på spidsen er grundideen, at hvis modtagere af sociale ydelser fattiggøres, så kommer de automatisk i arbejde. Også seniorerne har over de sidste 25 år været genstand for en lang række arbejdsudbudsreformer, der har sigtet mod at øge bestanden af seniorer på arbejdsmarkedet. I tilknytning hertil er beskæftigelsesraterne blandt seniorerne steget ganske markant. Men kan man tage for givet, at beskæftigelsesfremgangen blandt seniorer ene og alene er en funktion af forandringerne i de økonomiske incitamenter, eller kunne andre faktorer også have betydning for beskæftigelsesfremgangen? Hvilken rolle spiller f.eks. forandringer i efterspørgselsmønstrene for forandringerne i seniorernes beskæftigelsesmuligheder? Denne problematik vil nærmere blive diskuteret i denne kronik. Først redegøres der for, hvorledes Danmark har gennemført nogle af de mest vidtgående tilbagetræknings- og pensionsreformer i den vestlige verden. Heroverfor diskuteres den franske erfaring. Det interessante er således, at selvom Frankrig sammenlignet med Danmark har gennemført ganske moderate pensionsreformer, så blev arbejdsudbudsreformerne i Frankrig mødt med massive protester. Samlet problematiserer denne kronik, om arbejdsudbudsreformer er vejen frem i bestræbelserne på at fastholde flere ældre som erhvervsaktive.