Selvorganisering i offentlige organisationer

– hvem leder teamet, når modsætninger mødes?

Resumé

Selvledelse er igennem mere end et halvt århundrede blevet undersøgt og forbundet med organisatoriske og menneskelige gevinster, hvor alt fra demokratiske arbejdsforhold til øget produktivitet, mening og tilpasningsevne er fremhævet. I nyere tid er en ny organisatorisk form for selvledelse opstået, der går under betegnelsen ”den selvledende organisation”. Bestræbelserne i den selvledende organisation går på at bryde hierarkierne ned og give større ansvar og større autonomi til medarbejderne. Der er tale om et mere radikalt ansvar end de tidligere udgaver af selvledelse, da medarbejderne ikke alene har ansvar i arbejdet, men også over arbejdet, da de skal træffe beslutninger, løse konflikter og bidrage til organisationens udvikling. Principperne for den selvledende organisation vinder øget popularitet både i private og offentlige organisationer, hvor ledelseshierarkiet reduceres til fordel for øget selvledelse. Der er ikke desto mindre foretaget begrænset forskning i, hvordan medarbejdere oplever at arbejde i de selvledende organisationer, og hvilke konsekvenser principperne for den selvledende organisation får, når de anvendes i en offentlig organisation, der også er præget af hierarkisk styring. I denne artikel præsenteres et eksemplarisk casestudie af et lungeteam, der fungerer i en såkaldt hybrid mellem hierarki og den selvledende organisation. Casestudiet viser hvilke spændinger og modsætninger, der opstår i samarbejdet mellem læger og sygeplejersker i et tværfagligt team på en hospitalsafdeling, der har organiseret sig efter principperne for den selvledende organisation, mens det resterende hospital fortsat opererer i et ledelseshierarki. Studiet peger på, at principperne for den selvledende organisation har et konstruktivt virke for teamets tværfaglige udvikling, mens deres opgaveløsning bliver mere effektiv og tilpasningsdygtig.