Har vi brug for socialrådgivere på beskæftigelsesområdet?

Resumé

I overskriften på dette temanummer – ”Krise i velfærdsstaten – hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?” – findes en grundlæggende præmis, om at vi skal holde på de velfærdsprofessionelle. Det er en præmis, som jeg i første omgang tager for givet og som sætter gang i refleksioner om, hvad der kræves i forhold til socialt arbejde på beskæftigelsesområdet. Hvordan holder vi på socialrådgiverne, og hvordan sikrer vi, at de (begynder) at synes, at beskæftigelsesområdet er attraktivt nok, til at de søger arbejder der? Det synes naturligt at mene, at der er brug for socialfagligt dygtige medarbejder på området, særligt når det kommer til mennesker med andre problemer ud over ledighed. Men efter kort tid begynder jeg dog at overveje, om vi overhovedet bør holde på de socialrådgivere, der arbejder på beskæftigelsesområdet. For hvad er deres berettigelse i den aktive arbejdsmarkedspolitik egentlig? Kan det sågar være mere problematisk, at socialrådgivere som udøvere af en ”hjælpeprofession”, er med til at legitimere en politik og et system, som er sat i verden først og fremmest for at øge arbejdsudbuddet, og som endda med ret og pligt gør det via frivillig tvang? I denne kronik vil jeg argumentere for, at socialt arbejde og den aktive arbejdsmarkedspolitik har to meget forskellige målsætninger, som er blevet blandet sammen de sidste 20+ år. Det sociale arbejde hviler på et værdigrundlag, som i sig selv er et værdigt mål, og det bør derfor ikke blive instrumentaliseret til fordel for den aktive arbejdsmarkedspolitik. Vi, socialrådgivere og andre, der på forskellig vis arbejder omkring dette felt, bør holde fast i og tale det sociale arbejdes grundlag op, fordi dette bærer værdi i sig selv