Krise i velfærdsstaten – Hvordan holder vi på de velfærdsprofessionelle?

Resumé

Over de senere år er det blevet sværere at rekruttere og ikke mindst holde på sygeplejersker, lærere, pædagoger, socialrådgivere, politifolk, jordemødre og andre centrale professionelle, som vi som borgere har brug for i forskellige vigtige situationer gennem livet. Det er et stort samfundsproblem, der allerede nu betyder, at kommuner og regioner har svært ved at besætte ledige stillinger i fx skoler, daginstitutioner og på hospitaler med uddannet personale. Og problemet ser ikke ud til at blive mindre i fremtiden. En prognose lavet for Danske Professionshøjskoler viser, at der vil mangle over 35.000 sygeplejersker, lærere, pædagoger og socialrådgivere i 2030 (Damvad Analytics, 2021). Årsagerne til problemet og mulige løsninger har længe været diskuteret. Opmærksomheden har været rettet mod uddannelserne, fx mod et for stort frafald, men også mod overgange mellem uddannelse og arbejde – det såkaldte ”praksischok”. Desuden fremhæves vilkårene og arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, hvor der er blevet peget på mistillidsparadigmer, manglende mulighed for udfoldelse af faglighed, meningsløst bureaukrati og dokumentationsarbejde, tidspres og manglende løn- og karrieremuligheder. Den offentlige sektor har i de sidste mange år været under et stort forandringspres og underkastet skiftende typer af rationalisering, modernisering og omorganisering. Overskrifterne er mange: New Public Management, kvalitetsreformer, evidensbasering, co-production og tværprofesssionalisme. Ligeledes har der været introduceret en strøm af nye koncepter for ledelse, faglighed og organisering af arbejdet. Ser vi på den omfattende arbejdslivsforskning, der har beskæftiget sig med denne udvikling, får vi et billede af et arbejdsliv, der radikalt er forandret. Ikke kun i form af øget tidspres og stress i arbejdet, men også med udfordringer af faglighed, råderum, identitet og mening i arbejdet samt ledelses- og samarbejdsrelationer. Internationalt taler forskere som Fraser (2016), Dowling (2021), og Hansen, Dahl og Horn (2021) ligefrem om ”the crisis of care”, hvor reproduktivt arbejde – bredt betegnet som omsorg (care) – til stadighed er under pres, er underkendt og savner status, symbolsk såvel som materielt. På den baggrund kan det måske ikke undre, at det er vanskeligt at fastholde professionelle i velfærdsinstitutionerne i disse år. Imidlertid peger meget nordisk forskning på, at reformernes virkning er kompleks, ikke entydigt negativ og stærkt afhængigt af felt og lokal kontekst, ligesom det understreges, at selvom arbejdet i denne sektor nok ikke længere opfattes som et kald, er det arbejde, som opfattes som meningsfuldt – i det mindste potentielt (fx Bovbjerg, 2011; Ernst, 2016; Fejes, 2012; Kamp & Hansen, 2019; Selberg, 2013) Med afsæt i en stor interesse i det danske arbejdslivsforskningsfelt sætter Tidsskrift for Arbejdsliv i både dette og næste temanummer spot på arbejdslivet for de velfærdsprofessionelle. I dette nummer bringes således fire artikler, to kronikker og en anmeldelse indenfor temaet.