Teammøder i rehabilitativ hjemmepleje

Effektiv ensretning eller nuanceret faglig dialog?

Resumé

Tværfagligt samarbejde og teammøder hyldes i den aktuelle moderniseringsbølge af den offentlige
sektor. Her ses de som svaret på, hvordan faglig vidensdeling, kvalitet og effektivitet
kan højnes i arbejdet. I artiklen udfordres imidlertid denne antagelse ved at diskutere en række
barrierer, der medvirker til at forhindre, at de gode intentioner omsættes i praksis. Det sker ved
at fokusere på de normer- og gruppedynamikker, der kan opstå på teammøder, hvor medarbejdere
med forskellig status og faglighed deltager. Gennem observationer af tværfaglige møder
i hjemmeplejen analyseres det i artiklen, hvordan møderne iscenesættes og superviseres på
en måde, så sosu-medarbejdernes historier, om deres arbejde med at rehabilitere individuelle
ældre borgere, modtages og bearbejdes forskelligt af deres kollegaer og supervisorer. I artiklen
fremhæves, hvordan nogle historier udpeges som ’succeshistorier’, og derved resulterer i
anerkendelse, mens andre historier giver anledning til frustration og sanktioner på møderne.
En central pointe er, hvordan det sanktions- og belønningssystem, der etableres gennem udveksling
af historier på møderne, er baseret på én dominerende vision om, hvordan arbejdet
optimeres og håndteres ’professionelt’, og hvordan dette paradoksalt nok ensretter snarere end
åbner op for en kreativ dialog om alternative tilgange til arbejdet med ældre mennesker.