Retten til egen tid — tid i spændingsfeltet mellem professions. og lønmodtagerstrategier

Resumé

For de syersker, der syede fanerne i begyndelsen af 1900tallet, var broderingen af tallet otte velkendt. Ved majdemonstrationen i 1908 gik Th. Stauning i front under parolen, "8 timers arbejde, 8 timers frihed, 8 timers hvile", som udgjorde kernen i kampen mellem arbejdskøberne og arbejdssælgerne på den tid. Ved overenskomstforhandlingerne i 1920 blev den otte timers arbejdsdag, efter ca. 50 års kamp, en realitet for størstedelen af arbejdsmarkedet. Resultatet blev aldrig ophævet til lov og har derfor måttes forsvares lige siden. Polemisk kan man spørge til, hvornår denne historiske sejr blev sat over styr? Diskursivt er 37 timer fortsat den dominerende forståelse af en normalarbejdsuge. Men i det moderne arbejde, som bevæger sig mod grænseløshed, ser vi, at denne norm i stigende grad antastes; i praksis arbejder mange, til opgaven er løst, og IT understøtter en opløsning af grænser mellem arbejdstid og privat tid. Spørgsmålet er, hvordan fagbevægelsen skal forholde sig til arbejdstiden; giver det mening at regulere tiden i det moderne arbejde? Dette diskuterer vi med udgangspunkt i lærerfaget, hvor en ny overenskomst netop peger mod større selvregulering af tid og arbejde.