Indledning

Resumé

Dette nummer handler om det moderne arbejdslivs belastninger. De seneste år har en række analyser og rapporter peget på problemer i det psykiske arbejdsmiljø med udbrændthed og stress til følge. De tegner billedet af et moderne arbejde, som kræver ansvarlighed, fleksibilitet, selvstændighed og engagement. Ja, det ikke blot kræver, det tilbyder, udfordrer og lokker. arbejdet er forførende og kalder på personligheden. Men som det hedder i en undersøgelse af FTF'ernes psykiske arbejdsmiljø: 'Det slider på sjælen'. Ved siden af de konkrete undersøgelser har flere generelle diagnoser på det fleksible arbejdsliv vundet stor genklang også i Danmark. Det er blandt andet Richard Sennetts bog 'The corrosion of character' og Arlie Hochschilds 'The time bind', som begge beskriver, hvordan arbejdslivet invaderer andre livsområder og undergraver personligheden. Vi ønsker med dette nummer at se nærmere på, om det moderne arbejde, det såkaldt 'fleksible arbejde' adskiller sig fra det traditionelle arbejde-ikke blot ved dets større frihedsgrader, åbenhed og alsidighed, men også ved dets belastninger. Det traditionelle arbejde var styret i detaljer fra oven via en hierarkisk og bureaukratisk organisation. Taylorismen betragtede medarbejderne som anonyme arbejdsmaskiner og drev rovdrift på dem ved en stærkt ensidig udnyttelse af deres arbejdsevner. Mennesket var et upersonligt led i en rationel produktionsmaskine. Det var rationelt, men 'et rationelt vanvid' ifølge Bernard Dorays' (1988) analyse af taylorismen og fordismen. Det fremmedbestemte arbejde gav kun få muligheder for autonomi, personlig indlevelse eller oplevelse af mening. Produktionen købte menneskers arbejdskraft, ikke deres person. I det traditionelle arbejde var subjektiviteten uønsket, det var et forstyrrende element, der skulle fjernes gennem detaljerede forskrifter for arbejdets udførelse. Hvad arbejderen mente og tænkte og følte, var i princippet ligegyldigt, hvis hun bare kom til tiden og gjorde, som der blev sagt. Sådan som det stadig kan gælde visse steder i dag på danske slagterier og andre samlebåndsfabrikker. Den tilsyneladende fremmedgørelse og instrumentalisering af arbejdet viste imidlertid kun en side af historien. For det første fordi produktionen aldrig i praksis kunne køre efter den 'videnskabelige ledelses' rationelle principper. Der var altid brug for menneskelig indgriben og omtanke, også fra manden på gulvet. For det andet fordi medarbejderne selv i det underordnede og rutineprægede arbejde søger mening, udfoldelse og bekræftelse. De forsøger at identificere sig med arbejdets indhold og at opleve arbejdet meningsfuldt-ofte på trods af dårlige vilkår. Og endelig fik den rationelt organiserede industriproduktion sit eget modstykke i den organiserede arbejderbevægelse. Den sikrede den sociale integration af arbejderne både i et stærkt socialt fællesskab på arbejdspladsen og i velfærdsstaten. Den kollektive organisering og det organiserede arbejdsmarked bidrog til at afbøde en del af det traditionelle arbejdes belastninger-både meningsløsheden og nedslidningen. Faktisk er det sådan, at industrisamfundet i dag er kommet til at fremstå som den meningsfulde, trygge og stabile orden over-for det moderne, fleksible arbejdssamfunds opløsende kræfter. Det gælder for eksempel i den nævnte bog af Richard Sennetts, som