STOFBRUG, STOFAFHÆNGIGHED OG SUBSTITUTIONSBEHANDLING: FRA MORFIN TIL METADON

Resumé

Det er i dag en udbredt antagelse, at stofmisbrug og stofafhængighed først og fremmest er et spørgsmål om sammenhængen mellem stof og adfærd, forstået på den måde at det er stofferne i sig selv og deres virkning, der har frembragt en stor gruppe af socialt marginaliserede og på en lang række områder svært belastede stofmisbrugere. Hensigten med denne artikel er at vise, at der står meget mere på spil.

I sine forsøg på at komme stofproblemerne til livs har samfundet især satset på to redskaber: kriminalisering og behandling. Disse former for respons har på deres side været af afgørende betydning for den situation og de handlemuligheder, som stofmisbrugere i og uden for behandlingssystemet har måttet forholde sig til gennem de sidste mange år. Med Danmark som hovedeksempel vil jeg i det følgende illustrere, hvordan brugen af opiater såvel som samfundets holdninger og interventioner i forhold hertil har undergået forandringer gennem de seneste godt og vel 100 år.

Artiklen falder i fire dele. Den første del er en introduktion til og problematisering af de begreber, som anvendes i forhold til karakteristikken af stof(mis)brugsproblematikken. Det drejer sig først og fremmest om begreberne stofmisbrug og afhængighed. I anden del opridses udviklingen af opiatforbrugets historie fra den overvejende lægeudskrevne morfin til heroinens indtog i 1970’erne. Her vises det, at morfinbrugerne indtil 1940’erne repræsenterede alle samfundslag og at fænomenet ikke gav anledning til den moralsk fordømmelse, samfundsdebat og -indgriben, som det blev tilfældet, da socialt afvigende gruppers forbrug af stimulanser efter 2. verdenskrig og ikke mindst nye og yngre grupper af brugere med hidtil ukendte forbrugsmønstre, blev synlige i løbet af 1960’erne. Tredje del omhandler behandlingstiltagenes historie. Fokus hviler her på metadonbehandlingen, som i løbet af de seneste 20 år har udviklet sig til at blive den dominerende behandlingsform på området, og som fra begyndelsen og til i dag synes at være kendetegnet ved en halvhjertet eller modvillig behandlingsindsats, et dilemma, som dybest set synes at bestå i moralsk og politisk modvilje mod at behandle stofafhængighed med et afhængighedsskabende middel. Den fjerde og sidste del handler om brugernes perspektiver på metadon og metadonbehandling. Det vil her fremgå, at samfundets ambivalens til såvel stofmisbrug, stofmisbrugere og metadonbehandling afspejler sig i metadonbrugernes oplevelser af behandlingen, det være sig som klienter i behandlingssystemet såvel som borgere. På trods af at de i deres hverdag får mulighed for at erstatte det illegale stofbrug med legal medicin, er det en gennemgående oplevelse, at deres ’stofmisbrugerstatus’ hænger ved, og at systemet fastholder dem i en marginaliseret og uværdig position.

Formålet med denne artikel er altså kort sagt at beskrive stofmisbrug som et samfundsmæssigt produceret problem og skal ses som et forsøg på at nuancere den relativt rodfæstede forestilling om, at stofmisbrugere er karakter- og viljesvage personer, der dybest set selv er skyld i deres elendighed. Artiklens historiske vinkel på kriminalisering og behandling af stofmisbrug viser, at stofmisbrugere skabes af særlige samfundsmæssige vilkår, hvilket på sin side skaber de billeder, der fremstilles af dem. Stoffers og stofbrugeres status er således hverken statisk eller absolut, men udvikles i et samspil mellem ideologiske, moralske, politiske og videnskabelige fortolkninger, definitioner og interventioner.