NÅR HÅB SKABER RO I KAOS

ERINDRINGER OM OMSORG, TEMPORALITET OG HÅBETS LANGSOMME TILBLIVELSE

Resumé

Dette analytiske essay undersøger, hvordan håbets langsomme tilblivelse kan spores i nære pårørendes omsorgspraksisser omkring forældre, der har mistet deres barn. Essayet tager afsæt i Collective Memory Work som metodisk og epistemologisk tilgang og bygger på empirisk materiale, der er udviklet i fællesskab med forældrenes nærmeste omsorgsrelationer. Jeg retter særligt opmærksomheden mod to unge par, som jeg vil introducere gennem deres egne tekster og mine rekonstruktioner af vores fælles arbejde, for at vise forbindelserne mellem omsorg, tid og håb i en tid præget af kaos, hvor livet ikke længere giver mening. Formålet er at belyse, hvordan omsorg, tid og håb væves sammen i den kaotiske og stillestående tid efter barnets død. Jeg skriver essayet i jeg-form som et bevidst genrevalg og trækker på kvalitative formidlingsgreb med inspiration fra det terapeutiske casestudie, det narrative og metaforen, hvor sproget kan være konnotativt og ikke blot denotativt, ud fra en betragtning om at beskrive et komplekst socialt fænomen. Dermed forankres analysen både i relationerne mellem de unge pars erindringer og i mine egne erfaringer fra adskillige års omsorgsarbejde med familier, der lever med kritisk syge børn eller har mistet deres barn. Netop vævningen mellem deres erindringer, erfaring og analyse er med til at lade læseren følge tekstens bevægelse mellem det nære, det etiske og det empiriske. Med teoretisk inspiration fra Gabriel Marcels forståelse af håb som relationelt og eksistentielt og Stenners in-between spaces argumenterer jeg for, at omsorg i nære relationers fællesskaber kan forstås som en liminal og håbsbærende praksis. Det er i disse in-between spaces, at der opstår en form for medværen og relationel frihed, hvor konturerne af håb langsomt kan anes, og hvor livet igen begynder at give blot en smule mening.