Erindringens natur og historie

Resumé

I artiklens første del karakteriseres den viden, vi erindrer, som situationel (dvs. visende hen til en specifik situation) og personlig (dvs. visende hen til at subjektet selv har oplevet situationen). Denne såkaldte episodiske viden afgrænses endvidere fra almengjorte vidensformer (ikke-situationel og/eller ikke-personlig viden). I artiklens anden del afvises den almindelige antagelse, at tilegnelse af episodisk viden er en primitiv, onto- og fylogenetisk oprindelig erkendelsesform. Der argumenteres tværtimod for, at erindring af episoder som situations- og personspecifikke forudsætter, at subjektet i forvejen råder over en betydelig almen viden i form af skemaer, som episodernes sted, tid og subjekt kan bestemmes i forhold til. Endelig skitseres den historiske udvikling af spatiale og temporale skemaer samt subjekt-skemaer (dvs. subjektets selv-begreb) med udgangspunkt i de krav, som livsvirksomhedens materielle og sociale processer må antages at have stillet i historiens løb. Skemaernes udvikling betragtes
som forløbende fra operationelle til deklarative skemaer og videre fra centrerede tildecentrerede skemaer.