Det komparative problem:

Hvad er forholdet mellem humanpsykologi og dyrepsykologi?

Resumé

Videnskab beror på sammenligning, det være sig mellem hypoteser og observationer som mellem numerable enheder og diverse målestokke. Livsvidenskabernes - herunder psykologiens - såkaldte komparative problem adskiller sig fra andre videnskabers sammenligningsproblemer kun derved, at der er tale om sammenligninger mellem forskellige dyrearter, deres organstrukturer og disses funktionelle egenskaber eller udsnit af arternes adfærdsrepertoire. Som tilfældet er ved udforskning af relationer mellem forskellige typer af fysiske fænomener, f.eks. varme, bevægelse, elektricitet, kræver sammenligninger mellem arter en teoretisk baggrund, som kan fastlægge sammenligningskriterier og måleenheder. Hvad angår livsvidenskaberne er en sådan
baggrund tildels at finde i evolutionsteorien, der har muliggjort en global systematik af klodens dyrearter, dels i modeller for mere specifikke bygningstræks og egenskabers fylogenese - således modeller for menneskehjernens evolution, motivationssystemers og hormoners gradvise differentiering i løbet af arternes udvikling osv. I løbet af dette århundrede er der fra denne teoretiske basis udviklet kriterier for sammenligning mellem dyrearter indbyrdes og mellem nogle af disse og mennesket - også hvad angår adfærd og visse psykiske egenskaber. Behaviourismens uholdbare generaliseringer af indlæringsprincipper fundet ved forsøg med ganske få arter kan herefter erstattes med andre og bedre kriterier på ligheder og forskelle mht. adfærd og indlæring arterne imellem. Blandt sådanne omtales homologe (strukturelle) og analoge (funktionelle) kriterier samt disses metodekritiske grundlag,
og der gives nogle eksempler på resultater opnået ved sådanne sammenligninger: opdagelsen af feedback og feedforward; afklaringen af arv-miljø interaktionen; funktionelle ligheder i menneskers og dyrs prosemantiske kommunikation; arkaiske motivationer i menneskets adfærd og motiver til handling; ligheder i primaternes sociale organisation. Til slut omtales P.D. MacLean's triune hjernemodel, der med sin anatomiske og funktionelle opdeling af menneskehjernen i en reptilhjerne,
en tidlig pattedyrhjerne og en primathjerne giver løfter om at kunne redegøre samlet for de fundne ligheder i landdyrenes adfærd og psykiske reaktioner.