PSYKOANALYSENS OVERFØRING: BEVÆGELSEN MOD ET DIALOGISK PARADIGME

Resumé

Allerede Freud var opmærksom på psykoanalysens interpersonelle dynamik – det forhold, at en behandling udspiller sig på en aktuel scene og i en aktuel relation. Han var også opmærksom

på psykoanalysens narrative dimensioner, om end i en lidt anden form end hos Donald P. Spence. Men hvor freudiansk psykoanalytisk behandling især var interesseret i fortidens fortrængte

historie, er moderne psykoanalyse i stigende grad et arbejde med objektrelationer i en nutidig kontekst, dvs. i det aktuelle forhold mellem analysand og analytiker. Det har også betydet et ændret syn på overføringen, hvor overføring nu tildeles værdi, fordi den i en dialog med nutiden medvirker til at reorganisere analysandens intrapsykiske og interpersonelle forhold. Senere psykoanalyse (hos Hans W. Loewald, André Green og hos Merton M. Gill) kan i flere henseender betragtes som en videreudvikling af indsigter, som Freud havde, men ikke altid tog de fulde konsekvenser af. Loewald og Green gør brug af D.W. Winnicott i en udbygget forståelse af Freuds begreb om overføringen som et »Zwischenreich« og peger mod et dialogisk paradigme, som synes at samsvare Arnold Coopers modernistiske syn på overføringen.