LIVSFORSTÅELSE OG ETIK I PSYKOTERAPI

Resumé

Etik drejer sig om, hvorledes mennesker forholder sig til hinanden - eller hvorledes det ene menneske tager ansvar for den magt, han eller hun uundgåeligt har over sine medmennesker. Formulering af en etik vedrørende psykoterapi forudsætter en forståelse af arten af den indbyrdes relation mellem terapeut og klient. Den kan beskrives som et psykodynamisk samspil mellem to personer eller som et almenmenneskeligt forhold, der ganske vist udfolder sig på nogle bestemte, aftalte præmisser. De to anskuelsesmåder indebærer hver især regler for det indbyrdes forhold - henholdsvis regler for terapiens rette udførelse og regler for, hvad der er almindelig ansvarlig adfærd overfor andre. Det bagvedliggende menneskesyn er ligeledes forskelligt - i det første tilfælde baserer det sig på en videnskabelig ontologi, i det andet på antagelsen af nogle grundmenneskelige vilkår, der drejer sig om indbyrdes magt og ansvar. Det psykoterapeutiske terapeut-klient forhold rummer begge sider, en professionel og en almenmenneskelig. Dette har følger for såvel praksis som teori. Etisk forsvarlig psykoterapeutisk praksis må operere med en bred livsforståelse, der trækker på begge sider af klient-terapeut relationen. Og den teoretiske forståelse af psykoterapiens effekt forudsætter tilsvarende en egenforståelse i psykoterapi, der er bredere end den, en empirisk videnskabelig psykologi kan yde. Dvs. psykoterapi må definere sig som værende på samme tid en empirisk og en humanistisk videnskab.