ETIK OG NARRATIVITETENS TRE NIVEAU’ER

Resumé

Der skelnes her mellem tre narrative niveau’er: Urfortælling, livshistorie og grundfortælling. Den fortælling, som et menneske fortæller, når det beretter om sit liv, er dets livshistorie. Men denne indeholder eller implicerer ikke nødvendigvis en etik, dvs. en forestilling om det gode liv. Spørgsmålet er så, om dette er tilfældet, når terapeuten udlægger livshistorien i lyset af en narrativ model, der kan være en freudiansk »familieroman « eller et eventyr, kort sagt urfortællinger. Svaret er, at livshistorie og urfortælling er de første skridt henimod en etik, men at ingen af dem hver for sig eller i sammenhæng kan anvise en etik. Der behøves en tredje form for fortælling, en grundfortælling. Ligesom urfortællingen er grundfortællingen en narrativ model for forståelse af livshistorien, men medens urfortællingen er en slags generaliseret erindring, der i hovedsagen peger bagud imod det liv, der allerede er levet, er grundfortællingen en generaliseret forventning, der i hovedsagen peger fremad mod de muligheder, som livet rummer. Man kan derfor sige, at urfortællingen forholder sig til livshistorien som arkæologi, medens grundfortællingen forholder sig til den som eskatologi. Både urfortælling og grundfortælling har således deres berettigelse og nødvendighed i kraft af deres belysning af livshistorien, medens livshistorien omvendt får sin mening fra de to meta-narrative modeller for sand eksistens. Konklusionen er, at livshistorien i sig selv ikke kan orientere nogen eller noget. Der ville f.eks. ikke være noget opbyggeligt i, hvad Hitler eller Stalin kunne fortælle om deres eget liv. Destruktive eller ulykkelige menneskers livshistorie kan ikke frigøre nogen. Men psykoanalyse og etik, urfortællinger og grundfortællinger, kan bringe os ind i det lys, der redder vores livshistorie fra skibbrud.