NOVICE-TERAPEUTERS FORUDSÆTNINGER FOR AT PRAKTISERE INTEGRATIV PSYKOTERAPI

Resumé

Med afsæt i et kort rids af de forskellige betydninger af integrativ psykoterapi og de forskellige måder, hvorpå det kan praktiseres, er det gennemgående fokus i artiklen at undersøge novicers forudsætninger for at praktisere integrativ psykoterapi. Vordende psykologer tilegner sig på studiet et bredt
kendskab til anvendte og almenpsykologiske discipliner. Dersom de i overgangen til psykoterapeutisk praksis afgrænser sig til én bestemt terapiform, vil det indebære, at man må sætte parentes om en betydelig del af den tilegnede viden fra studiet. Integrativ psykoterapi fremstår som et alternativ, der er karakteriseret af en åbenhed for at kombinere forskellige teorier, teknikker og behandlingsformer med henblik på at tilpasse behandlingen efter klientens idiosynkratiske behov. Artiklen opererer med en udvidet forståelse for, hvad der kan være genstand for integration, idet der argumenteres for, at forholdet
mellem teori/praksis, nomotetisk/idiografisk viden, terapeutens personlighed og måder at agere på i terapien også indgår i integrative processer. Integration hos novicer skildres som en måde, hvorpå vedkommende kan udvikle sig som terapeut, frem for en bestemt måde at praktisere psykoterapi på. På den ene side indebærer integrativ psykoterapi en mulighed for at udvælge og blande teorier og interventioner, der synes at passe bedst i mødet med den enkelte klient for at forbedre terapien. På den anden side er der en risiko for, at terapien bliver usammenhængende, uoverskuelig og baseret på et ubevidst hensyn til egne behov, frem for hvad der tjener klienten bedst. Det konkluderes, at novicer kan arbejde integrativt i det omfang, de er i stand til at regulere den kompleksitet, integrative processer indebærer, ud fra deres kognitive og emotionelle kapacitet i terapisituation.