Temporalitet som nøgle til forståelsen af Meads socialpsykologi

Resumé

Artiklens formål er at redegøre for G.H. Meads begreb om temporalitet som en central nøgle til forståelsen af hans teori om selvets dannelse og social interaktion. Denne teori, eller måske snarere skitse til en teori, præsenterer han i sin lille bog fra 1932: ”The Philosophy of the present”2. Her skriver han om øjeblikket – og dermed det mest flygtige aspekt af tiden – som virkelighedens locus. For at vi kan forstå os selv og den interaktion, vi indgår i, må vi nødvendigvis kæde øjeblikke sammen – ikke som perler på en snor, men som et sammenhængende forløb, hvor nutid, fremtid og fortid gennemtrænger hinanden, som det er tilfældet i oplevelsen af en melodi. Tiden skal i Meads perspektiv ikke forstås som en kanal eller en beholder, som det oplevelsesmæssige indhold løber igennem. Tiden er selve dette kvalitative indhold. Hverken hukommelsen af fortidige begivenheder eller skabelse af selvet er nogen fast størrelse, men under konstant redigering og konstruktion, hvis udgangspunkt er det konkrete øjeblik her og nu. Meads begreb om temporalitet giver en bedre forståelse for hans socialpsykologiske bidrag til sociologien samt til hans mere filosofiske indsigter, der kan læses som grundsten til et narrativt perspektiv. Mead drager ikke selv denne konklusion, men det ligger ligefor at koble Meads forståelse af temporalitet med et fokus på meningsskabelse via narrativitet.