Om den ikke-aristoteliske fortælleteknik

Ulla Ryum, f. 1937 på Frederiksberg, som datter af cand. jur. og sekretariatschef Steen Ryum og syerske Elise Kirstine Hammer. Hun vokser op i et katolsk og politisk venstreorienteret hjem; hendes far var aktiv i modstandsbevægelsen, hendes mor medstifter af det kommunistiske Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, og hun betragter sig selv som både kommunist og katolik – samtidig.
Ryum debuterede som forfatter i 1962 med romanen Spejl og skriver de efterfølgende år en række prosaværker, bl.a. romanerne Natsangersken, 1963, Latterfuglen, 1965, Jakelnatten, 1967 og novellesamlingerne Tusindskove, 1969 og Noter om idag og igår, 1971. Hendes debut som dramatiker i 1965 sker i overensstemmelse med tidligere tiders levned for faget på Radioteatret med stykket Når alting er godt, bliver enden god. Derefter skriver hun en lang række dramatiske værker til bl.a. Radioteatret, Comediehuset, Folketeatret, Det Kgl. Teater samt TV-Teatret. (Seks værker: Ved en fiskerig sø (1969), Den bedrøvede bugtaler (1971), Myterne (1973), Krigen (1975), Denne ene dag (1976), Jægerens ansigter (1978) og Og fuglene synger igen (1980) er udgivet samlet i Seks Skuespil, Vindrose 1990).
Fra 1973 begynder hun at instruere sine egne stykker på bl.a. Radioteatret og Comediehuset, hvor hun især roses for kompositionerne og anvendelsen af de lydlige og musikalske parametre. I 1987 udkommer Kvindesprog – udtryk og det sete, en essaysamling om kvinders udtryksformer, og i 1990 bliver hun ph.d. i teatervidenskab med afhandlingen Dramaets fiktive talehandlinger (Borgen, 1993).
Igennem årene bestrider hun en række tillidshverv, bl.a. i Dansk Forfatterforenings bestyrelse (1973–76), som landsformand for Danmarks Demokratiske Kvindeforbund (fra 1975), i Statens Kunstfonds Litterære Tremandsudvalg (1977–80) og Nordisk Teaterkomité (1981-85). Sideløbende har hun en omfattende undervisningspraksis på Statens Teaterskole, Filmskolen, Forfatterskolen, adskillige andre steder i Norden og senere i Canada.