At spille på den store scene
– om performativitet og teatralitet i Christoph Schlingensiefs aktion Bitte liebt Österreich!
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v5i9.107653Nøgleord:
teatralitetsteori, performativitetsteori, intervenerende kunst, Christoph Schlingensief, Bitte liebt Österreich!Resumé
In »Acting on the big stage« Gade demonstrates the analytical gains in applying both a theory of performativity and a theory of theatricality to describe two different levels of staging and their interaction in Christoph Schlingensiefs performance Bitte liebt Österreich – Auslander Raus (2000).
Referencer
1—»Vind med Christoph – interview med Christoph Schlingensief« v. Solveig Gade i Weekendavisen,
november, 2003.
2—Se hertil Guy Debord: Skuespilsamfundet, København: Rhodos, 1972.3—Se hertil Peter Weibel: Kontextkunst – Art of the 90’s, Köln: Dumont Buchverlag, 1994, Grant Kester: Conversation Pieces. Community and Communication in Modern Art, Berkeley: The University of California Press, 2004, Suzanne Lacy: Mapping the Terrain: New Genre Public Art, Seattle: Bay Press, 1995, Nicolas Bourriaud: Relational Aesthetics, les presses du réel, 2002, Rasheed Areen et. al. (ed.): Remarks on interventive Tendencies, København: Borgen 2000 og Lene Torzen Bager: Interventionskunst – kunstens aktuelle
evne til at iagttage,A.C.T.S, 2004.
4—Mere specifikt kunne man definere et sådant »konventionelt teaterbegreb« med henvisning til Eric Bentleys berømte defintion af teater som A, der spiller B over for C.
5—Jf. Paul Poets dokumentarfilm Ausländer Raus – Schlingensiefs Container, 2001.
6—Jf. Paul Poets dokumentarfilm Ausländer Raus – Schlingensiefs Container, 2001.
7—Schneider udviklede begrebet i løbet af kurset »Theatricality and performance« v. Department for Performance Studies, NYU, efteråret 2005. Man kan læse mere om det i hendes kommende bog om reenactment.
8—I den dokumentariske bog Schlingensiefs Ausländer Raus (ed.: Matthias Lilienthal og Claus Phillip), Frankfurt am Main: Suhrkamp 2000 kan man læse om, hvordan de lokale myndigheder gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at få anbragt containeren alle andre steder end netop på den repræsentative plads ved siden af Staatsoper.
9—Med begrebet om offentlighedens pluralistiske karakter trækker jeg på Oskar Negt og Alexander Kluges kritik af Jürgen Habermas’ begreb om den borgerlige offentlighed (se hertil Negt og Kluge: Öffentlichkeit und Erfahrung, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1972). For en grundig sammenligning af disse to divergerende offentlighedsopfattelser se fx Henrik Kaare Nielsen: Kritisk teori og samtidsanalyse, Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2001.
10—Negt og Kluge definerer i Öffentlichkeit und Erfahrung »produktionsoffentlighed« som spændende fra de kommercielle medier til de private koncerners offentlighedsarbejde. Drevet af profitmotiver penetrerer produktionsoffentlighederne så at sige den enkelte borgers privatsfære i et målrettet forsøg på at appropriere de basale behov, som i kollektiv organiseret form kunne udgøre et modstandspotentiale.
11—Butler: »Critically Queer« in Bodies that matter, New York & London: Routledge, 1993, p. 234.
12—Fischer-Lichte: Ästhetik des Performativen, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2004, p. 41.
13—Ibid, p. 47, min fremhævelse. Denne opførelsens særlige medialitet betegner Fischer- Lichte også som den »autopoietiske feedbacksløjfe« mellem aktører og tilskuere (p. 59).
14—Skønt Fischer-Lichte nævner alt fra litteratur til installationskunst i sin oplistning af kunstarter, som hendes performativitetsbegreb skulle kunne appliceres på, er det ikke de respektive kunstarter an sich, men derimod disse kunstarters placering i en særlig opførelsessituation, hun hæfter sig ved. Når hun skal argumentere for fx litteraturens performative aspekt, er det således ikke så meget den performativitet, der måtte være på spil i teksten, hun påpeger, men derimod den opførelsesmæssige situation, hvor en forfatter læser op af sit værk for et publikum. (jf. ibid, p. 24-25).
15—Netop fordi den teatrale metafor, som Butler benyttede i ovennævnte essay og Gender Trouble, blev taget for bogstaveligt, lægger Butler i forordet til Bodies that matter og ikke mindst i essayet »Critically Queer« afstand til den teatrale figur for eksplicit at orientere sig mod Derridas kritiske læsning af Austin. Af en note på s. 40 i Ästhetik des Performativen fremgår det, at Fischer-Lichte faktisk godt er klar over, at hun for at få Butler til at »passe ind i sit kram« udelader en ikke uvæsentlig del af dennes tænkning. Det skal da også retfærdigvis bemærkes, at det ikke er Butlers identitetspolitiske dagsorden, der er genstand for Fischer-Lichtes interesse, men derimod det aspekt af Butlers »performativitetsteori«, der kan bidrage til nogle principielle overvejelser omkring den performativt orienterede kunst.
16—Chantal Mouffe: »For an Agonistic Public Sphere« in Democracy Unrealized (ed.: Okwui Enwesor et al.), Ostfeldern-Ruit: Hatje Cantz, 2002, p. 90. Se endvidere Chantal Mouffe On the Political, London & New York: Routledge, 2005.
17—Morten Kyndrup har i bl.a. »Kunstværk, dom subjektivitet« i Passepartout nr. 22, 2003, argumenteret for, hvordan Immanuel Kants idé om en særlig æstetisk fællessans, der skulle kunne forene menneskeheden i en følelse af frihed på tværs af sociale skel, snarere end have status af en egentlig realitet, kan siges at fungere som et regulerende ideal. Et ideal på baggrund af hvilket, vi kan fremsætte vor æstetiske dom »som om« der gaves en sådan fællessans, der kunne garantere dommens objektive og almene karakter. Det er nu min pointe, at det forholder sig på lignende vis med offentlighedsbegrebet, nærmere bestemt Jürgen Habermas’ kantiansk inspirerede og universelt aspirerende ideal om borgerlig offentlighed. Om end den tidlige Habermas i sin analyse af den borgerlige offentligheds fremkomst kan siges at sammenblande det deskriptive og det præskriptive niveau, betoner han flere steder, at det fulde utopiske potentiale af idéen om borgerlig offentlighed og de værdier, som knytter sig hertil, endnu aldrig er blevet fuldt ud realiseret. (se fx Habermas: Borgerlig offentlighet, Fremad, 1976, s. 22). Den habermasianske konception af borgerlig offentlighed eksisterer med andre ord ikke som et historisk faktum eller en realitet an sich, men derimod som et regulerende ideal. Et ideal, der byder os at
transcendere egne behov og interesser for som rationelle subjekter i diskursiv interaktion at ræsonnere os frem til en konsensus vedrørende almenvellet. Af pladsmæssige hensyn kan jeg ikke udfolde denne pointe nærmere her, men i min afhandling undersøger jeg – inspireret af bl.a. Henrik Kaare Nielsens offentlighedsteori – hvordan elementer fra henholdsvis Negt og Kluges partikularistiske og Habermas’ universelle offentlighedskonception virker sammen i en lang række af samtidskunstens relationelt og dialogisk anlagte praksisser.
18—Se hertil bl.a. særnummeret af Substance om teatralitet (Substance Vol. 31, Nos.2&3, 2002. Red.: Josette Féral), Theatre Research Internationals nummer om teatralitet (TRI, vol. 20, nr. 2, 1995. Red.: Erika Fischer-Lichte) og Peripetis temanummer om teatralitet (Peripeti, 7, 2007, red.: Erik Exe Christoffersen og Torunn Kjølner). For nyere bøger om teatralitetsbegrebet se endvidere Tracy C. Davis og Thomas Postlewait: Theatricality, Cambridge: Cambridge University Press, 2003 og Anne-Britt Gran: Vår teatrale tid,
Oslo: Dinamo Forlag, 2004. 19—Mens man i den europæiske teaterforskning groft sagt har foretrukket teaterbegrebet frem for performance-betegnelsen op igennem 1980erne og 90erne, har man inden for
anglo-amerikansk regi – bl.a. med henvisning til Performance Studies’ eksplicit politiske profil og relation til Cultural Studies – omvendt benyttet sig af primært performancebegrebet (se hertil Janelle Reinelt: »The Politics of Discourse: Performativity meets Theatricality « in Substance, vol. 31, no. 2&3, 2002).20—Sauter: The Theatrical Event, Iowa City: University of Iowa Press, 2000, p. 70.
21—Se Fischer-Lichte: »Grenzgänge und Tauschhandel« in Performanz,Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2002, p. 299.
22—Se hertil Morten Kyndrup: »Framing – interpretation og rammebestemthed« in Riften og sløret, Århus: Aarhus Universitetsforlag, 1998.
23—Sandra Umathum: »Der Theatermacher« in Theaterwissenschaftliche Beiträge, Theater der Zeit, oktober 2000, p. 38.
november, 2003.
2—Se hertil Guy Debord: Skuespilsamfundet, København: Rhodos, 1972.3—Se hertil Peter Weibel: Kontextkunst – Art of the 90’s, Köln: Dumont Buchverlag, 1994, Grant Kester: Conversation Pieces. Community and Communication in Modern Art, Berkeley: The University of California Press, 2004, Suzanne Lacy: Mapping the Terrain: New Genre Public Art, Seattle: Bay Press, 1995, Nicolas Bourriaud: Relational Aesthetics, les presses du réel, 2002, Rasheed Areen et. al. (ed.): Remarks on interventive Tendencies, København: Borgen 2000 og Lene Torzen Bager: Interventionskunst – kunstens aktuelle
evne til at iagttage,A.C.T.S, 2004.
4—Mere specifikt kunne man definere et sådant »konventionelt teaterbegreb« med henvisning til Eric Bentleys berømte defintion af teater som A, der spiller B over for C.
5—Jf. Paul Poets dokumentarfilm Ausländer Raus – Schlingensiefs Container, 2001.
6—Jf. Paul Poets dokumentarfilm Ausländer Raus – Schlingensiefs Container, 2001.
7—Schneider udviklede begrebet i løbet af kurset »Theatricality and performance« v. Department for Performance Studies, NYU, efteråret 2005. Man kan læse mere om det i hendes kommende bog om reenactment.
8—I den dokumentariske bog Schlingensiefs Ausländer Raus (ed.: Matthias Lilienthal og Claus Phillip), Frankfurt am Main: Suhrkamp 2000 kan man læse om, hvordan de lokale myndigheder gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at få anbragt containeren alle andre steder end netop på den repræsentative plads ved siden af Staatsoper.
9—Med begrebet om offentlighedens pluralistiske karakter trækker jeg på Oskar Negt og Alexander Kluges kritik af Jürgen Habermas’ begreb om den borgerlige offentlighed (se hertil Negt og Kluge: Öffentlichkeit und Erfahrung, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 1972). For en grundig sammenligning af disse to divergerende offentlighedsopfattelser se fx Henrik Kaare Nielsen: Kritisk teori og samtidsanalyse, Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2001.
10—Negt og Kluge definerer i Öffentlichkeit und Erfahrung »produktionsoffentlighed« som spændende fra de kommercielle medier til de private koncerners offentlighedsarbejde. Drevet af profitmotiver penetrerer produktionsoffentlighederne så at sige den enkelte borgers privatsfære i et målrettet forsøg på at appropriere de basale behov, som i kollektiv organiseret form kunne udgøre et modstandspotentiale.
11—Butler: »Critically Queer« in Bodies that matter, New York & London: Routledge, 1993, p. 234.
12—Fischer-Lichte: Ästhetik des Performativen, Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2004, p. 41.
13—Ibid, p. 47, min fremhævelse. Denne opførelsens særlige medialitet betegner Fischer- Lichte også som den »autopoietiske feedbacksløjfe« mellem aktører og tilskuere (p. 59).
14—Skønt Fischer-Lichte nævner alt fra litteratur til installationskunst i sin oplistning af kunstarter, som hendes performativitetsbegreb skulle kunne appliceres på, er det ikke de respektive kunstarter an sich, men derimod disse kunstarters placering i en særlig opførelsessituation, hun hæfter sig ved. Når hun skal argumentere for fx litteraturens performative aspekt, er det således ikke så meget den performativitet, der måtte være på spil i teksten, hun påpeger, men derimod den opførelsesmæssige situation, hvor en forfatter læser op af sit værk for et publikum. (jf. ibid, p. 24-25).
15—Netop fordi den teatrale metafor, som Butler benyttede i ovennævnte essay og Gender Trouble, blev taget for bogstaveligt, lægger Butler i forordet til Bodies that matter og ikke mindst i essayet »Critically Queer« afstand til den teatrale figur for eksplicit at orientere sig mod Derridas kritiske læsning af Austin. Af en note på s. 40 i Ästhetik des Performativen fremgår det, at Fischer-Lichte faktisk godt er klar over, at hun for at få Butler til at »passe ind i sit kram« udelader en ikke uvæsentlig del af dennes tænkning. Det skal da også retfærdigvis bemærkes, at det ikke er Butlers identitetspolitiske dagsorden, der er genstand for Fischer-Lichtes interesse, men derimod det aspekt af Butlers »performativitetsteori«, der kan bidrage til nogle principielle overvejelser omkring den performativt orienterede kunst.
16—Chantal Mouffe: »For an Agonistic Public Sphere« in Democracy Unrealized (ed.: Okwui Enwesor et al.), Ostfeldern-Ruit: Hatje Cantz, 2002, p. 90. Se endvidere Chantal Mouffe On the Political, London & New York: Routledge, 2005.
17—Morten Kyndrup har i bl.a. »Kunstværk, dom subjektivitet« i Passepartout nr. 22, 2003, argumenteret for, hvordan Immanuel Kants idé om en særlig æstetisk fællessans, der skulle kunne forene menneskeheden i en følelse af frihed på tværs af sociale skel, snarere end have status af en egentlig realitet, kan siges at fungere som et regulerende ideal. Et ideal på baggrund af hvilket, vi kan fremsætte vor æstetiske dom »som om« der gaves en sådan fællessans, der kunne garantere dommens objektive og almene karakter. Det er nu min pointe, at det forholder sig på lignende vis med offentlighedsbegrebet, nærmere bestemt Jürgen Habermas’ kantiansk inspirerede og universelt aspirerende ideal om borgerlig offentlighed. Om end den tidlige Habermas i sin analyse af den borgerlige offentligheds fremkomst kan siges at sammenblande det deskriptive og det præskriptive niveau, betoner han flere steder, at det fulde utopiske potentiale af idéen om borgerlig offentlighed og de værdier, som knytter sig hertil, endnu aldrig er blevet fuldt ud realiseret. (se fx Habermas: Borgerlig offentlighet, Fremad, 1976, s. 22). Den habermasianske konception af borgerlig offentlighed eksisterer med andre ord ikke som et historisk faktum eller en realitet an sich, men derimod som et regulerende ideal. Et ideal, der byder os at
transcendere egne behov og interesser for som rationelle subjekter i diskursiv interaktion at ræsonnere os frem til en konsensus vedrørende almenvellet. Af pladsmæssige hensyn kan jeg ikke udfolde denne pointe nærmere her, men i min afhandling undersøger jeg – inspireret af bl.a. Henrik Kaare Nielsens offentlighedsteori – hvordan elementer fra henholdsvis Negt og Kluges partikularistiske og Habermas’ universelle offentlighedskonception virker sammen i en lang række af samtidskunstens relationelt og dialogisk anlagte praksisser.
18—Se hertil bl.a. særnummeret af Substance om teatralitet (Substance Vol. 31, Nos.2&3, 2002. Red.: Josette Féral), Theatre Research Internationals nummer om teatralitet (TRI, vol. 20, nr. 2, 1995. Red.: Erika Fischer-Lichte) og Peripetis temanummer om teatralitet (Peripeti, 7, 2007, red.: Erik Exe Christoffersen og Torunn Kjølner). For nyere bøger om teatralitetsbegrebet se endvidere Tracy C. Davis og Thomas Postlewait: Theatricality, Cambridge: Cambridge University Press, 2003 og Anne-Britt Gran: Vår teatrale tid,
Oslo: Dinamo Forlag, 2004. 19—Mens man i den europæiske teaterforskning groft sagt har foretrukket teaterbegrebet frem for performance-betegnelsen op igennem 1980erne og 90erne, har man inden for
anglo-amerikansk regi – bl.a. med henvisning til Performance Studies’ eksplicit politiske profil og relation til Cultural Studies – omvendt benyttet sig af primært performancebegrebet (se hertil Janelle Reinelt: »The Politics of Discourse: Performativity meets Theatricality « in Substance, vol. 31, no. 2&3, 2002).20—Sauter: The Theatrical Event, Iowa City: University of Iowa Press, 2000, p. 70.
21—Se Fischer-Lichte: »Grenzgänge und Tauschhandel« in Performanz,Frankfurt am Main: Suhrkamp, 2002, p. 299.
22—Se hertil Morten Kyndrup: »Framing – interpretation og rammebestemthed« in Riften og sløret, Århus: Aarhus Universitetsforlag, 1998.
23—Sandra Umathum: »Der Theatermacher« in Theaterwissenschaftliche Beiträge, Theater der Zeit, oktober 2000, p. 38.
Downloads
Publiceret
2021-12-02
Citation/Eksport
Gade, S. (2021). At spille på den store scene: – om performativitet og teatralitet i Christoph Schlingensiefs aktion Bitte liebt Österreich!. Peripeti, 5(9), 29–42. https://doi.org/10.7146/peri.v5i9.107653
Nummer
Sektion
Temaartikler
Licens
Copyright Peripeti og forfatterne - Artiklerne er tilgængelige for direkte links.
