Iscenesættelse som tilsynebringelse
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v5i9.107651Nøgleord:
iscenesættelsesgreb, iscenesættelsesstrategier, Inszenieren als Erscheinenlassen, sanselighed, scenesættende og ikke-iscenesættende kunstResumé
In »Staging as appearing-making« (originally: »Inszenieren als Erscheinenlassen«, 2001) Seel presents an understanding of staging, including a compact definition of the concept, by which he demarcates it as a special aesthetic phenomenon that nevertheless is not reserved for the art or the theatre alone.
Referencer
1—Det synes meningsfuldt at skelne generelt mellem iscenesættelse og stilisering. Paradoksalt kunne man sige: Stilisering er den uundgåelige form, iscenesættelse derimod den undgåelige form af iscenesættelsen. »Personer«, skriver Robert Spaemann, »er ikke roller, men er kun, hvad de er, idet de spiller en rolle, dvs. på en eller måde at stilisere sig.« R. Spaemann: Personen. Versuche über den Unterschied zwischen »etwas« und »jemand«, Stuttgart 1996, 94. I Spaemanns forstand (men også Erving Goffmanns) må enhver, der lever med og iblandt andre, præsentere sig på en eller anden måde. Men dette betyder netop ikke, at alle hele tiden iscenesætter sig, dvs. at måtte underkaste sig en øjeblikkeligt
iøjnefaldende stilisering (eller at være udsat for den).
2—Oversætterens note: Seel taler her konkret om Die Westkurve, der er et berømt tribuneafsnit på FC Kaiserslauterns stadion.
3—På lignende vis karakteriserer Wolfgang Iser iscenesættelsens effekt som en, »der bringer det til syne, der ifølge dets natur ikke evner at bliver konkret [gegenständlich, o.a.].« W. Iser, Das Fiktive und das Imaginäre. Perspektive literarischer Anthropologie, Frankfurt/M. 1991, 504. Denne bestemmelse bliver imidlertid ikke brugt, når det på næste side hedder: »Iscenesættelse gælder tilsynekomsten af det, der ikke evner at blive nærværende [gegenwärtig, o.a.].« Bliver det konkrete og det nærværende ligestillet, må det være uforståeligt, hvordan noget, der ikke er konkret håndterligt, desuagtet kan blive muligt
at erfare – som det sker i iscenesættelsens rammer.
4—Niklas Luhmann: Die Realität des Massenmedien, Opladen 1996, Kap. 13 (dansk oversættelse ved Nils Mortensen: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh., 2002, o.a.); sammenlign hermed A. Keppler: »Verschränkte Gegenwarten. Medien und Kommunikationssoziologie als Untersuchung kultureller Transformationen«, in: Soziologische Revue, Sonderheft 5, München 2000, 140-153.
5—For en mere udførlig redegørelse for dette, se M. Seel, Ästhetik des Erscheinens, München 2000, særligt del II. O.a.: Seel skelner her mellem Erscheinen som »en kommen til syne«, »en visen sig«, »en manifesteren sig« og Erscheinung som »tilsynekomst« og »fremtrædelsesform«.
6—Copyrighten til det lykkelige udtryk »produktion af tilstedeværelse« ligger hos Hans Ulrich Gumbrecht, Diesseits der Hermeneutik. Die Produktion von Präsenz, Frankfurt/M. 2004.
7—Eller også det oplevede nærvær af aliens eller flagermus; for enkelhedens skyld koncentrerer jeg mig om det kendte tilfælde.
8—I grænsetilfældet kan dette være en bevægelse af alene lyde og klange, hvis f.eks. lydkilderne er fordelt sådan i eller bliver bevæget således igennem rummet, at musikken ikke kun klinger, men snarere bevæger sig i dette rum.
9—Da den normale opførelse af en film, i modsætning til den normale opførelse af et teaterstykke,
er bestemt af det pågældende lagringsmedie og altså slet ikke kunne falde anderledes
ud.
iøjnefaldende stilisering (eller at være udsat for den).
2—Oversætterens note: Seel taler her konkret om Die Westkurve, der er et berømt tribuneafsnit på FC Kaiserslauterns stadion.
3—På lignende vis karakteriserer Wolfgang Iser iscenesættelsens effekt som en, »der bringer det til syne, der ifølge dets natur ikke evner at bliver konkret [gegenständlich, o.a.].« W. Iser, Das Fiktive und das Imaginäre. Perspektive literarischer Anthropologie, Frankfurt/M. 1991, 504. Denne bestemmelse bliver imidlertid ikke brugt, når det på næste side hedder: »Iscenesættelse gælder tilsynekomsten af det, der ikke evner at blive nærværende [gegenwärtig, o.a.].« Bliver det konkrete og det nærværende ligestillet, må det være uforståeligt, hvordan noget, der ikke er konkret håndterligt, desuagtet kan blive muligt
at erfare – som det sker i iscenesættelsens rammer.
4—Niklas Luhmann: Die Realität des Massenmedien, Opladen 1996, Kap. 13 (dansk oversættelse ved Nils Mortensen: Massemediernes realitet, Hans Reitzel, Kbh., 2002, o.a.); sammenlign hermed A. Keppler: »Verschränkte Gegenwarten. Medien und Kommunikationssoziologie als Untersuchung kultureller Transformationen«, in: Soziologische Revue, Sonderheft 5, München 2000, 140-153.
5—For en mere udførlig redegørelse for dette, se M. Seel, Ästhetik des Erscheinens, München 2000, særligt del II. O.a.: Seel skelner her mellem Erscheinen som »en kommen til syne«, »en visen sig«, »en manifesteren sig« og Erscheinung som »tilsynekomst« og »fremtrædelsesform«.
6—Copyrighten til det lykkelige udtryk »produktion af tilstedeværelse« ligger hos Hans Ulrich Gumbrecht, Diesseits der Hermeneutik. Die Produktion von Präsenz, Frankfurt/M. 2004.
7—Eller også det oplevede nærvær af aliens eller flagermus; for enkelhedens skyld koncentrerer jeg mig om det kendte tilfælde.
8—I grænsetilfældet kan dette være en bevægelse af alene lyde og klange, hvis f.eks. lydkilderne er fordelt sådan i eller bliver bevæget således igennem rummet, at musikken ikke kun klinger, men snarere bevæger sig i dette rum.
9—Da den normale opførelse af en film, i modsætning til den normale opførelse af et teaterstykke,
er bestemt af det pågældende lagringsmedie og altså slet ikke kunne falde anderledes
ud.
Downloads
Publiceret
2021-12-02
Citation/Eksport
Seel, M. (2021). Iscenesættelse som tilsynebringelse. Peripeti, 5(9), 7–18. https://doi.org/10.7146/peri.v5i9.107651
Nummer
Sektion
Temaartikler
Licens
Copyright Peripeti og forfatterne - Artiklerne er tilgængelige for direkte links.
