Begrundelse for det performatives æstetik
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v3i6.107585Nøgleord:
performativitetsteori, teatralitet, Marina Abramovic, performance, performativ æstetikResumé
The well-known German professor of Theatre Research, Erika Fischer-Lichte, argues for the necessity of developing a specific performative aesthetics capable of reflecting the transformative processes and physical reactions which the audience experiences in the face of the rise of performative art forms.
Referencer
2 O.a.: Ästehetik des Performativen åbner med en sonet af Rainer Maria Rilke (Die Sonette an Orpheus, Anden del, 12. sonet), som omhandler viljen til forandring, og det er den sonet, der refereres til her.
3 Antonin Artaud er en undtagelse. Det var nemlig ikke på scenen, Artaud realiserede sine forestillinger om et grusomhedens teater, et teater som pest, der bringer død eller helbredelse, men på sin egen af elektrochok og narkotika ud-pinte krop.
4 O.a.: Matutin og komplet er i den romersk-katolske liturgi to tide-bønner, der begge har den forestående nat og syndsforladelsen som motiv, og den i citatet beskrevne scene har følgelig udspillet sig sent om aftenen.
5 Jeanne Ancelet-Hustache: »Les ‘Vitae sororum’ d’Unterlinden. Edition critique du manuscrit 508 de la bibliotèque de Colmar«, in: Archieves d’histoire doctrinale et littéraire du Moyen Âge (1930), s. 317-509. Jeg skylder for dette eksempel tak til Nikulaus Largiers Lob der Peitsche. Eine Kulturgeschichte der Erregung, München 2001, s. 29f.
6 Ancelet-Hustache: »Les ‘Vitae sororum’ d’Unterlinden«, s. 341 citeret efter Largier: Lob der Peitsche, s. 30.
7 Se hertil E. Bertaud, Discipline: Dictionaire de spiritualité 3, Paris 1957, hvor det forklares, at selvpiskning, hvis det praktiseres med måde, tillader »dem, der praktiserer det, i ydmyghed at nærme sig Kristi lidelser, da han blev pisket og
tortureret […] Selvpiskningen hører på ingen måde til den primitive monistiske spiritualitet eller til den tidlige kristendom, hvor de egentlige bodshandlinger var at faste, at være kysk og at våge i bøn. Selvpiskningen må ses som en agtværdig øvelse, da den siden sin udbredelse er blevet udøvet af hellige og i dag hører til
grundbestanddelene i det religiøse liv.« (s. 1319), citeret efter Largier 2001, Lob der Peitsche, s. 40.
8 Se hertil Richard Dülmen, Theater des Schreckens. Gerichtspraxis und Strafrituale der frühen Neuzeit. München 1988, navnlig s. 161ff.
9 Filippo Tommaso Marinetti: »Das Varietétheater«, in: Umbro Apollonio: Der Futurismus. Manifeste und Dokumente einer künstlerischen Revolution. 1909-1918, Köln 1972, s. 175f.
10 Det er netop, hvad performancekunstneren Rachel Rosenthal sigter på, når hun fastslår: »I performancekunst bliver tilskuerne fra deres rolle som sadist lige så langsomt forvandlet til ofre. De er tvunget til emfatisk at udholde kunstnerens tilstand eller undersøge deres egne reaktioner i form af voyeuristisk nydelse eller
selvbehagelig overlegenhedsfølelse. […] Under alle omstændigheder er det performeren, der har fat i den lange ende. […] Publikum plejer at ‘give op’ før performeren«. Rachel Rosenthal: »Performance and the Masochist Tradition« in:
High Performance, Winter 1981/2, s. 24.
11 Vedr. ritualbegrebet, se sjette kapitel, afsnit 3: Liminalitet og transformation.
12 O.a.: min oversættelse af »ein Erdenrest zu tragen peinlich«, som stammer fra Goethes Faust, anden del, vers 11954/11955.
13 Performativitetsbegrebet uddybes nærmere i det andet kapitel.
14 Se også Erika Fischer-Lichte: »Verwandlung als Ästhetischer Kategorie. Zur Entwicklung einer neuen Ästehetik des Performativen«, in: id. et al. (red.) Theater seit den Sechziger Jahren, Tübingen/Basel 1998, s. 21-91, og især s. 25ff
15 Se hertil Uwe M. Schneede: Joseph Beuys – Die Aktionen, Ostfildern-Ruit 1994. En kommenteret oversigt over værkerne med fotografisk dokumentation, især s. 42-67
16 Se hertil Untitled Event, der fandt sted på Black Mountain College i 1952, Erika Fischer-Lichte: »Grenzgänge und Tauschhandel. Auf dem Wege zu einer performativen Kultur«, in: id. et al. (red.), Theater seit den sechziger Jahren, Tübingen/Basel 1998, s. 1-20.
17 Se hertil Christa Brüstle: »Performance/Performativität in der neuen Musik«, in: Erika Fischer-Lichte og Christoph Wulf (red.): Theorien des Performativen (=Paragrana, bind 10), Berlin 2001, s. 271-283.
18 Se hertil Monika Schmitz-Emans: »Labyrinthbücher als Spielanleitungen«, in: Erika Fischer-Lichte og Gertrud Lehnert (red.): [(v)er]SPIEL[en] Felder – Figuren– Regeln (= Paragrana Bind 11), Berlin 2002, s. 179-207.
19 Se hertil Reiner Steinweg: »Ein Theater der Zukunft. Über die Arbeit von Angelus Novus am Beispiel von Brecht und Homer«, in: Falter, udgave 23, 1986.
20 Se hertil andet kapitel.
21 Se hertil Henning Rischbieter: »EXPERIMENTA. Theater und Publikum neu definiert«, in: Theater heute, nr. 7, juli 1966, s. 8-17.
22 Se hertil Julian Beck: The Life of the Theatre, San Francisco 1972, id. og Julia Malina: Paradise Now, New York 1971, Richard Schechner: Enviromantal Theater., New York 1973, id. Dionysus in 69, New York 1970.
Downloads
Publiceret
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
Det følgende vedrører alle Peripeti-udgivelser fra 2024, nr. 39, og senere:
Peripeti er et Diamond Open Access-tidsskrift, der giver direkte open acces til publiceret indhold ud fra princippet om, at det at gøre forskning frit tilgængelig for offentligheden understøtter en større global udveksling af viden.
Forfattere skal ikke betale for indsendelse, redigering eller offentliggørelse af artikler.
Forfattere, der bidrager til Peripeti, bevarer ophavsretten til deres artikler.
Forfattere accepterer at udgive artikler under en Creative Commons CC-BY-NC 4.0-licens. Vilkårene for denne licens tillader brugere frit at kopiere og videredistribuere materialet i ethvert medie eller format og at tilpasse, transformere og bygge videre på materialet, så længe der gives passende kreditering, et link til licensen gives, og eventuelle ændringer angives. Brugere må ikke dele eller tilpasse materialet til kommercielle formål uden samtykke fra licensgiveren. Brugen af licensen må ikke på nogen måde antyde, at licensgiveren støtter tredjeparten eller dennes brug. Licensen kan ikke tilbagekaldes.
Forfattere opfordres til at lægge deres artikler ud på personlige og/eller institutionelle hjemmesider for at sikre endnu større offentlig adgang efter udgivelsen. Forfattere har ret til at arkivere deres artikler i fondes og offentlige institutioners arkiver, men Peripeti anmoder om, at forfattere bruger et direkte link til den publicerede artikel på tidsskriftets hjemmeside, når det er muligt, da Peripeti som en ikke-kommerciel, offentligt finansieret udgiver er afhængig af niveauet af brugeraktivitet på tidsskriftets hjemmeside.
Vedrørende tidligere udgivelser, indtil 2024, herunder nr. 38:
Ophavsretten deles mellem Peripeti og forfatteren/forfatterne. Tidsskriftet er et open access-tidsskrift, der giver direkte adgang til alt indhold baseret på princippet om, at det at gøre forskning frit tilgængelig for offentligheden understøtter en større global udveksling af viden. Brugere kan frit kopiere og dele materiale i ethvert medie eller format, så længe der gives passende kreditering. Enhver anden brug kræver skriftligt samtykke fra indehaverne af ophavsretten.
