Frank Castorf Idioti og dogmeæstetik
Frank Castorfs Der Idiot og Lars von Triers Idioterne
DOI:
https://doi.org/10.7146/peri.v2i4.107502Resumé
I artiklen, »Idioti og dogmeæstetik«, belyser Jens Christian Lauenstein Led betydnings- fulde ligheder og forskelle mellem Triers dogmefilm og dogmeæstetikken hos den tyske teaterinstruktør Frank Castorf.
Referencer
2 Når jeg anfører, at begge sider af æstetikken producerer indlevelse, er det for at markere, at de konkretistiske realitetseffekter ikke behøver at skabe distance, idet tilskuerne lige så vel kan »leve sig ind i« filmens realitet som film, som han kan leve sig ind i den realistisk fortalte historie.
3 Albinus/Stoffer er her naturligvis et eksempel – dobbeltheden er tilstede på mange niveauer i filmen.
4 Oplysningerne om Castorf i det følgende stammer bl.a. fra Detje, Pobin: Castorf - Provokation aus Prinzip, Henschel Verlag, Berlin 2002, og Schütt,
Hans Dieter: Die Erotik des Verrats. Gespräche mit Frank Castorf, Dietz Verlag, Berlin 1996. For en grundigere indføring i Volksbühnes udvikling med Castorf i direktørstolen, se: Irmer, Thomas & Müller, Harald (Hrsg): Zehn Jahre Volksbühne - Intendanz Frank Castorf, Theater der Zeit, Berlin 2003, samt Schütt, Hans-Dieter & Hehmeyer, Kirsten: Castorfs Volksbühne. Schöne Bilder vom Häßlichen Leben, Schwarzkopf & Schwarzkopf, Berlin 1999.
5 Castorf har dog aldrig glemt DDR-statens censur og undertrykkelse af anderledes tænkende, og man finder i såvel hans forestillinger som i diverse interviews en tilbagevendende og insisterende modstand mod enhver form
for absolut dogmatik. Man kan sige, at Castorf forbeholder sig retten til at kritisere den herskende, globale kapitalisme uden af den grund at ville kaldes socialist eller kommunist.
6 Hegemann, Carl (red): Erniedrigung genießen. Kapitalismus und Depression III, Alexander Verlag Berlin, 2001, side 28.
7 Jeg har i det følgende støttet mig til Blievernicht, Lenore (publ.): Der Idiot. Frank Castorfs Stückfassung nach Dostojewskij, Synwolt Verlag, Berlin 2003, som indeholder forestillingens tekst, og til en videooptagelse af forestillingen,
venligst udlånt af Volksbühne am Rosa-Luxemburg-Platz.
8 Freytag, Gustav: Die Technik des Dramas, Autorenhaus Verlag, Berlin 2003.
9 Trier (1998), side 150.
10 På seminaret Dogmer: obstruktion og vitalisering (Aarhus Universitet, februar 2005), blev der fra flere sider argumenteret for, at den lussing, som Karen tildeles af sin mand, har realitetskarakter, både fordi der er tale om en reel
lussing, og fordi kameraet »svinger med« og derfor giver en fornemmelse af, at det er kameraet, der tildeler lussingen. Det kan man naturligvis argumentere for, men hvad lussingens ægthed angår, så er der ikke noget i filmklippet,
der kan afgøre, om lussingen er reel eller ej, og oplysningen stammer da også fra et værk udenfor filmen, nemlig Triers dagbog fra optagelserne (findes i: Trier, 1998). Det muligvis lussings-stikkende kamera kan også diskuteres, men uafhængigt heraf er pointen i min argumentation, at realitetseffekterne i Idioternes afslutning tydeligvis spiller andenviolin i forhold til mange af de forudgående scener.
11 Når jeg anvender betegnelsen »illusionsløs« frem for det mere ordrette »desillusioneret « er det for at markere, at Castorfs forestillinger på ingen måde er desillusionerende, men at de derimod netop gennem et konsekvent fravær af
illusion (det være sig såvel teatrets illusionsmaskineri som illusioner om det gode liv), producerer kraftformidlende katharsis.
12 For en nærmere beskrivelse af den moralske og den energetiske katharsis se: Led, Jens Christian Lauenstein: Konkretismens Katharsis, Aktuelle teaterproblemer nr. 50, Afdeling for Dramaturgi, Aarhus Universitet, Århus 2003.
13 Programmet til Der Idiot findes på: www.volksbuehne-berlin.de.
Downloads
Publiceret
Citation/Eksport
Nummer
Sektion
Licens
Det følgende vedrører alle Peripeti-udgivelser fra 2024, nr. 39, og senere:
Peripeti er et Diamond Open Access-tidsskrift, der giver direkte open acces til publiceret indhold ud fra princippet om, at det at gøre forskning frit tilgængelig for offentligheden understøtter en større global udveksling af viden.
Forfattere skal ikke betale for indsendelse, redigering eller offentliggørelse af artikler.
Forfattere, der bidrager til Peripeti, bevarer ophavsretten til deres artikler.
Forfattere accepterer at udgive artikler under en Creative Commons CC-BY-NC 4.0-licens. Vilkårene for denne licens tillader brugere frit at kopiere og videredistribuere materialet i ethvert medie eller format og at tilpasse, transformere og bygge videre på materialet, så længe der gives passende kreditering, et link til licensen gives, og eventuelle ændringer angives. Brugere må ikke dele eller tilpasse materialet til kommercielle formål uden samtykke fra licensgiveren. Brugen af licensen må ikke på nogen måde antyde, at licensgiveren støtter tredjeparten eller dennes brug. Licensen kan ikke tilbagekaldes.
Forfattere opfordres til at lægge deres artikler ud på personlige og/eller institutionelle hjemmesider for at sikre endnu større offentlig adgang efter udgivelsen. Forfattere har ret til at arkivere deres artikler i fondes og offentlige institutioners arkiver, men Peripeti anmoder om, at forfattere bruger et direkte link til den publicerede artikel på tidsskriftets hjemmeside, når det er muligt, da Peripeti som en ikke-kommerciel, offentligt finansieret udgiver er afhængig af niveauet af brugeraktivitet på tidsskriftets hjemmeside.
Vedrørende tidligere udgivelser, indtil 2024, herunder nr. 38:
Ophavsretten deles mellem Peripeti og forfatteren/forfatterne. Tidsskriftet er et open access-tidsskrift, der giver direkte adgang til alt indhold baseret på princippet om, at det at gøre forskning frit tilgængelig for offentligheden understøtter en større global udveksling af viden. Brugere kan frit kopiere og dele materiale i ethvert medie eller format, så længe der gives passende kreditering. Enhver anden brug kræver skriftligt samtykke fra indehaverne af ophavsretten.
