Furen, Irum og Lovsko

Stednavne som kilde til skov og rydning på Læsø

Resumé

Læsø er sent bebygget i forhold til resten af Danmark, og det var sandsynligvis opdagelsen af særligt salt vand ved øen som gav anledning til bosættelsen. Salt var værdifuldt i middelalderen, og for at udvinde saltet af vandet opstod en hel industri af saltsyderier som fortsatte saltudvindingen gennem flere århundreder. Disse saltsyderier krævede store mængder brænde, og det medførte at skoven forsvandt – selv tørven blev udnyttet til brænde. Det resulterede i en skovløs ø som i 1600-tallet var stærkt plaget af flyvesand. Man regner med at øen fik fast bosættelse i 1100-tallet, men kilderne er sparsomme, og kun få middelalderlige kilder fortæller om forhold på Læsø. Det gælder også stednavnene som for en stor del først kendes fra kilder fra 1600-tallet eller senere. Imidlertid kan stednavnene selvom de fleste er sent overleverede, fortælle om ældre forhold på øen, og i det følgende handler det om hvad navnene kan fortælle om den skov der engang var på Læsø, og om den rydning af skoven som var nødvendig for at gøre plads til bosættelsen. Artiklen bygger på undersøgelser som er foretaget med henblik på en udgivelse i bogserien Danmarks Stednavne om stednavne på Læsø. Her præsenteres blandt andet nye tolkninger af to af øens vigtigste stednavne: Læsø med betydningen ‘den lægivende’ og bebyggelsesnavnet Byrum med efterleddet -rum, som tidligere begge af Kristian Hald har været tolket anderledes.