Med musikere og materialitet på børnehavens legeplads

Resumé

Denne artikel inviterer ind i et materialitetsunivers og er samtidig et indblik i og udtryk for en forskers forsøg på at udfordre sit forsker- og analyseblik i tilknytning til et LegeKunst-projekt. Projektet udspiller sig på legepladsen i en børnehave, hvor børn mellem tre-seks år og deres pædagoger møder fire jazzmusikere og deres instrumenter i en periode fra start august til og med september 2020. Afsættet og intentionen med projektet er at lege sammen – både med udgangspunkt i jazzmusikernes instrumenter og musik, men i høj grad også ud fra børnenes optagetheder og spontanitet. Artiklens empiriske objekt er videooptagelser og øjebliksfotos fra samme, og i genbesøget af disse trængte materialiteten sig på – både visuelt i form af legepladsens skovle og skraldespande og auditivt i form af den musik eller lyde, som musikere og børn frembragte. Ved at tvinge blikket væk fra mennesker som centrum og privilegeret position for analysen og i stedet rette sig mod, hvad materialiteten gør, fremanalyserer jeg, hvordan lyd, musik, legepladsens remedier g musikinstrumenter går i samklang, vibrationer og intra-aktion med børn, pædagoger og musikere og således influerer på samspillet, og det der udfolder sig af leg. Artiklens teoretiske objekt er teorier og tilgange til materialitet som aktør og selvstændig medspiller, der påvirker og etablerer vibrationer og går i samklang med deltagerne (Pacini-Ketchabaw, Kind og Kocher, 2017; Gershon 2013; Rosa, 2021). Gennem analyser af udvalgte videosekvenser, hvor materialitetens kraft er omdrejningspunkt (Bennet, 2021), vises hvordan materialitet som aktør indvirker på og taler tilbage til deltagerne og således får betydning for resonans og den leg, der opstår. Artiklen bidrager til indsigt i betydningen af forskningstilgang og afsæt og desuden i leg i levet børneliv i institutionaliserede kontekster. Her er børn og barndom spændt ud i et net af materialitet, sted og relationer, der både er og skabes/gøres. En central pointe er, at musikere, børn og materialitet skaber en fælles form for børnekultur – en børnekultur in the making. Dermed aktualiserer artiklen betydningen af at inddrage materialitet ikke blot som en analysekategori i forskningsøjemed, men som en central igangsætter og medspiller i pædagogiske praksisser både i og udenfor LegeKunst-regi.