Fluid administration in adult emergency department patients with sepsis

Resume af phd. afhandling

Resumé

Baggrund

Væskebehandling betragtes som en vigtig del af behandlingen af sepsis (akut infektion, i folkemunde kaldet blodforgiftning). Guidelines giver anbefalinger til behandling af septisk shock men ikke til patienter med sepsis uden shock. Vores formål var at undersøge den nuværende væskebehandling af patienter med mistænkt infektion, at undersøge klinikernes beslutningstagning omkring væskebehandling, og slutteligt undersøge om en væskeprotokol, som begrænsede væskebehandlingen til sepsis-patienter, var gennemførlig.

Metode

Vi gennemførte et prospektivt, deskriptivt studie, hvor patienter med mistænkt infektion fik registreret intravenøse væsker og drikke i 24 timer. Vi undersøgte væske-voluminer og kliniske variables indflydelse på disse voluminer.

                      Vi udviklede og gennemførte en spørgeskemaundersøgelse om faktorer, der udløser væskebehandling, samt udfordringer til vurdering af dette. Vi inkluderede fire kliniske scenarier.

                      Vi gennemførte et klinisk, multicenter, pilotforsøg, hvor vi randomiserede patienter til enten 24 timers restriktiv eller standard væskebehandling. Det primære effektmål var forskel i 24 timers intravenøs væske imellem de to grupper. 

Resultater

Vi inkluderede 734 patienter som havde 24-t væske registreret. Væske-voluminer varierede mellem 200-15870 ml. Patienter med simpel infektion fik i gennemsnit 3656 ml (standard deviation (SD): 1675), og patienter med sepsis 3762 ml (SD: 1839), samlet intravenøst og peroral væske. Sepsis-patienter fik mindre peroral men mere intravenøs væske end patienter med simpel infektion. Kliniske variable forklarede 37% af variansen i væskemængder.

                      I spørgeskemastudiet fandt vi, at væskebehandling er udfordrende, og de fleste beslutninger bygger på klinisk vurdering. Blodtryk var den hyppigst brugte trigger til at starte intravenøs væskebehandling.

                      Vi randomiserede 124 sepsis-patienter. På 24 timer fik patienter i den restriktive gruppe 562 ml (SD: 1076) intravenøst krystalloid vs. 1370 ml (SD: 1438) i standard-gruppen (forskel: -801 ml (95% CI: -1257 to -345), p = 0.001). Der var ingen forskelle i bivirkninger eller andre kliniske endemål.

Konklusion

Nuværende væskebehandling varierer meget. Væskebehandling er udfordrende og ofte guidet af blodtryk. Vi opnåede separation i væskevoluminer uden tegn til flere bivirkninger ved 24-t restriktiv vs. standard væskebehandling af sepsispatienter i akutafdelingen. Et fremtidigt studie synes gennemførligt.