Statens eller familiens børn? Tvang og omsorg i mødet mellem nytilkomne familier og danske daginstitutioner

Resumé

Resumé

Nytilkomne familier bliver mødt med mange krav fra den danske velfærdsstat. Et af kravene er, at de skal sende deres 0-6 årige børn i dagtilbud, så forældrene kan gå på sprogskole eller komme i praktik. Artiklen belyser nogle af de dilemmaer, der opstår i forældresamarbejdet i mødet mellem pædagoger og nytilkomne familier. Disse dilemmaer udspringer af den myndighedsrolle som pædagogerne har, samtidig med at de ofte får en tæt relation til forældrene, og har et oprigtigt ønske om at hjælpe både børn og forældre til at kunne navigere rundt i det danske samfund. Artiklen bygger på etnografisk feltarbejde i fire kommuner, og de valgte eksempler viser, hvordan pædagogerne navigerer mellem omsorg og magtudøvelse, og hvordan magtrelationen mellem forældre og pædagoger kan være uklar for forældrene og i nogle tilfælde også for pædagogerne selv. Artiklen giver ikke svar på dilemmaerne, men peger på behovet for en stadig professionel refleksion over de pædagogiske udfordringer i forældresamarbejdet samt over den politiske kontekst, som forældresamarbejde med nytilkomne familier indgår i.

Abstract

Children of the state or children of the family? Care and coercion in the encounter between refugee families and Danish day-care institutions. Newly arrived families in Denmark are faced with multiple requirement by the Danish welfare state and it is mandatory that they send their children to Danish day-care institutions. Based on ethnographic fieldwork carried out in four day-care institutions in Denmark this article sheds light on some of the dilemmas that arise in the encounter between refuge families and Danish pedagogues. More specifically we focus on the notion “forældresamarbejde” – a term which connotes the widespread idea that parents and institutions must communicate in an intimate way and work together to create the best circumstances for the concerted cultivation of children. Through concrete ethnographic cases we discuss how pedagogues attempt to manage the dilemma between caring for children without disempowering their parents and argue that the pedagogical task requires tact and sensitivity faced with dilemmas that admit no easy resolution since they are inherently contradictory.