Pædagogstuderende kan nå til forståelse af det almene gennem personlige fortællinger med afsæt i privatfotos

– resonans, dannelse og etik

Resumé

Resume
I denne artikel undersøger jeg, hvordan studerende på pædagoguddannelsen kan udvikle et kropsligt stemt og etisk retningsgivende sprog ved at fortælle om egne livserfaringer med afsæt i privatfotos. I analysen viser jeg, hvordan abstrakte ord som fx fællesskab, livskvalitet, frihed og dannelse bliver stemt af de studerendes egne livserfaringer, når de i undervisningen med afsæt i privatfotos fortæller om væsentlige hændelser i deres eget liv. Den kropsfænomenologiske analyse viser, at stemtheden kommer til udtryk i deres kropssprog, fx i stemme og ansigtsmimik, og forplanter sig til tilhørerne gennem interkropslig resonans. Dermed synes der i undervisningsrummet at opstå en form for samstemthed, som giver den faglige samtale mening og substans.
På baggrund af analysen argumenterer jeg for, at pædagogstuderende i højere grad, end det nu er tilfældet, bør have mulighed for at øve sig i at være til stede i ordene og i samtalen som personer; som subjekter, dvs. med deres egen krop og historie. Det gør det også muligt at erfare, at forståelse hermeneutisk betragtet er noget, vi kommer til forskellige steder fra, fx har vi hver især mødt og oplevet fænomenet fællesskab på forskellige måder. Det er ikke bare en vigtig erkendelsesmæssig pointe, men også en etisk og dannelsesmæssig: At undersøge og tage stilling til, hvad de værdier, som ordene er behæftet med, egentlig betyder, er også forbundet med at undersøge og lytte til, hvad de betyder for andre.

Abstract
Pedagogy students can reach an understanding of the general through personal stories based on private photos – Resonance, education and ethics
In this article, I investigate how pedagogy students can develop a bodily founded and ethically guiding language by telling about their own life experiences based on private photos. I analyse how abstract words such as community, quality of life and freedom are affectively attuned by the students’ own life experiences. The phenomenological analysis shows that this affective attunement is expressed in their body language, for example in their voice and facial expressions, and spreads to the audience through inter bodily resonance. Thus, a form of shared affective attunement seems to arise in the classroom, which gives the academic conversation meaning and substance. Also, the students seem to get the opportunity to practice being present in words and in conversation as persons; as subjects, i.e. with their own body and history.