Pædagoger som forældrevejledere

Resumé

Siden udbygningen af daginstitutionsområdet i 1960erne, er der sket en massiv ’defamilisering’ i den forstand, at børn i dag tilbringer en stor del af deres barndom uden for familien. Ikke desto mindre bliver forældre betragtet som hovedpersoner i deres børns liv og som hovedansvarlige for barndommens kvalitet, hvilket vidner om en samtidig ’refamilisering’. Baseret på etnografisk feltarbejde i tre daginstitutioner og tilhørende familier, viser vi i denne artikel, at forældre ikke kun holdes ansvarlige for deres børns liv hjemme, men også for pædagogers muligheder for at gøre et godt stykke arbejde med børnene i daginstitutionen. Dette udtrykkes i form af en forventning om, at forældrene ”støtter op om” institutionens pædagogiske arbejde. I denne artikel fokuserer vi på pædagoger som forældrevejledere, dels i forhold til at få forældre til at støtte pædagogernes daglige arbejde med børnene i institutionen, dels i forhold til at rådgive om, hvordan man er en ansvarlig forælder, der samarbejder på ’rigtige’ måder og stimulerer sit barns udvikling derhjemme. Forældrene modtager velvilligt sådanne råd, da de er meget bevidste om at undgå forskellige risici. Denne risikobevidsthed er ofte indlejret i diagnostiske former, hvilket er med til at gøre forældre meget ’lydige’ og positionere pædagoger som forældreskabseksperter.

[Abstract – UK]
In Denmark, a process of defamilising has taken place since the expansion of the Early Childhood Education and Care (ECEC) sector in the 1960s, in the sense that children now spend a large part of their childhood outside the family. Nevertheless, parents are still seen as key figures in children’s upbringing and as having primary responsibility for the quality of childhood, implying a simultaneous process of refamilising. Based on ethnographic fieldwork in three kindergartens and their families we show that parents are not only held responsible for their children’s lives at home, but also for ensuring that ECEC staff have the best possible opportunity to support children’s development at ECEC institutions. We analyse how ECEC staff offer guidance on how to be a responsible parent who cooperates in ‘the right’ ways, and on how to cultivate children’s development at home. Parents willingly accept such advice because of a strong risk consciousness embedded in diagnostic forms, positioning ECEC staff as parenting experts.