Refraktion som metafor og metode. Om at læse Nuer Religion

Abstract

Det var Evans-Prichard, der sosatte begrebet „refraktion” [(lys)brydning)] i antropologien,

og sigtet med de folgende bemarkninger er ganske enkelt at stavne videre ud

med dette begreb - at afprove det, forst som metafor, dernast som et begreb om metoden.

Michael Herzfeld henviser til Evans-Prichards „efraktion” som en „etafor...for et

andeligt begrebs opbrydelighed [division] gennem den sociale differentierings kategorier”

(Herzfeld 1987:211 n3). Herzfeld gav selv sin undersogelse af hellensk identitet og

kosmologi titlen „ntropologi gennem spejlet”, men havde han uddybet sit refraktionsmotiv,

kunne titlen have kommet til at hedde „ntropologi gennem prismen”. Spejle og

refleksioner udgor kun den halve, og maske mest simple og mindst interessante, historie.

Det kan vise sig, at „efraktion” er et begreb, der omfatter bade analytiske og syntetiske

egenskaber ved kompleksiteten i social og kulturel praksis. En stor opgave for et lille ord.

Gennem en lasning af Nuer Religion (1956) med hovedvagten lagt pa Evans-Prichards

brug af „refraktion”, vil jeg tilstrabe at udvide metaforen fra at vare en indholdsfigur til

at blive et, endda ganske alsidigt, begreb.