At være og ikke at være. Om portrætlighed og metafor

Resumé

Da en dame i Matisse's atelier fortornet pegede pa hans maleri og sagde „den kvinde har

jo alt for lange arme", svarede han „Kare frue, det er ikke en kvinde, det er et maleri".

Banalt, men ikke uvasentligt.

Imellem mennesket og billedet af mennesket er der alle muligheder for tolkning.

Nogen gange ligner et billede et bestemt menneske, men forestiller det ikke. Andre gange

reprasenterer billedet en bestemt uden overhovedet at ligne. At reprasentere har nemlig

ikke bare med fysisk lighed eller umiddelbar genkendelse at gore. Eller sagt pa en anden

made; selv hvad vi forstar som fysiognomisk lighed etableres med en synssans, der

grundlaggende er metaforisk.

I de senere ar har forfattere, der beskaftiger sig med Afrika, fremhavet det afrikanske

portrat som en genre med helt andre konventioner for identifikation end de vestlige. Det

betyder bl.a at stiliserede figurer, masker og potter, som ikke tidligere er fremstaet som

person-reprasentationer i vores ojne, i deres eget samfund kan referere til specifikke

mennesker (Bems 1990, Borgatti 1990, Drewal 1990, Silverman 1990). Hvis disse

genstande kan kaldes portratter, kan man sporge sig hvordan billeder overhovedet giver

indtryk af at ligne og hvori genkendelse egentlig bestar. Inspireret af en lidt provokerende

pastand om, at ogsa huse er portratter (Drewal 1990, Borgatti 1990a), kan vi gore

„portrat" til paraply-begreb for alskens billeder og objekter. Nar den folgende sightseeing

gennem mange tider og steders portratter tager disse sporgsmal om lighed og

identifkation som sin ledetrad, er det derfor ikke bare for at problematisere begrebet

lighed, men ogsa for at tage netop pa „sight-seeing" i en anden forstand - at betragte

synet selv.