• call for artikler til temanummeret ALDRING

    2020-09-11

    ALDRING Da Margaret Clark for mere end 50 år siden i The Anthropology of Aging skrev “To contemplate later life is often seen as a morbid preoccupation” (Clark 1967), kritiserede hun Nordamerikas daværende syn på aldring, som blev afspejlet i metaforer om forfald, begrænsninger og død. Samtidig lagde hun og andre antropologer grundstenen til, hvad der i dag er en af de største undergrene i antropologien, nemlig studier af aldring. Og det er ikke uden grund, at aldring er et stadigt voksende antropologisk forskningsfelt. Dels er aldring ikke en tilstand, men en proces, som erfares hele livet, dels er aldring et uafværgeligt biologisk fænomen, hvis tolkning afhænger af den kulturelle og sociale kontekst.

    Mange studier af aldring i dag er situeret omkring de senere livsfaser. Det skyldes formentlig de udfordringer, der er forårsaget af, at vi i gennemsnit lever længere end nogensinde før, og at andelen af mennesker over 65 år er stigende globalt set. Denne demografiske udvikling har i det Globale Nord givet anledning til øgede bekymringer og problematiseringer af alderdommen, og aldring er blevet til et domæne for intervention og statslige indsatser – især i den vestlige del af verden. I dag er aldring således ikke bare et privat anliggende, men også i høj grad et samfundsanliggende. Ligeledes påvirker det stigende antal ældre relationen mellem generationer, familiemønstre og arbejdsforhold. Men aldring som fænomen foregår i alle livsfaser, hvorfor studier af sociale og kulturelle betydninger af aldring i alle faser af livet er uundværlige bidrag til feltet.

    Aldring er gennem de sidste årtier blevet et genstandsfelt for biologisk, humanistisk og samfundsfaglig forskning. I Danmark har antropologien indtaget en stadig større plads i aldringsforskningen og har været med til at synliggøre, hvordan alder og alderdom som livsvilkår konstrueres og opfattes forskelligt på tværs af kulturer, og hvordan ældre menneskers roller og status varierer fra samfund til samfund. Samtidig har antropologien kastet lys på samspillet mellem kulturelle og samfundsmæssige antagelser og det enkelte menneskes handlerum, relationer, subjektiviteter og selvforståelser. Antropologien har dermed vist, at aldring langt fra blot er et spørgsmål om kropslig og mental svækkelse, men også er en kulturel og social proces. I dette temanummer vil vi sætte fokus på aldring – som biologisk fænomen, kulturel konstruktion og situeret praksis, men også som et særligt vilkår og en særlig livsfase, som den enkelte forsøger at tillægge mening og håndtere. Spørgsmål, som kan udforskes, er f.eks., hvordan aldring og alderdom formes i forhold til familien eller lokalsamfundet eller i mødet med sundhedssystemet og plejesektoren; hvordan de ældre selv erfarer egen aldring; hvordan faktorer som f.eks. køn, familieforhold eller social baggrund spiller en rolle for den enkeltes håndteringsstrategier. Aldring behøver ikke nødvendigvis relatere sig til høj alder, men lige så vel det processuelle og almenmenneskelige i at ældes dag for dag.

    Vi søger derfor bidrag, der fokuserer på aldring som fænomen og ikke nødvendigvis i relation til høj alder, ligesom vi gerne ser artikler, der bygger på empirisk materiale fra såvel Danmark som globalt. Endelig ønsker vi bidrag i relation til sundhed, men også meget gerne artikler med aldringsperspektiver fra andre domæner (klima, race, køn, tro, politik osv) Deadline for indsendelse af artikelforslag (10-20 linjer): 1. november 2020

    Temaredaktion: Alexandra Jønsson, Stine Grønbæk Jensen, Anne Mia Steno, Jon Dag Rasmussen, Kristina Grünenberg, Nete Schwennesen, Loa Teglgaard Christensen, Line Hillersdal, Lotte Segal og Ida Vandsøe Madsen ALDRING udkommer efterår 2022 Clark, M (1967) The Anthropology of Aging, a New Area for Studies of Culture and Personality. The Gerontologist 7(1):55–64. https://doi.org/10.1093/geront/7.1.55

    Læs mere om call for artikler til temanummeret ALDRING
  • VIRUS - indkaldelse af artikelforslag til temanummeret

    2020-09-11

    ”En tsunami af virus truer”, kan man læse i medierne. COVID-19 har ramt os, og de fleste har fået vendt op og ned på deres liv nærmest fra den ene dag til den anden. Vi følger med, når Statsministeriet indkalder til pressemøde, og vi følger med i dagens coronatal over smittede og døde. Vi lever i et liv i limbo i coronaland, som medierne kalder det. Møder og aftaler er aflyst. Arbejdspladser og skoler er lukket. Håndteringen af smittefaren har medført social isolation, fysisk afstand til andre, håndvask og afspritning, og vi lærer nye ord som smittekæder, værnemidler, coronaansvar og altansang. Gamle og kronisk syge er særligt udsatte. Dronningen kommer på banen og taler til nationen med en opfordring til at udvise ansvarlighed og tage hensyn. Vi ser også, som det ofte sker i samfund under akut stress, at der hamstres, er stigende vold mod kvinder og børn, og at presset på krisecentrene øges. Vi lærer dog også hurtigt at omstille os. Gåturen genopdages for manges vedkommende. Vi benytter os af vareudbringning i stigende grad, og vi gør udvidet brug af digitale medier. Vi har undervisning over nettet, holder skærmmøder og sågar selskabelige sammenkomster.

    Coronakrisen og smittespredningen viser med al tydelighed, at vi lever i en global verden. Men den viser også, hvordan staten markerer sig i krisetid, og hvordan konkrete stater kan følge forskellige strategier. Grænser lukkes, borgerne kaldes hjem, der gennemføres hastelove og initiativer, lønkompensation og hjælpepakker, der skal ”holde hånden under” dansk erhvervsliv og økonomi. Usikkerheden i den ellers så kontrollerede og trygge velfærdsstat Danmark er stor og svær for mange – hvornår ”åbnes samfundet op”, hvordan og i hvilken takt? Og hvordan vil fremtiden se ud?

    Coronakrisen vil blive genstand for forskning, også antropologisk forskning. Der er allerede forsket en del i usikkerhed i forbindelse med naturkatastrofer som fx tsunamien i 2004, og der er forsket i aids-epidemien fra begyndelsen af 1980’erne. Indsigter fra denne forskningslitteratur kan være relevant at inddrage. Med dette call ønsker vi at få belyst spørgsmål som: Hvad gør coronakrisen ved folk? Hvordan har de erfaret krisen? Hvordan reagerer de på smittefare og usikkerhed? Hvad gør den ved folks oplevelse af staten som markant aktør? Sker der en aktualisering af ’samfundssind’ og nationalfølelse? Hvorfor anlægger de nordiske lande forskellige strategier, og hvilken betydning har det? Hvordan fungerer balancen mellem tvang og frivillighed? Hvordan opleves coronakrisen af folk i lande uden for Vesteuropa? Hvad findes af konspirationsteorier om virussens opståen og udbredelse?

    Forslag til artikler (abstract på maks. 300 ord) og andre bidrag (enqueter og positioner) sendes til tidsskrift.antropologi@anthro.ku.dk senest den 15. oktober 2020.

    Læs mere om VIRUS - indkaldelse af artikelforslag til temanummeret