“Jeg var i akut fællesskabsmangel”

En analyse af fællesskabsfølelse blandt danske religionsgrupper under og efter COVID-19-pandemien

Resumé

ENGLISH ABSTRACT: The COVID-19 pandemic and the concomitant restrictions caused Danish religious groups to seize meeting physically for longer periods of time. Consequently, these groups were affected in terms of their rituals, communication, and community, and for many groups the pandemic gave rise to engaging (further) in the incorporation of digital tools. While other research has examined the pandemic’s effect on the reconstruction of rituals and the integration of social media among religious groups, this article instead focuses on the specific consequences of the pandemic related to the feeling of community among religious groups in Denmark. Based on analyses of 23 interviews and fieldnotes from fieldwork in Buddhist, Muslim and Christian communities as part of the RECOVIRA-project we find that the informants lacked community during the lockdowns and that the digital alternatives offered could only rarely replace the physical copresence in the groups. We highlight two main reasons for this; firstly, the informants do not find the digital alternatives to function well in terms of conveying a feeling of mutual recognition and intimacy; and secondly, they miss the physical, sensory co-presence, which is difficult to replicate in the digital sphere. We discuss these findings and engage with Axel Honneth’s theory of recognition as well as with a complex of theories related to embodiment and senses to understand how the informants conceptualize their idea of a meaningful, effectful religious community. Finally, we discuss the methodological limitations of the study and the theoretical implications of our findings.
DANSK RESUME: COVID-19-pandemien og dens medfølgende restriktioner bevirkede, at danske religiøse grupper i lange perioder ikke kunne mødes fysisk. Dette påvirkede selvsagt gruppernes ritualer, kommunikation og fællesskab, og for mange gruppers vedkommende blev pandemien en anledning til at engagere sig (yderligere) i brugen af digitale værktøjer. Hvor anden forskning f.eks. har undersøgt, hvilke effekter denne situation havde for religionsgruppers omstrukturering af ritualer og deres integration af sociale medier, fokuserer nærværende artikel specifikt på konsekvenserne af pandemien i forhold til danske religionsgruppers følelse af fællesskab. Baseret på analyse af 23 interviews og feltnoter fra feltarbejde i henholdsvis buddhistiske, muslimske og kristne fællesskaber som en del af RECOVIRA-projektet, finder vi, at informanterne i høj manglede fællesskabet under nedlukningerne, idet de digitale alternativer for langt de fleste ikke kunne erstatte det fysiske samvær i grupperne. Det er der to primære årsager til. For det første oplever informanterne ikke de digitale fællesskabsalternativer som velfungerende i forhold til at formidle en følelse af gensidig anerkendelse og nærvær medlemmerne i blandt. Og for det andet savner de det fysiske, sanselige samvær, som dårlig repliceres i det digitale rum. Vi diskuterer disse fund og inddrager Axel Honneths anerkendelsesteori kombineret med et paraplykompleks af teorier relateret til kropslighed og sanselighed for at forstå, hvordan informanterne konceptualiserer det meningsfulde, effektfulde fællesskab. Vi diskuterer dernæst de metodiske begrænsninger for studiet og afrunder artiklen med at reflektere over de teoretiske implikationer af vores fund.