E-læring 2.0. Vilkår og muligheder i det sociale web

Resumé

"The people formerly known as the audience wish to inform media people of our existence, and of a shift in power that goes with the platform shift you've all heard about."
(Rosen, 2006)

Relationerne mellem afsender og modtager, mellem ekspert og menigmand, er radikalt ændret, og forandringsagenten er Web 2.0, hævder citatet, som egentlig handler om nyhedsmedier. Den myndiggørelse (engelsk: empowerment) af brugeren i konstruktionen af viden, som angiveligt er et resultat af den teknologiske udvikling, er imidlertid generel. Den må derfor også gælde for de anvendelser af Web 2.0, som har at gøre med uddannelse og læring. Det er der følgelig skabt et begreb for, nemlig "e-læring 2.0" (Downes, 2005). Som så mange andre af de nye "versionsbegreber", der er opstået i de seneste år, er også dette skabt i højere grad ud fra en forventning til teknologiens muligheder end ud fra veldokumenterede, praktiske resultater, men der synes alligevel at være substans i det. I denne artikel vil vi først klarlægge, hvad begrebet dækker, og dernæst se nærmere på de væsentlige egenskaber, som kendetegner denne nyeste udgave af e-læring, samt give nogle eksempler på e-læringsrelevante Web 2.0-applikationer.

Endnu er det sparsomt, hvad der findes af eksempler på større, systematisk tilrettelagte e‐læring 2.0-forløb. Men der findes afgrænsede forløb, som kan tjene til at illustrere modtagerens nye, aktive rolle som medproducent af viden i en uformel læringssituation. Lad os indledningsvis se på et eksempel for dermed at gøre begrebet "e-læring 2.0" mere konkret.

I februar 2008 blev der på Stanford Universitetet i Californien afholdt en konference om Metaverse (http://metaverse.stanford.edu/; om begrebet Metaverse, se: Smart, Cascio, & Paffendorf, 2007). Ved denne lejlighed præsenterede en række inviterede forskere og IT-udviklere deres nyeste resultater for et betalende publikum (Heilesen, 2008). Som en illustration af mulighederne i virtuelle verdener, der er en del af metaverse, blev hele konferencen transmitteret live og gratis i Second Life, hvorfra der også blev stillet spørgsmål direkte til oplægsholderne. Bortset fra denne teknologiske finesse kunne der imidlertid have været tale om den form for hovedsagelig énvejsformidling, vi kender fra kurser og foredragsserier. Men til forskel fra konventionel formidling, kom en del af den konstruktion og deling af viden, som var konferencens formål, til at foregå uden for auditoriet gennem deltagernes aktive brug af en række tjenester på nettet. Konferencenoter blev således opsamlet både i den officielle konference‐ki og i deltagernes individuelle weblogs. Billeder fra konferencen blev gjort tilgængelige i Flickr. Videoklip med interviews af deltagerne blev offentliggjort på YouTube, kommentarer til konferencen og forsøget med Second Life blev samlet på konference‐webloggen. Og hele denne mængde af observationer og meningstilkendegivelser fra deltagerne blev bundet sammen i et netværk ved hjælp af et enkelt nøgleord (engelsk: tag), metaverseu, som gjorde det muligt at opsamle information på tværs af alle web'ets datatjenester ved hjælp af en søgemaskine eller en social applikation.

Deltagerne, de faktiske og de virtuelle, har således på uformel vis samarbejdet om at skabe et "værk" om konferencen og har gennem deres aktive deltagelse i bearbejdelsen af indtrykkene defineret sig som deltagere i et fællesskab. Ved at søge i, sortere og organisere den tilgængelige information kan hver enkelt herefter konstruere sin personlige beretning om begivenheden og trække den information ud, som er relevant for vedkommende. Det er i denne personlige bearbejdning af tilgængelige ressourcer, at Metaverse U konferencen illustrerer nogle væsentlige træk ved elæring 2.0 og også ved scholarship 2.0. (dvs. nye former for forskningssamarbejde og ‐formidling; et beslægtet emne som dog ikke tages op i nærværende artikel).