Digital humaniora og teknologi forståelse

Resumé

Der er i de senere år blevet brugt mange ressourcer på at integrere nye digitale teknologier på alle niveauer af uddannelsessystemet, både på policyniveau og i praksis. I grundskolen taler man om teknologiforståelse, i gymnasiet om informatik og på universiteterne har man efterhånden forsøgt at sætte ’computational’ foran navnene på de fleste discipliner.

Det har imidlertid vist sig at være en meget stor udfordring at implementere teknologiforståelse og computationel tænkning i skolernes, gymnasiernes og universiteternes veletablerede fag og fagforståelser (Tannert et al., 2021). Det har generelt været en udfordring inden for mange fagområder, men særligt inden for de humanistiske fag synes der at være en diskrepans mellem fagenes identiteter og etablerede fagforståelser og den nye datalogiske faglighed. Dette har resulteret i, at mange humanistiske fag har valgt at løse opgaven ved at implementere et kritisk og sociologisk orienteret perspektiv med fokus på, hvordan teknologi påvirker hverdagsliv og kommunikation (Se fx Børne- og Undervisningsministeriet, u.å.-b, u.å.-a)  frem for et perspektiv, der udforsker hvordan datalogiske metoder og perspektiver kan udvide fagforståelsen.

Denne indstilling har rødder i en gammel tradition for teknologikritik inden for humaniora, der trækker på tankegods fra bl.a. Marx (1970), Horkheimer & Adorno (1969), Heidegger (1999) og forskellige poststrukturalistiske strømninger som fx actor network theory (Latour, 1999, 2005). Teknologikritikken har både været væsentlig og nødvendig, men har samtidig placeret humaniora i et modsætningsforhold til teknologi, herunder i særdeleshed digital teknologi og computationel tænkning.

I de senere år er der imidlertid, under den brede betegnelsen digital humaniora, opstået en strømning, der indtil videre først og fremmest er synlig på universiteterne, og som mere aktivt omfavner den digitale transformation. Med afsæt i et historisk rids over, hvordan den teknologikritiske position har udviklet op gennem det 20. århundrede, vil jeg i denne artikel diskutere, i hvilket omfang digital humaniora kan tilbyde en alternativ position, der gør det nemmere for de humanistiske fag dels at integrere teknologiforståelse i de eksisterende fagforståelser, dels at udvikle nye faglige identiteter som digitale humanister, for hvem avancerede digitale kompetencer og computationel tænkning indgår som en selvfølge i kompetenceprofilen.

Afslutningsvis diskuterer jeg, hvordan disse nye identiteter kan gøres tilgængelige for både elever og lærere i grundskolen og gymnasiet ved, i forlængelse af et emancipatorisk literacy-syn (Freire Paulo, 1985; The New London Group, 1996; Forfatter & Nielsen, 2021), at tage ejerskab over de nye digitale teknologier ved at tænke dem som et middel til kritik snarere end som målet for kritik.