Almissenydere på landet i 1830’erne

Resumé

Ved en forordning i 1803 indførtes oplysningstidens socialreform for de danske landdistrikter. Den indeholdt en afgrænsning af, hvilke persongrupper der kunne modtage fattighjælp, og indførelse af en fattigskat til finansiering af udgifterne. Administrationen og finansieringen skulle ske på sogneniveau, og det kom til at betyde, at forholdene kom til at veksle stærkt fra sogn til sogn. Ud fra samtidig statistik er det muligt at få et indtryk på sogneniveau af antallet af modtagere og af udgifternes størrelse, og ud fra mandtalslisterne fra 1834-folketællingen kan man finde frem til en række karakteristika for modtagerne. Det sidste er gjort for en stikprøve på 10% af landets sogne, og for enkelte modtagere er deres samlede levnedsløb søgt fundet. Både statistikken og mandtalslisterne giver desuden oplysninger om modtagernes boligforhold. Ved siden af den offentlige hjælp fandtes der utvivlsomt en omfattende privat velgørenhed. Den er det ikke muligt at bedømme omfanget af, men i den form, den fandtes i form af hospitaler oprettet af hovedgårdsejere og andre, kan man i stikprøvens sogne se, hvor mange og hvilke beboere de husede.