From Tacit to Shared Knowledge: A Model for Developing Healthcare Professionals' Communication with Relatives and Bereaved in Acute Care

Abstract

Baggrund: Forskning peger på, at en ud af ti efterladte udvikler forlænget sorglidelse (FSL). Til sammenligning udvikler næsten hver anden FSL, når de mister en nærtstående pludseligt – eksempelvis ved hjertestop eller uheld (49 %). Det er vist, at sundhedspersonale kan reducere antallet af efterladte med FSL ved at være proaktivt støttende og inddragende i kommunikationen. Efterladte efterspørger denne form for kommunikation, men den udfordrer sundhedspersonalet.

Formål: At udvikle og afprøve en kompetenceudviklingsmodel med henblik på at vurdere dens potentiale for at støtte sundhedspersonale i at hjælpe pårørende og efterladte på akutområdet.

Metode: To kvalitative delstudier med fokus på: 1) Rigshospitalets TraumeCenters nuværende praksis og organisering angående sundhedspersonalets kontakt med pårørende og efterladte (ni dages feltarbejde og fjorten individuelle interviews med sundhedspersonale) og 2) Udvikling og afprøvning af en model for kompetenceudvikling baseret på resultater fra delstudie 1 og Schöns begreber om refleksion ’i’ og ’over’ praksis (tre erfaringsudvekslingsmøder med i alt seks deltagere). Data fra observationer, interviews og erfaringsudvekslingsmøder blev renskrevet og kodet løbende som led i en iterativ proces.

Resultater: Mindre erfarent sundhedspersonale var oftest ansvarlig for kontakten med pårørende og efterladte og følte sig alene med opgaven, som ikke var klart defineret. Kontakten med pårørende og efterladte var derfor ikke alles præference (delstudie 1). Erfaringsudveksling mellem mere og mindre erfarent personale tydeliggjorde, hvad opgaven med pårørende og efterladte indebærer, hvordan forskellige kommunikationssituationer kan gribes an, og hvordan møderne kan styrke det kollegiale fællesskab. Møderne resulterede også i idéer til, hvordan oplæringen af mindre erfarent personale kan organiseres mere hensigtsmæssigt (delstudie 2).

Konklusion: Kompetenceudviklingsmodellen har potentiale til at styrke fælles læring og samarbejde mellem erfarent og mindre erfarent personale gennem systematisk erfaringsudveksling om gentagne og genkendelige kommunikationssituationer. En kvalitativ undersøgelse er ikke repræsentativ for alle ansatte i akut hospitalsbehandling og kan derfor ikke alene dokumentere interventionens effekt. For national implementering kræves yderligere afprøvninger, som inddrager pårørende, efterladte og læger samt eventuelt et randomiseret design. Det erfarne personales handlinger bør dokumenteres og kvalitetssikres for at sikre best practice. Endelig er der behov for strukturelle tiltag, der styrker sundhedsprofessionelles uddannelse, sikrer opfølgning over for pårørende og efterladte samt letter adgangen til relevante støttetilbud.