MELLEMVÆRENDER OM FORTIDEN

En antropologisk undersøgelse af den udeblevne undskyldning for det armenske folkedrab

Abstract

Denne artikel undersøger en officiel undskyldning, der endnu aldrig er blevet
givet. Den er formet af en hundredårig lang konflikt mellem armeniere og den
tyrkiske regering, hvor det centrale stridsspørgsmål er, om de omfattende massakrer
på armeniere i perioden 1915-1923 i Osmannerriget både juridisk og
historisk kan klassificeres som et folkedrab. Baseret på etnografisk materiale
indsamlet under et feltarbejde blandt armensk-amerikanske græsrodsaktivister
i Los Angeles undersøger artiklen samspillet mellem lokale mobiliseringer af
armenske krav om anerkendelse og genopretning for den ustraffede forbrydelse
og det endeløse modspil fra en allestedsnærværende fjende: en ekstremt synlig,
aggressiv og – til en vis grad succesfuld – tyrkisk benægtelseskampagne. Med
udgangspunkt i et sådant antagonistisk øjeblik undersøger forfatteren tilblivelsen
af en potentiel offentlig undskyldning gennem forskellige aktivistiske performances
– en protest, et vægmaleri og narrativer, der alle relaterer sig til og forsøger
at omgøre både en voldelig fortid og udfordrende nutid. Gennem et gaveøkonomisk
udvekslingsperspektiv udfolder forfatteren to distinkte og tæt forbundne
udvekslingsrelationer, der synes at gennemstrømme aktivisternes motivationer
og sensibilitet: en formel og en „eksistentiel“ gæld/skyld. Artiklens argument er,
at den „udeblevne undskyldning“ (og den allestedsnærværende benægtelsespolitik)
animerer de unge diasporaarmeniere til at artikulere deres krænkelseserfaringer
og udtrykke offerets koreografi og en følelse af taknemmelighed, hvilket
i processen er med til at etablere sameksistens med forfædrene og gøre krav på
„armenskhed“.

Søgeord: eksistentiel gæld, den armenske diaspora, aktivisme, kontinuitet,
folkedrab, officielle undskyldninger, den tyrkiske benægtelsespolitik